Kronik: Ildtulipanens erindringshimmel

Carl Ludvig Emil Aarestrup blev født den fjerde december i 1800 i København - i dag nøjagtigt for 200 år siden.

Hvad vil vi huske ham for? Hver, som har læst ham, har sikkert sin helt egen indfaldsvinkel, men der kan næppe være tvivl om, at det er ord som humor, ironi og erotik, der må nævnes. Foruden den særegne lyriske tone, der er bedst defineret ved sin korthed, sin stramhed, sin suveræne rimkunst.

Et af Aarestrups tidligste digte handler om at være forældreløs, og det har sin sørgelige sandhed i, at både hans far og mor døde i 1808. De var blevet separeret året forinden.

I digtet siger han, at Musen blev hans modererstatning, og det er sikket og vist, at han begyndte at skrive meget tidligt. Fantasien gav ham erstatning for de tabte forældre.

Aarestrups morfar var urtekræmmer og købmand og døde i 1814. Han havde til huse i Store Kongensgade, hvor Emil Aarestrup også er født. Morfaderen efterlod en stor arv til Emil Aarestrup og Aarestrups bror. Det var den arv, der gjorde det let for Emil Aarestrup at gennemføre studietiden. Han valgte at blive læge. Allerede da han var 14 år gammel, var han volonteur ved det militære medicinalvæsen - og gjorde her de første erfaringer i lægekunsten.

Da Aarestrup skal læse til studentereksamen, flytter han ind til sin manuduktør, adjunkt Christian Spengler, hvis kone han gør gravid. Spengler dør, og hun føder Aarestrup en datter, som han i mange år holdt skjult for omverdenen - og helt og aldeles for sin kone. Hun opdagede det så sent i sit liv, at det var ved at ødelægge deres ægteskab.

Aarestrup fik en medicinsk embedseksamen med udmærkelse i 1827, og det mest logiske havde været, at han var blevet i København, som han elskede - men hvis mange piger han havde svært ved at vælge imellem.

Da han giftede sig med sin kusine Caroline Aagaard, har hun formodentligt ønsket, at han skulle så langt væk fra København som muligt. Det blev Nysted på Lolland. 11 år i Nysted - derefter 11 år i Sakskøbing. 22 lollandsår, som ifølge Aarestrups breve var kedsommelige og sjælsopslidende. Ustandseligt kaldes han på sygebesøg, og hans patienter klager over kroppens og sjælens gebrækkeligheder.

Meget af det, han skrev, blev til, mens han sad i sin hestevogn i al slags vejr i lys og mørke. Det er muligvis derfor, han foretrækker den meget korte form.

Den lader sig løse uden papir og blyant - kun tre linjer.

Den hedder ritornellen.

Den er oprindelig italiensk - men Aarestrup lærte den at kende gennem den tyske lyriker Fr. Rückert. Hos Rückert mangler det vidunderlige smæld, som lyder som en kuffertlås i slutningen af Aarestrups ritorneller.

Den ægte ritornel har en plante i førstelinjen - en plante som samtidigt kan være et kvindenavn. Ritornellen bygges så op som plantens/kvindens natur og væsen.

Blomst af Jalappen
Bevares frøken, jeg skal altid passe
at gå først over stenten, først op ad trappen.

eller:

Blomst af lupinen!
Hvert uforsigtigt brev, du sendte, har jeg på øjeblikket kastet i karminen.

eller:

Brune Rebekke
Svøb dine fødder ind i kanedækket
Jeg vil stå bag på, og din mand kan trække.
Min kærlighed er evig, råbte Clara,
Idet hun vandede sin urtepotte.
Vandkanden hvisked: Jeg er Niagara!

Men ser det for sig: Mens vognen ruller afsted, har Aarestrup navnet Clara i sin bevidsthed. Så rimordet Niagara - og resten falder på plads - de kemiske modsætningsforhold mellem hendes evighed og vandkandens forestilling om, at den er verdens største vandfald. Der er noget H. C. Andersen'sk i den legede indbildskhed. Her er vandkanden, hos H. C. Andersen en flaskehals, et par flipper, en top og en bold.

Men nu holdt Aarestrup langtfra altid på den vedtagne ritornel - altså at første linjen skulle have et blomster- eller pigenavn.

Han kunne gå andre veje - og det blev tit hans allerbedste ritorneller.

