Kronik: Fra Jesus til Muhammed

I modsætningen mellem de to religionsstiftere Muhammed og Jesus ser vi modsætningen mellem en lukket ubevægelig verden og en verden, hvor frihed, ansvar, fornyelse og håb, forandring og forventning holder mennesker i live, skriver dagens kronikør.

Et er, at muslimerne føler sig krænkede over tegninger af Muhammed, et andet er, at man egentlig skulle tro, at det ville være betydeligt mere krænkende at foreholde muslimerne det biografiske materiale, som er kendt omkring profetens liv og personlige forhold.

Muhammed er efter vestlige moralbegreber ikke nogen særlig sympatisk person. Uden at skulle provokere ved at gå i enkeltheder kan man sammenfatte indtrykket af personen Muhammed som værende magtsyg, intrigant, voldelig og svigefuld. Men det mærkelige er, at muslimer stort set accepterer hans usympatiske træk og forklarer, at han jo bare var et menneske, og det store ved ham var, at han var udvalgt til at åbenbare Guds regler for de troendes liv i denne verden.

Hans ægteskab med den ni-årige Aishia, hans harem og hans troløshed overfor haremmet, og hans begær efter en af sine svigerdøtre - jamen det er alt sammen noget, som muslimer tager med i købet, fordi det vigtigste er de guddommelige regler, som ved ham blev givet de troende, hvis de da ikke ligefrem, som nogle gør, benægter sandheden i overleveringerne om ham.

Sammenligner man Jesu liv med Muhammeds, står Jesus som modstykket til Muhammed. Magtesløs, fattig, hjemløs og til syvende og sidst svigtet af alle, totalt udleveret til magthavernes forgodtbefindende.

Men på samme måde som muslimerne ser bort fra deres mesters livsførelse, kunne vi som kristne også sige, at detaljerne fra Jesu liv egentlig er underordnede, hvilket apostelen Paulus også gør opmærksom på, for det er det religiøse budskab, der udgår fra hans liv, der er det afgørende.

Ja tænkte man sig det ret usandsynlige, at Jesus havde været gift og måske endda stiftet familie, så ville det i grunden ikke ændre det religiøse budskab, for det afgørende i kristendommen er, at budskabet lyder på, at kun i Jesus møder vi Gud, så at vi kun kender Gud i mødet med den Jesus, der prædiker evangelium og korsfæstes.

Jesu dybe afmagt og fornedrelse rummer i virkeligheden netop forståelsen af, at det var alvor med, at Gud blev menneske. Den almægtige kom til os i skikkelse af et afmægtigt menneske, og det er, hvad der klarest kommer til udtryk den dag, da Jesus kort før sin død råber spørgende ud i gudsforladthedens mørke: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?«

Det er som Martin Luther siger, netop et udtryk for, at Gud virkelig var blevet menneske - at han har stillet sig ved siden af os i vor gudsforladthed. Det er både hans dom over os og hans barmhjertighed mod os.

Skal man således modstille de to religionsstiftere, for det er jo umuligt at sidestille dem, så ligger vægten ikke på det, at den ene forekommer os kristne at være en skidt fyr og den anden helt anderledes retlinet, konsekvent, skarp i sin kritik af al udvendig fromhed og åben overfor samfundets udstødte og kritisk overfor samfundets magthavere, og det i en sådan grad, at det koster ham livet, idet han dømmes for blasfemi.

Vægten ligger et helt andet sted, og det er vigtigt at have sig det for øje, så at det bliver klart, at enhver tale om dialog mellem kristendom og islam er fuldstændig umulig, både udfra islams forudsætninger og udfra kristendommens forudsætninger.

Hvor ligger den afgørende modsætning mellem Jesus og Muhammed?

Her spørges netop ikke efter forskellen på de to, men efter den afgørende modsætning mellem dem. Den ligger ikke i, at den ene er umoralsk og den anden moralsk. Den ligger heller ikke i, at den ene er magthaver, og den anden er magtesløs. Den ligger ikke i, at den ene fører sværdet, og den anden siger: »Stik sværdet i skeden«.

Der kunne nævnes mange modsætninger, men der er kun én, som er afgørende.

Denne modsætning kan man bedst tydeliggøre ved at spørge efter, hvorledes de to herrer legitimerer deres optræden. Samtiden kræver af dem begge, at de legitimerer sig. Altså med hvilken ret optræder de på Guds vegne. Her påberåber Muhammed sig, at han gennem ærkeengelen Gabriel får sine anvisninger.

Jesus bliver også afkrævet tegn som legitimation for den myndighed, hvormed han optræder, når han f.eks. siger til den prostituerede: »Dine synder er dig forladt.« Men hvilket tegn eller hvilken engel kan Jesus henvise til? Han gentager uafladeligt, at han ikke vil give noget andet tegn end netop dette, at han forkynder syndernes forladelse, at han spiser sammen med samfundets udstødte, og at han helbreder de syge, for de syge betragtedes også i datiden som udstødte på grund af en eller anden alvorlig ugudelighed i deres liv.

