Kronik: Jyllands-Postens national-liberale ideologi

Morgenavisen Jyllands-Posten plejer at stå for demokrati, pluralisme, ytringsfrihed og fri debat. Som regel forsvarer man i de ledende artikler ud fra et liberalt grundsyn retten til at være uenig. Men kun som regel og kun til en vis grænse - som avisen selv bestemmer. Og den går ved det nationale. Når det drejer sig om Danmarks sikkerhed og faren fra den sovjetiske imperialisme må det liberale vige for det nationale, ja nærmest nationalistiske.

De ledende artikler om "Fodnoterne" (13/11) og om "Provokation" (14/11) viser dette på tydelig vis. I den ledende artikel om "Fodnoterne" tales der om Socialdemokratiets svigt og forræderi, fordi der mellem regering og opposition i en periode opstod uenighed om, hvordan man skulle tilrettelægge udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Her kan JP åbenbart ikke acceptere debat og uenighed. Man argumenterer, som om der er objektive svar på politiske uenigheder om mål og midler. Det glemmes helt, at der også i udenrigs- og alliancepolitik er nuancer, kompromisser og løbende overvejelser om den mest hensigtsmæssige taktik og strategi.

Der siges intet om, at dansk NATO-medlemskab fra begyndelsen har været på et lavere niveau end andre landes, idet vi ikke ville have fremmede tropper og atomvåben på dansk jord i fredstrid. Og man går slet ikke ind på den tanke, at en alliance vel ikke nødvendigvis betyder, at alle medlemmerne skal være helt enige om alting med den til enhver tid siddende regering i det største medlemsland. I princippet - og forhåbentlig også i praksis - indgås en alliance mellem ligeberettigede parter, i hvert fald hvis alliancerne indgås mellem demokratiske lande.

Jeg skal ikke tage stilling til, hvem der indtog det mest formålstjenlige standpunkt i debatten om opstilling af atomraketter i Europa i 1980'erne, men vil blot pege på, at JP i denne sag går ind i en form for ideologisk argumentation, som avisen ellers tager afstand fra.

Hvis man tager stilling til politiske problemer ud fra en ideologi, har man færdige svar på rede hånd, når der opstår nye spørgsmål. Der overlades ikke noget til nærmere undersøgelse, debat og gensidig hensyntagen. Uenighed er bandlyst og udtryk for forræderi. Tingene er sort-hvide, enten er man for, eller også er man imod. I politik kan man kun tale om rigtigt og forkert i forbindelse med valg af standpunkter, hvis man hylder en ideologi, der indeholder klare svar på politiske uenigheder. På grundlag af en ideologi kan man ikke indrømme politiske modstandere ret til at hævde afvigende standpunkter.

Det synes at være JP's opfattelse, når det gælder sikkerhedspolitikken, specielt Danmarks medlemskab af NATO og forholdet til USA. Hvis USA vil opstille raketter, bør Danmark støtte det. Når USA går i krig i Irak, bør Danmark også være med. Måske burde vi i virkeligheden også have været med i Vietnam-krigen?

Det er overraskende, at JP kan forfægte så firkantede anskuelser. Ud fra en demokratisk tankegang er der ikke rigtige og forkerte svar på politiske spørgsmål. Der er rigtige og forkerte svar på spørgsmål om faktiske forhold: Hvem sagde hvad, hvornår og til hvem? Hvor mange raketter havde USA og Sovjetunionen på et givet tidspunkt osv. Men når det drejer sig om fortolkningen og vurderingen af de faktiske forhold, er der ikke rigtige og forkerte svar. Det er der heller ikke, når der skal udformes en strategi og udpeges de mest hensigtsmæssige midler til at realisere en målsætning. Der findes ingen objektiv målestok at bringe i anvendelse over for sådanne politiske spørgsmål. Individer, grupper, partier og organisationer kan varetage forskellige interesser og handle ud fra forskellige værdier og holdninger. De kan mene, at den ene fremgangsmåde er mere anbefalelsesværdig end en anden. Det er det, der ligger i pluralisme.

I et liberalt demokrati må man respektere andres ret til at mene noget andet end en selv, og i sidste ende er det vælgerne, der må bestemme, hvad der skal lægges til grund. Det kan godt være, at de tager fejl, at de kan blive klogere, at de erkender at have handlet galt, eller at de ændrer mening, men der er i et demokrati ikke nogen højere myndighed, når det drejer sig om politiske spørgsmål. Hvad der er "ansvarligt" og "uansvarligt" afgøres i et demokrati ene og alene af vælgerbefolkningen. Derfor skal man også være meget tilbageholdende med at beskylde politiske modstandere for at være uansvarlige, blot fordi man er uenig med dem. Og landsforræderi er noget, som domstolene må afgøre efter en retssag, hvor parterne har haft mulighed for at føre bevis for deres påstande.