I vreden rejste sig hans hovedhår som tårne,
Han næste steg, hans vom, hans røsted sig hæved
Kun én ting hang, som altid på den højvelbårne

Eller:

Undskyldning bringes herved alle taftes
Og andre fine dameklædningsstykker,
Der lod sig krølle noget i går aftes.

I 1832 rejste Aarestrup med den meget syge komtesse Amalie Raben på en kurrejse til syden, til Karlsbad. Han skrev ikke digtene om hendes sidste tid og hendes død - hun døde på rejsen - umiddelbart. De skønne og smertefulde indtryk måtte først ned i hans mørkekammer, hans erindring, der fra barneårene gemte på døde skikkelser.

Aarestrup havde en notatbog, og et meget vigtigt notat for hans digteriske arbejdsproces lyder:

Legende, drømmende, sværmende, elskende, døende, digtende.

Det legende blev ikke i sig selv til digt. Det måtte igennem de øvrige processer - drømmende, sværmende, elskende - men altså også døende før det blev til digt. Jeg tror, det lå i hans skæbne.

En meget afgørende dag i Aarestrups liv var den nytårsdag, hvor han fik besøg af Christian Winther - det var i 1834. Grunden til at Christian Winther kom, var at hans forlovede, Sophie Hansen, var kommet i huset hos pastor Isak Sidenius i Øster Ulslev. Det var til hende Aarestrup skrev det berømte digt "Der er en trolddom på din læbe". Hun lod digtene fra Aarestrup gå videre til Christian Winther, og han lod dem gå videre til sin nye kærlighed, som hed Alvilde Muffelmann.

Christian Winther blev så betaget af Aarestrups digte - som han hørte læst op af lægen selv i herreværelset efter en overdådig middag med gode vine og gode cigarer. Winther var ør af glæde og råbte: "Han kan - Han kan" hele tiden. Christian Winther pressede meget på for at få Aarestrup til at udgive en samling digte - den kom i december 1837 - og blev aldrig til glæde for Aarestrup. Den blev nærmest tiet ihjel, som om den var uanstændigheden selv.

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at Søren Kierkegaard læste den, og at den fik betydning for både Forførerens dagbog og for Begrebet Angest.

Når Kierkegaard taler om den søde beængstelse, hvilken bedre illustration kan han da få end "Der er en trolddom på din læbe".

Digtet hedder:
"Til en veninde".
Der er en trolddom på din læbe,
Der er en afgrund i dit blik.
Der er i lyden af din stemme
En drøm æteriske musik.

Der er en klarhed på din pande
Der er et mørke i dit hår,
Der er en strøm af blomsterånde
Omkring dig, hvor du står og går.

Der er en skat af evig visdom
I smilehullet på din kind,
Der er en brønd, en sundhedskilde
For alle hjerter, i dit sind.

Der er en verden i dit indre,
En sværmerisk kaotisk vår -
Som jeg umulig kan forglemme,
Som jeg tilbeder og forstår.

Samler man grundordene for den søde beængstelse - det vil sige svimmelheden, Kierkegaard beskriver angst som svimmelhed - så ligger det i "trolddom", "afgrund", "mørke", "kaotisk".

Sindet sammenlignes med brønden, som drager ved sin dybde, selv smilehullet får man lyst til at forsvinde i.

Men det var ikke kun den søde beængstelse, Aarestrup kunne beskrive, men også den frygtelige angst - den han havde set hos den døende Amalie Raben.

Det sidste.

Hun kunne ikke tale,
Kvalt var den hulde røst;
Men mine hænder greb hun
Og trykte til sit bryst.

Og med æterisk glimren,
Vidtåbne, langsomt faldt
På mig de brune øjne -
Tilstod mig alting, alt!

Jeg hører kun til jorden
Til himlen hører du -
Døe derfor ikke, engel,
O, døe blot ikke nu.

Men øjnene stod stille
Med deres store blik -
Og dødens dybe tavshed
Var alt det svar jeg fik.

Han havde skildret den paniske desperation i det klassiske digt

Angst:
Hold fastere omkring mig
Med dine runde arme;
Hold fast, imens dit hjerte
Endnu har blod og varme.

Om lidt, så er vi skilt ad
Som bærrene på hækken;
Om lidt er vi forsvundne,
Som boblerne i bækken.

