Ateisme og kristendom

De fleste danske parlamentarikere vil modsætte sig, at kristendommen nævnes som en fælles europæisk værdi. Og ikke sjældent nævnes eksempler på ugerninger begået af kristne ned igennem tiderne

Samtidig med, at det antydes, at en humanistisk-ateistisk ideologi vil skænke os et bedre samfund. Det skal ikke nægtes, at der ned igennem tiderne er begået megen uret i kristendommens navn.

Alligevel forekommer det mig, at det standpunkt, at tilværelsen ville blive bedre uden kristendommen, ville være lettere at hævde for 250 år siden, for hvad har det ført med sig, når man ville presse en ateistisk ideologi ned over befolkningerne?

Den franske revolution i 1789 havde nok det smukke motto: Frihed, Lighed og broderskab, og den var præget af ateisme og fornuftdyrkelse. Men den resulterede i et rædselsregimente, hvis grusomhed overgik det gamle regime, som ellers var dårligt nok. Under revolutionen blev offentlige henrettelser af aristokratiet gjort til folkeforlystelse for pøbelen, ligesom man kunne nævne den grusomme nedslagtning af bønderne i Vendee, hvis eneste forbrydelse var, at de holdt fast ved troen på Gud. Den samme gudløse ideologi var også baggrund for Pariserkommunen efter nederlaget i 1870.

Grusom revolution

Vender vi os så til den russiske revolution, så er det vel nu uomtvisteligt, at den i grusomhed overgik den franske. Og det marxistiske styre i Sovjetunionen propaganderede ivrigt for ateisme. Mange millioner blev ofre for denne ideologis grusomheder. I troen på mennesket, det abstrakte menneske ofrede man talløse konkrete mennesker.

Hitler var ikke officielt ateist, men han var faldet fra den kristne tro og fjendtligt indstillet over for kristendommen. Og for mange udfyldte han det tomrum, som var opstået som følge af frafaldet fra kristen tro - et frafald, som kirken på mange måder selv var skyld i, fordi den var veget bort fra Bibelen.

Augustin har jo ret i, at mennesket er skabt til Gud, og hjertet er uroligt, indtil det hviler i Gud. Sagt med andre ord: Mennesket er religiøst, og tror man ikke på Gud, så guddommeliggør man noget andet. Og dette andet kan være en politisk ideologi som kommunisme eller et menneske som Hitler.

Man kan vel også sige, at den darwinistiske udviklings lære med ideologisk overbygning om de stærkeres overlevelse var med til at gøde jorden for de nazistiske overmenneskedrømme og ringeagten for "lavere" racer og svage mennesker. Hvis vi ikke levede i en historieløs tid, ville de her nævnte forhold vaccinere mennesker mod ateisme.

Og omvendt ville man huske, hvordan kristendommens indførelse betød, at man forbød børneudsættelser og lidt efter lidt fik et andet syn på menneskers ligeværd, så trælle blev frigivet, indtil man som følge af en vis sekularisering i tankegangen og måske også en vis påvirkning fra Islam på ny tillod sig at behandle nogle som slaver. Men alt i alt må man sige, at Grundtvig har ret, når han om kristne missionærers virke siger: »Glæde og lys med dem komme til bys.«

Ser vi på Danmark i dag, så er det på mange måder lykkedes for den ateistiske propaganda at så tvivl om kristendommen, så færre søger kirken. Man har fået kristendommen trængt tilbage fra kulturlivet. Skolen bygger ikke længere på kristendommen - end ikke religionsundervisningen. Og hvad er der så kommet ud af det? Man har altid haft berigelsesforbrydelser, tyveri og mord - både rovmord, jalousidrab og lignende. Men er det ikke noget nyt - eller gammelt hedensk - at vold rammer helt sagesløse, og at vold er blevet en slags underholdning, så man fx sparker og piner et menneske, for at det kan blive fotograferet? Vi har et stigende antal skilsmisser, hvilket rammer børnene hårdt.

Man kunne også nævne narkotikaproblemet. Og er det ikke dybest set et råb efter Gud - et vidnesbyrd om en trang til en bedre verden?

Arvesynden

Undertiden hører man - ikke mindst i debatten om indvandring, at vi skal vogte os for at tænke i modsætninger mellem "dem og os". Det kan der være noget rigtigt i. Men når fx den franske og russiske revolution blev så grusom, var det netop, fordi man fandt ondskaben hos "de andre".

Som kristne ved vi, at der er noget, som hedder arvesynd. Og det vil sige, at det onde ikke kun findes hos de andre. Det findes også i os selv. Og det kan afbalancere modsætninger og kampe, men ateister og muslimer har ikke nogen arvesyndslære. De kan derfor forstå sig selv som de gode og deres modstandere som de onde med deraf følgende sort-hvid tænkning.