Fatalisme

Ofte hører vi muslimer sige, at alt sker efter Allahs bestemmelse. Soldater drager i krig med den overbevisning, at Allah har sat navn og dato og klokkeslæt på den kugle, som venter dem. Det er en resignation og laden stå til, som må betegnes som afsporet religiøsitet, og det er en farlig afsporing, fordi den medvirker til ophævelse af modsætningen mellem godt og ondt, thi hvis alt, hvad der sker, er et spejlbillede af Guds vilje, så er det onde også Guds vilje.

Det bliver til en sygdom i moralen, og det nærer følelsesløshed og samvittighedsløs holdning.

Det personlige valg mellem godt og ondt, kampen for det gode mod det onde er således ophævet, mennesket er stået af i forhold til ansvaret for sit liv.

I kristendommens navn må vi modsige enhver muslim eller hvem som helst, som er havnet i et sådant forvrænget, forfalsket og dæmoniseret gudsbillede. Det skal ikke respekteres, men modsiges både for vor egen skyld og sandhedens skyld.

I kristentroen lever troen på, at Gud sætter sin kærlighedsvilje igennem og det til endelig sejr. Men denne kærlighedsvilje må sætte sig igennem, fordi den har en modspiller.

I kristentroen er der tale både om Gud og Satan. Det generer os som moderne mennesker at tale om Satan, selv om vi uafladeligt anvender hans navn.

Men hvis Gud blot er alene ved skakbrættet uden modspiller, så er hans flytten rundt med brikkerne jo blot en ualvorlig leg med os mennesker.

Nej, alt i kristendommen er en tale om, at Gud vil det gode mod det onde.

Derfor kommer han til Jorden i menneskeskikkelse.

Derfor forkynder han ubetinget tilgivelse.

Derfor kalder han dag ud og dag ind på vores tro, og det gør han, fordi han har den sataniske modspiller, der vil sprede tvivl, selviskhed, selvbekymring, fjendskab og kaos.

Uden at vor selvforståelse og vort ansvar ses på baggrund af to modstridende kræfter i vor verden, så ender vi i total åndløshed, og der sidder vi faktisk godt fast i sumpen.

Således taler Martin Luther om en trælbunden vilje, som enten er bundet til troen på Gud eller fanget ind af Satans onde vilje, som er viljen til opgivelse, selvdyrkelse og samvittighedsløs livsførelse.

Og således taler dagens evangelium i kirkerne om, at tro kan flytte bjerge. For troen er troen på Guds almagt, tilgivelse og barmhjertighed, og ved troen løftes vi op over vor egen håbløshed og fortabthed og tror på, at Gud har sejret og vil sejre. Ja, troen tror det store og eneste afgørende mirakel, som går ud på, at vi er blevet Guds mennesker på trods af vort oprør, som er en Satans opfindelse.

Den kristne soldat går ikke i krig med fatalistens underkastelse og affinden sig med en uafvendelig skæbnetro. Den kristne soldat beder sit Fadervor. Ske ikke min, men din vilje, Herre!

Det er ikke skæbnetro, men det er forsynstro, og der er en verden til forskel, fordi i forsynstroen er Gud med, hvor det onde rykker ind på mig, og intet kan skille mig fra hans kærlighed. Denne tillid står i forgrunden.

At jeg skal dø, ja, det er det vilkår, skaberen har sat for os syndere, men jeg skal ikke hjerne- og hjerteløst styrte mod fjendens kugler, fordi jeg tror, at alt er afgjort på forhånd.

Således ville jeg forvalte mit pund ansvarsløst i blind underkastelse, og det er ikke sand gudstro.