Vagn Steen har engang vist, hvor meget fastere ordet fast i tredjelinje er end fastere. Der er et panisk udråb "Hold fast" - Vagn Steen viste også, hvor vigtigt det er, at digtet ender med boblerne og ikke med bærrene. B-lyden i bærrene og boblerne og bækken, lader os høre de bobler, det hele forsvinder i.

Det var Aarestrups form. Den meget stramme, meget sammensnørrede.

Han havde besøgt Oehlenschläger, kendte Staffeldt - men var tættere på Ludvig Bødtker. Af udenlandske forbilleder var Heine en af hans favoritter. Han elskede Heines humor og ironi og forstod hans politiske holdninger. Han havde det som uglen - "dens lyst er at erindre"

Aarestrup gjorde sine iagttagelser og glemte dem ikke. Han så sommertider som den læge han jo var helt ned i de anatomiske særegenheder:

Det lille rosenøre,
En labyrint af ynde
Hvori to slange præke
At det er sødt at synde.
Midt i sin henførthed husker lægen, at øregangen kaldes labyrinten.

Vi ved at noget af det bedste, der overgik Aarestrup i 1847, var at han besøgte Søren Kierkegaard - hvis Enten eller og Stadier på Livets vej han beundrede uforbeholdent, og de to gik tur med hinanden under armen. Hvad de talte om, ved vi ikke. Kierkegaard sluttede sig sjældent til nogen, men Aarestrup må have været en undtagelse. Han kendte den æstetiske kategori bedre end de fleste og havde givet den poetisk udtryk, som man undertiden finder ordet citeret i Forførerens dagbog. De skyldte hinanden noget.

Måske følte Aarestrup sig til gengæld både skarpsindigt analyseret og forstået af Kierkegaard. Aarestrup kendte jo netop den spleen og de afgrunde, han som æstetiker så nemt sank ned i, når tomhedsfølelsen greb ham. Lægen havde brug for en sjælelæge, og i den henseende var Kierkegaard ham overlegen.

Der skulle kun være én åndelig arvtager af Emil Aarestrup - nemlig Sophus Claussen, som da også begyndte som elev af Aarestrup, men som siden bagtalte ham. Han fandt hans poesi for "emaljeret". Alligevel overtog han flere ting fra Aarestrup, et ord som grubler - og forfløjen, og i Sophus Claussens tidlige digte hele den folkeviseagtige udtryksform, hvor enkle ord som fin, nydelig, kysk, smidigranke får plads.

Aarestrup blev ikke agtet som poet i levende live, i hvert fald følte han sig overset. Hans sidste år - han var som sagt 22 år på Lolland fra 1827 til 1849 - som stiftmedicus i Odense var ikke lystige. Han havde ikke meget tillid til sig selv som poet, og hans kone fik først i 1852 den fulde sandhed at høre om hans uægteskabelige datter. På det tidspunkt havde hun selv født ham 12 børn og haft en del aborter. Først i 1852 fik hun vished for det, hun havde ruget så dybt over - at Emil Aarestrup havde en datter med Louise Spengler. Datteren hed Cornelia. For fru Aarestrup var det en jordrystelse. Hun overtog økonomien de sidste år. Aarestrup havde tendens til at spille på roulette. Det hindrede hun, mens han var den store mediciner i Odense. Han var meget korpulent - og sagde, at han ville vise lægevidenskaben, hvor meget den menneskelige hud kunne udvide sig.

Ingen, der læser Aarestrup, skal bilde sig ind, at hans vers udsprang af idyl. Storm P. sagde, da han blev spurgt, om han var morsom - nej, men jeg kan se det morsomme.

På lignende vis kunne Aarestrup se det erotiske. Også det har dannet skole. Vi har ikke større erotiske digtere end ham og Sophus Claussen, og de koblede sig begge på humoren og ironien. For at det ikke skulle være løgn.

Emil Aarestrup er en klassiker. Ikke i betydningen én alle kender, og ingen læser - men i betydningen en alle har hørt linjer af og smilet med.

Det ville være skammeligt, om han ikke blev fejret på 200 års dagen. Hans lægebolig i Nysted er reddet, og man kan ikke alene besøge den, men også få alle de informationer om ham, man måtte ønske. Han kaldte sig selv en ildtulipan og himlen kaldte han erindringshimlen.

Derfra sender han i dag sine stråleglimt.