Blodværdier ikke et godt våben mod doping

I forbindelse med mediernes dækning af store internationale idrætsbegivenheder har dopingspørgsmålet gennem snart mange år lagt beslag på en betragtelig del af spal-tepladserne og sendetiden. Størst opmærksomhed har naturligvis omgærdet situationer med fangst af syndere, men også metoder til afsløring af doping og opbygningen af anti-doping organisationer har fået rigtig stor medieomtale.

I et vestligt land som Danmark med store demokratiske traditioner betragtes debat om ethvert emne, sædvanligvis som en sund og naturlig ting. Det burde derfor selvfølgelig også gælde for dopingspørgsmålet. I forbindelse med sidstnævnte finder jeg , at det desværre ikke er tilfældet, idet der i takt med udbygningen af dopingbekæmpelsessystemet, hvor der i lighed med dopingindustrien efterhånden står mange millioner kroner på spil, synes at have indsneget sig en form for selvcensur i forhold til synspunkter, som ikke er sammenfaldende med de i Anti Doping Danmark (ADD) gældende. Sidst jeg i slutningen af 1990'erne via interviews i tv og indlæg i de skrevne medier forsøgte at få en debat i gang, blev initiativet således nærmest tiet ihjel, og debatten udeblev. Når jeg alligevel nu igen forsøger mig med et forklarende indlæg, er det på baggrund af de seneste artikler i Jyllands-Posten om emnet i forbindelse med Vinter-OL i Torino, hvor formodninger og personlige vurderinger omkring dopingproblemet for snart 117. gang uimodsagt udlægges som videnskabelige facts.

Ved besvarelse af tre relevante spørgsmål skal jeg efterfølgende forsøge at redegøre for problemstillingen

Uanset hvad vekslende eksperter har udtrykt omkring den "naturlige" overgrænse for "fladlandsbeboeres" hæmatokritniveau, er det et videnskabeligt faktum, at mellem 0,5 pct. og 1,5 pct. af alle idrætsudøvere uden anvendelse af doping statistisk vil have et hæmatokritniveau over eller lige omkring 50 pct. Såfremt man derfor anvender 50 pct.-niveauet som udelukkelseskriterium i forbindelse med konkurrencer, vil man altså uberettiget udelukke en eller to idrætsudøvere for hver 100, man tester. På europæisk niveau kan det på denne baggrund anslås, at et antal cykelryttere, langrendsløbere, langdistanceløbere og andre fra udholdenhedssportsgrenene svarende til ca. 100 personer, på ethvert tidspunkt, uforvarende til stadighed vil være i risiko for uberettiget at blive udelukket fra deltagelse i konkurrence og i visse tilfælde træning!

Ud over denne meget uheldige tilstand medfører 50 pct.-reglen yderligere, at endnu flere idrætsudøvere tæt på denne grænse må kontrollere og behandle sig for ikke at overstige udelukkelsesgrænsen i forbindelse med de store udsving, der kan forekomme hos enhver idrætsudøver ved større og langvarige idrætspræstationer.

Såfremt man derfor, som der fra lægfolk og eksperter med tilknytning til antidopingorganisationerne lejlighedsvis har været udtrykt ønske om, havde sænket den tilladelige hæmatokritovergrænse til 47 pct., ville man have mangedoblet problemet med de "uskyldigt" bortdømte, idet i hvert fald 5 pct. af alle idrætsudøveres hæmatokritniveau naturligt, vil ligge over 47pct. Eftersom antidopingorganisationerne så åbenlyst endnu mangler en pålidelig metode til direkte påvisning af EPO-doping eller doping med beslægtede medikamenter, og eftersom sådanne metoder formentlig også i fremtiden vil kunne omgås, har man tilsyneladende nu valgt den "longitudinelle" metode, hvor man vælger at følge den enkelte idrætsudøvers hæmatokritniveau ved gentagne målinger og derefter at slå til, hvis "unaturlige" niveauspring forekommer.

Denne sidstnævnte metode til forsøg på afsløring af dopingsyndere har desværre temmelig store problemer at slås med. Dels forekommer der store hæmatokritspring i forbindelse med højdetræning, efter ophold i højdehuse og ved naturlig døgnvariation, og dels indebærer metoden et utal af analyser på den enkelte idrætsudøver.

Endelig vil metoden, i forbindelse med en eventuel udelukkelse på et sådant grundlag, rejse en lang række vanskelige juridiske spørgsmål.

Efterfølgende skal jeg imidlertid forsøge at redegøre for, at der i det hele taget ikke synes at være grundlag for overhovedet at anvende idrætsudøveres hæmatokritniveau i forbindelse med forsøg på afsløring af doping.