Men sådan er det ikke for JP. Man taler om "afgrundsdybt svig" og om "moralsk" og "intellektuelt" forræderi. Man benytter sig kort sagt af en sprogbrug, der kun giver mening, hvis man lægger en politisk ideologi til grund for sin standpunkttagen.

Et udslag af JP's ideologisk prægede argumentation er tendensen til at fordreje virkeligheden, så den passer ind i en færdiglavet, sort-hvid verdensforståelse. Det er en uheldig side ved ideologier, at det tit kniber for dem at få virkeligheden til at passe med de forudfattede ideologiske målsætninger og strategier.

Der er således tale om noget, der ligner historieforfalskning, når det i den ledende artikel (13/11) siges, at da den borgerlige regering i 1988 omsider udskrev folketingsvalg på udenrigs- og sikkerhedspolitikken, »bakkede befolkningen massivt op bag NATO, USA og den uomtvistelige forankring i det vestlige fællesskab. Socialdemokratiet stod tilbage klædt af til skindet.«

Det er rigtigt for så vidt, at de fire gamle partier sammen med Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti fik omkring ¾ af de afgivne stemmer, men det er netop ikke pointen.

Det postuleres jo, at Socialdemokratiet og de radikale havde svigtet denne politik. Sandheden er derimod, at de fire regeringspartier gik tilbage fra 38,5 pct. til 37,8 pct. af de afgivne stemmer og kun lige netop formåede at fastholde deres 70 mandater.

Det "alternative" flertal bestående af Socialdemokratiet, radikale og SF gik også tilbage (fra 50,1 pct. til 48,4 pct.) og mistede tre mandater, men havde forsat et flertal på 89 mandater. Befolkningen gav faktisk det alternative flertal et fortsat mandat. Det alternative flertal blev kun bragt til ophør ved, at Poul Schlüter smed Centrum-Demokraterne og de kristelige ud af regeringen og dannede en ny koalition sammen med de radikale. Et eksperiment, som de radikale måtte betale dyrt for et par år efter i 1990 med et tab på tre af ti mandater.

JP hylder tilsyneladende en national-liberal ideologi ikke meget forskellig fra den, borgerskabet forfægtede, da det 1848-49 overtog magten og indledte en politik, der fik katastrofale følger. Man var mere national end liberal, ja nærmest nationalistisk, idet man ikke ville følge princippet om national selvbestemmelse og lade Slesvig dele efter nationalt sindelag.

Man var også mere liberalistisk end liberal, idet man ikke var meget for at tage bønderne og deres valgte repræsentanter alvorligt. På samme måde nærer JP's ideologiske argumentation en mistanke om, at avisen er mere nationalistisk end national, idet stillingtagen i en ideologisk konfrontation synes vigtigere end at forsvare dansk selvbestemmelsesret.

Man taler i ramme alvor om, at det er en skamplet på dansk parlamentarisme, at et folketing valgt ved frie valg udtaler sin mening efter en åben debat og siden står til ansvar over for vælgerne.

På hvilket grundlag kan man så tale om en skamplet?

Hvad er det for et helhedssyn, der lægges til grund for en sådan vurdering, hvis det ikke er en ideologi, der gør det muligt at hævde objektive svar på spørgsmål om, hvad der tjener dansk sikkerhed og landets fortsatte eksistens som en selvstændig nation? På samme måde er det måske snarere en liberalistisk end en liberal politik, JP forfægter, men det er en anden sag, som vi kan vende tilbage til ved en anden lejlighed.

I den ledende artikel om "Provokation" (14/11) gennemføres der derimod et engageret forsvar for ytringsfriheden, som jeg kun kan erklære mig helt enig i - måske bortset fra nogle personangreb mod slutningen.

Den afsluttende konklusion fortjener under alle omstændigheder gentagelse og stadig påmindelse: »Enhver, der ud fra en religiøs forskrift uden demokratisk legitimitet påtager sig rollen som selvbestaltet dommer og straffende myndighed, er i konflikt med den danske straffelov og skal behandles derefter. Denne tilkendegivelse har ingen undtagelser, og der tilføjes ikke noget "men".«

Jeg går ud fra, at "religiøs" her kan erstattes af "ideologisk" eller "politisk" uden at ændre meningen. JP's lederskribenter opfordres derfor til at reflektere over, om en karakteristik af politiske modstandere som landsforrædere er udtryk for en selvbestaltet domfældelse eller et acceptabelt udtryk i den politiske debat.