Jesus legitimerer sin guddommelige myndighed med, at han tager plads mellem de ugudelige og siger, at de skal gå først ind i Guds rige.

Med sine lignelser siger han, at det kommer ikke an på, hvad et menneske yder Gud, men på at Gud tager mennesket til nåde.

Hans legitimation består ikke i mærkelige religiøse hændelser, men i, at han simpelthen handler på Guds vegne ved at forkynde tilgivelse, og ved at sige, at de, som står i gudsforladtheden, de er hos Gud. »Salige er de fattige, thi himmeriget er deres«. Jesus forkynder Guds rige, som det, der er totalt forskelligt fra alle religiøse forestillinger og religiøs vanetænkning, hvori der altid optræder et religiøst hierarki, som udsteder regler, og som sætter sig i døren til Guds rige og bestemmer på hvilke betingelser, man kommer ind.

Hermed skulle det vel gå op for læseren, at Jesu har forudgrebet sin modstilling til Muhammed.

Muhammed gør ikke andet end at følge en religiøs tradition ved at opstille et regelsæt for anerkendelse hos Gud, og han legitimerer det hele ved at hævde, at han omgås engle.

Heri er der egentlig intet nyt. Alt, hvad Muhammed står for, foregår indenfor den bestående religiøse verden.

Alt, hvad Jesus står for indebærer en forkastelse af den bestående religiøse verden og en forkyndelse af Guds riges komme.

Det er så radikalt anderledes, så at det ikke finder sit lige i nogen anden religion, og enhver dialog eller forhandling eller gensidig forståelse mellem enhver anden religion og kristendommen er umulig, fordi kristendommen ophæver religionens grundprincip, som går ud på, at der inden for den bestående verden kan opnås forbindelse med Gud og anerkendelse hos Gud. Det kan der ikke, fordi Gud har forkastet den bestående verden.

Ikke noget offer eller nogen afholdenhed eller nogen klædedragt gør dig hellig og retfærdig. Intet i denne verden kan bruges, for verden selv har mistet sin gyldighed.

Kristendommen er en begivenhed, der ændrer det fundamentale i den religiøse selvopfattelse, medens alle andre religioner forbliver en indsigt i noget bestående, som har sin evigt uforanderlige gyldighed. Og det religiøse hierarki sætter sig mageligt til rette for administrere denne indsigt, hvor kristendommen blot forkynder, at de gudløse skal gå først ind i Guds rige. Kristendommen vender det religiøse univers på hovedet.

Dette vigtige punkt har vidtrækkende konsekvenser for hele vores virkelighedsopfattelse, så at der opstår en dyb kløft mellem uforenelige kulturer og samfundsopfattelser, så sandt alt udspringer af den religiøse selvforståelse.

Den traditionelt religiøse verden som den muslimske forbliver totalt stillestående, fordi den er en indsigt i det uforanderlige. Verdensopfattelsen bliver historieløs i den muslimske verden, for intet er ændret i grunden. Med kristendommen indføres derimod selve historieopfattelsen, fordi alt er ændret fra grunden.

Når Jesus forkynder den gamle verdens forkastelse og proklamerer en ny, så indfører han selve forandringen, begivenheden og afgørelsen både i vor verdensopfattelse og i vor selvopfattelse.

Det gamle er forbi, det er blevet nyt, forkynder de første kristne, og hermed grundlægger de den vestlige kulturs særpræg med forståelsen af forandringen, at vi ikke lever i en ubevægelig verden med faste regler og indsigter, men derimod med fornyelsen, som det grundlæggende.

Ikke at kristendommen indfører troen på udviklingen, men den afføder forståelsen af ansvaret for vort forhold til tilværelsen og vor verden.

Der gælder nu ikke længere evigt uforanderlige regler, men der gælder et ansvar, hvor ingen på forhånd kan gå frem efter en facitliste.

Individet står alene i verden overfor sin skaber og kender sin egen afmagt og utilstrækkelighed, hvorfor al tilgang er bestemt af dyb selvkritik og åbenhed både overfor vor begrænsethed og vore muligheder.

Hermed står vi i en verden, der bevæger sig og forandrer sig, og vi er selv under dom og nåde, fald og oprejsning, kaldet ind på ny som ansvarlige i forhold til skaberen og den verden, vi indretter.

Således er alt kommet i bevægelse.

Muslimen er fatalist. Alt ligger uforanderligt fast som den givne skæbne, hvor den kristne derimod siger, at alle ting samvirker til gode for den, som elsker Gud, og som han har udvalgt.

Det ene er stillestående død eller selvmord, det andet er bevægelse i håb og forventning.

I vor vestlige kultur spiller den gudsfornægtende og menneskecentrerede humanisme også med, og derfor er billedet ikke entydigt af vor kultur, men i modsætningen mellem de to religionsstiftere Muhammed og Jesus, ser vi modsætningen mellem en lukket ubevægelig verden og en verden, hvor frihed, ansvar, fornyelse og håb, forandring og forventning holder mennesker i live.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen