Træskoen som symbol

Trapholt meddeler, at sko naturligvis opfylder en række funktionelle formål som en del af vores påklædning.

Men sko er også smukke, skulpturelle objekter, som bæres for deres skønheds skyld. Set i et lidt større perspektiv kan vi føje flere aspekter til skoen - i dette tilfælde træskoen.

Det er en udbredt opfattelse, at træskoen gennem tiderne var bondens fodtøj, men det ser ikke ud til at holde. En søgning på træsko i billeddatabasen www.kalkmalerier.dk viser noget helt andet. I de ganske mange pløjescener, der skildrer menneskenes liv på Jorden efter uddrivelsen af Paradis, finder vi ikke en eneste træsko. For håndværkerne gælder det samme.

Djævelen i træsko
Derimod kan vi se djævelen med træsko, eksempelvis i Udbyneder Kirke. I Århus Domkirke drejer det sig om en slags karikeret landsknægt. Bødler, der torturerer Jesus, kan også finde på at stikke fødderne i dette fodtøj. Træskoen benyttes i kalkmalerierne af negative skikkelser. Den signalerer ikke skønhed, snarest det modsatte, ondskab.

En bestemt slags træsko er de såkaldte patener, som har høje plateauer, der hæver bæreren op over vejenes pløre og smuds. Altså en slags galocher. De blev, som al slags påklædning til alle tider, undertiden udformet for skønhedens, modelunets, provokationens skyld.

Provokerende Balthasar
Det ses tydeliggjort i Helligtrekongers Kapel ved Roskilde Domkirke. Her bærer den yngste af de tre konger, Balthasar, i en udsmykning fra 1400-tallet ekstremt lange, spidse og elegante patener. Han er provokerende i hele sin påklædning med en kofte så kort og opslidset, at man ser hans ben op til hofterne.

I hans bælte sidder en dolk lige foran skridtet som et markant fallossymbol.

I min bog ”Balthasars skrin” ser jeg hans træsko som udtryk for denne konges onde hensigter. Balthasars påklædning og specielt de spidse træsko placerer ham blandt djævle og bødler. Lad mig pege på, at der i Nibe Kirke er malet et svin, der går på bagbenene. Det er udrustet med en armbrøst og har på ”fødderne” patener. I et par inskriptioner over dette farlige og bevæbnede dyr står der ”bruta” og ”merdosa” (fæl, lort). Ikke just hyggesnak.

Træskoen indtager en speciel plads i vores senmiddelalderlige kalkmalerier. På Sydøstfyn og omliggende øer har den såkaldte træskomaler udsmykket mere end en snes kirker. Han har fået dette navn, fordi han adskillige steder har malet træsko, flere af dem løsrevne som selvstændige motiver. Bare en spids træsko. Med Trapholts ”Sko” in mente kan man sige, at han udstiller malerier af dette specielle fodtøj.

Ikke for skønhedens skyld
Det kan ikke være for skønhedens skyld. Billederne henviser heller ikke til bondebefolkningens fodtøj. Man kan ikke frigøre tankerne fra ondskabens symbolik. Men hvem er denne ondskab eller aggressivitet rettet imod?

I min ovenfor nævnte bog henviser jeg til en bestemt senmiddelalderlig brug af skoen, nemlig som samlingsmærke for Europas måske største sociale oprør, det tyske bondeoprør i årtierne før og efter år 1500, som gik under betegnelsen Bundschuebewegung. Bønderne havde som samlingsmærke en sko.

I løbet af 1400-tallet forsøgte herremændene konstant at presse flere ydelser og mere arbejdskraft ud af fæstebønderne. Mon ikke de fynske bønder i sådanne situationer så netop træskoen som deres udtryk for modstand? Det er interessant, at det franske ord for træsko er sabot, som også betyder skubbe, slå, myrde. Vi kender det fra sabotage.

At skoen også indgår i ejendomshandeler og afståelser, er et andet og lige så interessant supplement til Trapholts udstilling, der »går tæt på skos betydning og fortæller om skønhed, funktion og komfort.«

I løbet af 1400-tallet forsøgte herremændene konstant at presse flere ydelser og mere arbejdskraft ud af fæstebønderne. Mon ikke de fynske bønder i sådanne situationer så netop træskoen som deres udtryk for modstand?”