Ved alle de tre nævnte behandlinger er formålet at øge idrætsudøverens antal af røde, iltbærende, blodlegemer - og et mål for denne behandling er blodets hæmatokritniveau, som øges. Ved moderne idrætsfysiologiske videnskabelige forsøg, hvor man af videnskabsetiske grunde ikke har tilladt sig at øge hæmatokritværdierne til mere end tæt omkring den tilladte overgrænse på 50 pct. - har man klart i de idrætsfysiologiske laboratorier kunnet påvise præstationsfremmende effekt. Imidlertid vil blodets sejhed øges og dets flydeevne aftage med stigende hæmatokritniveau, således at det populært sagt bliver sværere at trække blodet rundt i organismen ved stigende hæmatokritværdier, hvilket i særlig høj grad gælder for værdier over 50 pct. Altså nytter det næppe meget at øge sin hæmatokrit udover de ca. 50 pct.. De hæmatokritværdier man tidligere (i 1990'erne) har kunnet påvise hos cykleeliten nær og over 60 pct. har derfor næppe kunnet gavne idrætsudøveren, som på den anden side heller ikke synes at have lidt skade af det meget høje hæmatokritniveau, idet vinderne af den periodes cykelkonkurrencer ofte har været de samme personer, som har haft de notorisk meget høje hæmatokritniveauer. Eftersom eliteidrætsudøverne og deres medicinske rådgivere naturligvis er bekendt med ovenstående videnskabelige kendsgerninger, foregår nutidig hæmatokritmanipulering op til niveauer som ikke overstiger ca. 50 pct. - en manipulation der kan opnås ved såvel lovlige metoder (højdetræning og højdehusophold) som ved ulovlige metoder (EPO og lignende medikamentel behandling). Når man ved såvel lovlige som ulovlige metoder således kan forbedre sit præstationsniveau og derved bringe sig i konflikt med dopingreglerne, melder der sig uoverstigelige moralske, praktiske og juridiske problemer i forbindelse med forsøget på en retfærdig begrænsning af dopingudbredelsen.

3: Er hæmatokritmanipulation af eliteidrætsudøvere helbredsskadelig;- og er det helbredsbegrundet at udelukke idrætsudøvere fra deltagelse i konkurrence ved hæmatokrit-niveau på 50 pct. og deromkring? Svaret må være NEJ.

Mens videnskaben længe har kunnet påvise helbredsskadelig effekt af højt hæmatokritniveau hos syge personer (blodsygdomme, kronisk bronkitis m.fl.) mangler man endnu fuldstændig videnskabelig baggrund for at påstå farlighed ved et højt hæmatokritniveau hos eliteidrætsudøvere.

En række uforklarlige pludselige dødsfald hos 19 unge cykelryttere i Belgien og Holland i EPO'ens barndom i de tidlige 1990'ere har i snart utallige videnskabelige og uvidenskabelige publikationer været grundlaget for at betragte hæmatokrimanipulation ved hjælp af EPO som et helbredstruende fænomen. En sådan vurdering savner ethvert videskabeligt grundlag.

Forestillingen om, at et meget sejt og tykflydende blod (som følge af ukontrollabel høj hæmatokritniveau) skulle klumpe sig sammen og danne dødbringende blodpropper, har ikke fundet baggrund i omstændighederne ved de ulykkelige tidlige dødsfald. Der foreligger nemlig ingen samlet videnskabelig vurdering af de unge cykelrytteres død, ligesom obduktionsfund ikke har givet nogen entydig forklaring på deres pludselige død, bl.a. på grund af fraværet af blodpropfund.

Heller ikke indirekte har man noget tegn på, at hæmatokritmanipulering skulle medføre nogen form for helbredsrisiko.

Det er en kendt sag, at helbredstilstanden hos de mindst 1.000 professionelle registrerede cykelryttere og langrendsløbere i Europa gennem de seneste 10-15 år trods en erkendt almindelig anvendelse af hæmatokritmanipulering, ikke har medført sygdom og død i forventelig grad.

Faktisk må man beklageligvis konstatere, at det eneste dødsfald, man indenfor den professionelle cykelsport de seneste 10 år med sikkerhed har kunnet relatere til dopingproblematikken, har været den legendariske Marco Pantanis selvmord i 2004.

Sammenfattende kan det som debatudgangspunkt af ovenstående konkluderes, at hæ-matokritmåling ikke bør være metoden til forsøg på begrænsning af dopinganvendelse - dertil er problematikken for kompleks og faldgruberne mange.

Det kan også konkluderes, at man i dag ved såvel lovlige som ulovlige metoder ved hæmatokritmanipulation er i stand til at forbedre et givent præstationsniveau ved hjælp af ufysiologiske metoder af den ene eller den anden art - og at det således kun er et spørgsmål om holdning og etik, hvorvidt man betragter det at tilbringe lang tid i iltfattigt miljø (højdehuse) som mindre "snyd" end at sprøjte sig med det ene eller det andet medikament (EPO o.a.)

Endelig kan det konkluderes, at det fortsat næppe er berettiget at postulere, at hæmatokritmanipulation blandt eliteidrætsudøvere, indenfor de aktuelle anvendte niveauer som værende helbredsskadelig.

Hermed er der forhåbentlig igen åbnet for debatten,