Kronik: Fin håndværker kontra jævn akademiker

Det var vist den gamle, nu afdøde, kommunist og landsretssagfører Carl Madsen, som engang sagde, at der for at blive jurist kræves »10 procent hoved og 90 procent røv«.

Han sagde det for at provokere. Men der er måske lidt om det. Med al respekt for jurister er der noget om snakken. Hvis man har psyke til at koncentrere sig om at læse og lære og er nogenlunde god til at huske, vil man både have de rigtige forudsætninger for at klare sig godt i grundskolen og i gymnasiet - og for at opnå en akademisk kandidatgrad.

Hvis man derimod er lidt mere kreativt anlagt og keder sig gudsjammerligt ved passiv tilegnelse af læsestof, kan det meget vel være, at man egner sig godt for at blive håndværker. Det er på mange måder en dynamisk metier, der i hvert fald ikke er stillesiddende og rutinepræget.

Og omvendt: Hvis man ikke har evner til at skabe og forme og ordne i fysisk forstand, kan det være, at man i stedet egner sig for at sidde stille og lytte og læse og skrive. Og så er det måske bedre at blive akademiker.

For mange vil det utvivlsomt lyde grotesk - for man bliver da ikke akademiker, fordi man ikke evner at blive håndværker? Man bliver da tværtimod håndværker, fordi man ikke duer som akademiker?

Ja, sådan ser man på det i mange familier. Det er vi ret sikre på. Hvem har ikke oplevet forældre, der var ved at revne af stolthed, fordi deres søn eller datter var kommet ind på en videregående uddannelse? Måske oven i købet som ”den første i familien”, for stoltheden ved den slags beretninger er ikke mindst, hvis forældrene ikke selv er akademikere.

Og har vi ikke også oplevet akademiske forældre kaste sig ud i lange jeremiader, når nyheden måtte ud om, at husets håbefulde skulle i lære? Joh, forsikrer de, det er såmænd nok det bedste, og det har jo altid interesseret ham, og det er da bedre end slet ingen uddannelse at få. Og så forbarmer man sig over det sorte får, som uagtet tilgivelsen må leve med bevidstheden om overhovedet ikke at leve op til forventningerne.

For det er nu engang finere at være akademiker end at være håndværker. Ja, hvis ”fin” betyder ”højt agtet”, er det uomtvisteligt rigtigt. Men det er samtidig drønuretfærdigt. Det, som agtelsen bør afhænge af, er - foruden de personlige egenskaber - om man er dygtig til det, som man beskæftiger sig med. Bør man ikke have større respekt for en dygtig tømrer end for en dårlig læge? Det synes vi, og vi synes også, at den dygtige tømrer og en dygtig læge børe agtes lige højt.

Når de ikke bliver det, er det formentlig et levn fra gamle dages feudale samfund, som kan iagttages i gamle danske film, som fjernsynet nu heldigvis ikke længere føler sig for fint til at vise. Mellem disse film og vore dage ligger ikke mindst et ungdomsoprør, som man kan mene meget om, men hvis opgør med autoriteterne de færreste helt ville undvære i dag.

Noget hænger dog ved - blandt andet altså forskel i anseelse. Og hvad kan vi så gøre ved det? Ja, folks anseelse kan vi nok ikke gøre så meget ved - direkte. Men vi kan sammen og hver for sig motivere de unge til at vælge deres levevej - inklusive uddannelse - ud fra nogle mere relevante kriterier om, hvad der virkelig interesserer dem, og hvad de nu hver især har evner for. Og vi kan understrege, at alle evner i den forbindelse er lige gode!

Både regeringen og håndværksbrancherne har i den senere tid taget nogle vigtige skridt for at øge de unges kendskab til - og interesse for - erhvervsuddannelserne. Eksempelvis bliver det fra og med næste skoleår obligatorisk for alle folkeskoleelever i 8. klasse at skulle deltage i introduktionskurser rundt om på uddannelsesinstitutionerne, herunder erhvervsskolerne. Det vil forhåbentlig bidrage til, at eleverne får et godt grundlag for at træffe en af livets allervigtigste beslutninger: Beslutningen om, hvad de skal lave, når de forlader grundskolen. For langt de fleste vil denne beslutning præge resten af deres liv, og derfor er det utroligt vigtigt, at de på dette punkt træffer et kvalificeret valg.

For at øge overskueligheden inden for erhvervsuddannelserne bliver slagteruddannelserne - sammen med andre fødevareuddannelser - nu placeret under fællesindgangen ”Mad til mennesker” på uddannelsesguiden.dk ( www.ug.dk), hvor der i øvrigt også er et link til Danske Slagtermestres hjemmeside. Det er absolut prisværdigt, for det bidrager til en bedre synliggørelse af uddannelserne.

Og nu vi er ved slagteruddannelserne, vil vi da også lige nævne, at de er opdelt sådan, at man kan blive, hvad man kunne kalde ”bachelor-slagter” efter et kort, men kompetencegivende forløb. Men man kan også bruge uddannelsen som grundlag for at læse videre til f.eks. procesteknolog.

Alligevel er der et forholdsvis stort frafald på slagteruddannelserne. Det forsøger vi at gøre noget ved, både fra regeringens side gennem indsats for mentorer, kontaktlærere samt social- og psykologisk rådgivning - og fra branchens side ved at spore uddannelserne mere ind på de kreative sider af faget, så det mere handler om måltider end om at skære i kød, ligesom man forsøger at forbedre forbindelserne mellem skoler og læresteder.

Faktisk er slagteruddannelsen et eksempel på et vældig godt samspil mellem på den ene side offentlige myndigheder og uddannelsesinstitutioner og på den anden side et privat erhvervsliv repræsenteret ved både arbejdsgivere og arbejdstagere. Her er vitterlig tale om trepartsdrøftelser, når uddannelserne er på dagsordenen i Slagterfagets Fællesudvalg efter bedste danske tradition. Det er også i regi af dette fællesskab, at eleverne kan blive danmarksmestre, når branchen afvikler det årlige DM for slagterelever.

De kan måske også deltage i de årlige ”slagtermissioner”, der med en række arrangementer af Danish Meat Association og Danske Slagtermestre hen over året forener det faglige og det fornøjelige for yngre slagtermestre og deres elever. Eller de kan medvirke ved de årlige fagkonkurrencer og en masse andre faglige og sociale arrangementer, som alt sammen har hjulpet til, at frafaldet fra uddannelsen er mindsket. Det er tilgangen desværre også, så resultatet er et uændret antal færdiguddannede.

Til trods for alle disse fælles initiativer kan det godt diskuteres, om de unge nu også får den allerbedste vejledning, når de skal vælge levevej. Og den diskussion har vi faktisk haft.

Sagen er den, at det i praksis er de kommunale uu-centre (uu = Ungdommens Uddannelsesvejledning), som kommer ud på skolerne og vejleder de unge. Sådan har det været, siden disse centre blev oprettet i 2004, og vi er slet ikke i tvivl om, at vejledningen foregår efter de bedste intentioner. Spørgsmålet er imidlertid, om vejledningskendskabet til håndværksfagene er stort nok til, at disse fag ydes retfærdighed i forhold til de akademiske.

Uu-vejlederne har uden tvivl for langt de flestes vedkommende boglige uddannelser, for eksempel en læreruddannelse eller lignende. Vi tror, at det er meget få vejledere, som har en håndværksmæssig uddannelse, og det giver jo i sig selv disse uddannelser et handicap i forhold til de boglige, som vejlederne formentlig gennemgående kender meget bedre.

Vi vil gerne understrege, at vi på ingen måde beskylder nogen i uddannelsessystemet for at have noget som helst forsæt til at forfordele uddannelser. Men det kendetegner vel os alle sammen som mennesker, at vi er bedst til at fortælle om det, som vi bedst kender til. Og således får vejledningen nok helt ubevidst en drejning i boglig retning, når vejlederne skal vejlede, og det er synd for dem, som med fordel kunne og ville have valgt en håndværksmæssig retning, hvis de havde fået et retvisende billede af, hvad der ligger af muligheder i disse uddannelser.

Og det er slet ikke så få! Der skal nok være mange, som forbinder håndværksfagene med hårdt, fysisk arbejde - og ikke ret meget andet. Sådan var det måske også engang, men i vore dage har maskiner overtaget meget af det, som man brugte muskler til i gamle dage. Så i dag er eksempelvis en slagter meget mere madspecialist end kødopskærer, og på samme måde har de fleste andre håndværksfag udviklet sig i retning af det kreative, som gør arbejdet sjovere og mere udfordrende. Og hvad indtjening angår, rummer håndværksfagene mindst lige så gode muligheder som de akademiske fag. En dygtig, privat slagtermester tjener pænt på den anden side af en million kroner om året, så typisk kan han på det punkt sagtens måle sig med byens advokat. Det samme gælder andre håndværkere. Så hvis det er guld og grønne skove, man går efter, er der muligheder for begge dele i de praktiske fag.

Men igen: Hvor meget ved uu-vejlederne om det? Hvis svarene fra uu-vejlederne nu er, at de faktisk ikke selv synes, at de ved nok om disse fag, vil vi meget gerne hjælpe - både fra Undervisningsministeriets side og fra branchernes. Og utvivlsomt også i uu-systemet selv, hvor man naturligvis kun har ét mål, nemlig at hjælpe de unge til at træffe de rigtige uddannelsesvalg. Håndværksrådet, som repræsenterer langt de fleste håndværksbrancher, står også til disposition.

Allerede i grundskolen er der jo masser af praktisk orienterede fag, som man meget godt kunne tage udgangspunkt i, når man skal vejlede om det videre forløb. Hvis man i den daglige skolegang primært finder tilfredsstillelse i fag som hjemkundskab, sløjd, håndarbejde eller formning, kan det jo sagtens være, at man vil have størst glæde af at blive ved med at beskæftige sig med den slags, selv om man også har evner for både dansk og matematik. Og hvorfor så ikke vælge det, som man vil blive gladest for?

Nu må dette ikke forstås som et forsøg på at nedgøre de akademiske eller i det hele taget videregående uddannelser.

Dem skylder både vi og samfundet selvfølgelig også fuld respekt. Vort ærinde er blot at tilskynde til, at de, som hellere vil noget andet, også får optimale muligheder for at vælge dette andet.

Det forudsætter en god og kvalificeret vejledning om de muligheder, de faktisk har - og det forudsætter, at både deres familier og samfundet i øvrigt ser med samme milde øjne på et ønske om en håndværksmæssig uddannelse, som de ville se på et ønske om en uddannelse af den slags, som ifølge Carl Madsen ikke kræver så meget hoved.