Kronik: Slaget ved Kursk - myten om Prokhorovka

I de tyske styrker indgik 2.700 kampvogne, herunder mange af de nye typer Tiger og Panther, som med deres stærke armering og langtrækkende kanoner var alle andre kampvogne på begge sider milevidt overlegne.

Slaget ved Kursk er blevet en af de store legender om Anden Verdenskrig. Legenden siger, at Adolf Hitler med angrebet, døbt Operation Zitadelle, bevidst og for sidste gang søgte at fremtvinge en militær afgørelse på Østfronten til Tysklands fordel. Planen var ifølge legenden at vinde endnu en overvældende sejr, der ville overbevise Josef Stalin om, at Den Røde Hær aldrig kunne besejre den tyske værnemagt og derfor tvinge Sovjet til fred.

Det var, hedder det, knald eller fald. Og det blev fald, fordi Den Røde Hær var forberedt og overlegen. For at få flest mulig af de nye kampvogne til fronten udsatte Hitler gang på gang angrebet, indtil den sovjetiske front var så vel mineret og styrkerne så store, at det på forhånd var dødsdømt. I stedet for et hurtigt gennembrud og en klassisk knibtangsbevægelse, hvorved de to tyske angrebskiler skulle mødes ved Kursk og afskære en million rødarmister, måtte den nordlige kile, 9. armé, gå i defensiven efter en uge, mens 4. panserarmés kampvognsstyrker, der kom sydfra, forblødte i kaotiske, blodige kampe med endeløse masser af fremrykkende sovjetiske T34-kampvogne. Herefter var det tyske panservåben på Østfronten kun en skygge af sig selv.

Slagets midtpunkt og symbolske kulmination var ifølge legenden dagen den 12. juli, da generalløjtnant Pavel Rotmistrovs friske 5. garder-panserarmé med 900 T34'ere sydvest for landsbyen Prokhorovka overraskende gik til modangreb på det uforberedte 2. SS-panserkorps, som blev tværet helt ud. Rotmistrov skabte legenden i senere bøger:

»T34-besætningerne udnyttede forvirringen og angreb på korteste afstand, som tillod dem at tage Tigrene og Pantherne under beskydning bagfra, hvor ammunitionen var lagret. Det fejlslagne tyske fremstød mod Prokhorovka markerede enden på Operation Zitadelle … Over 300 tyske kampvogne blev ødelagt alene den 12. juli … Kampen om Kursk rev hjertet ud af den tyske hær … Den sovjetiske succes ved Kursk var krigens vigtigste afgørelse«.

Selv under Den Kolde Krig blev Rotmistrovs helteepos troet og genfortalt i Vesten. Ikke mindst af den tyske populærhistoriker Paul Carell, hvis livlige beretninger udkom som billigbøger i USA og blev godtaget af titusinder, indtil de udgjorde den alment accepterede sandhed om de militære begivenheder på Østfronten. Hos Carell blev Prokhorovka for alvor til ”det tyske panservåbens grav” og til krigens absolutte vendepunkt, før hvilket tysk sejr var mulig, men efter hvilket kun sovjetisk sejr var det. Carell identificerer ovenikøbet et kritisk øjeblik, nemlig da 3. tyske panserkorps i anmarch sydfra truer Rotmistrovs venstre flanke. Kunne 3. korps tage Prokhorovka, ville det afskære Rotmistrovs armé og bane den tyske angrebskiles vej mod Kursk.

I sidste øjeblik sender Rotmistrov imidlertid reserver mod den nye trussel. Det bliver altså et væddeløb om at komme først til Prokhorovka, som T34'erne vinder på minuttet. »Som så tit i historien afhang en skæbnesvanger militær afgørelse, der bestemte hele resten af krigen, af urets gang, af en dag eller en time. Således ved Prokhorovka den 12. juli«.

Det er en herlig legende, som tjente sovjetiske stolthedsfølelser og i Vesten befæstede den hårdføre og ikke uberettigede opfattelse af Den Røde Hærs indædte kampvilje. Legenden tjente også det menneskelige behov for at finde dramatiske vendepunkter, øjeblikke, hvor en hel verdens skæbne balancerer på en knivsæg for pludselig og uopretteligt at kippe i en ny retning. Endelig tjente den behovet for at se vendepunktet virkeliggjort i billedet af massive panserstyrker, der støder sammen i ild og brag. Derfor omtales slaget ved Kursk også af professionelle krigshistorikere som ”historiens største panserslag”, stedet hvor datidens mest udviklede krigsteknik på begge sider mødtes, og hvor afgørelsen foregreb alt, der siden kom, Tysklands nederlag, den sovjetiske erobring af Berlin, Den Kolde Krig og Europas lange deling. Rotmistrovs legende og dens mange gentagelser i ellers pålidelige historier om Østfronten er blevet pensum på alverdens militærakademier fra Israel til Kina og USA.

Det er derfor ikke uden interesse, at alle elementer af legenden modbevises af kendsgerningerne. Som så ofte er den virkelige historie mindre éntydig end legenderne, og endegyldigt afgørende vendepunkter er selv i krige mindre hyppige, end mange gerne vil tro.

Det er mærkeligt, at legenden har været så hårdfør, når der i årtier i tilgængelige tyske dokumenter har ligget omfattende vidnesbyrd om, hvad der faktisk fandt sted ved Prokhorovka, og for, hvad Hitler ville med Operation Zitadelle. Men som historikeren Karl-Heinz Frieser påpeger i sin netop udkomne og endegyldige gennemgang af operationerne på Østfronten i 1943-44, så har østfrontkrigen efter Stalingrad, altså efter januar 1943, ligget underligt underdrejet også i fagfolks bevidsthed. De fleste har taget legenden som sandhed og koncentreret sig om de mindre blodige, men politisk mere interessante begivenheder i vest, såsom invasionen af Normandiet i juni 1944.

Frieser udnytter også som den første vestlige forfatter sovjetiske dokumenter. I nogle få år efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 fik forskere adgang til nogle af de sovjetiske arkiver. Ikke det hemmelige politis, men andre, herunder udenrigsministeriets og militærets. Den adgang er nu stort set ophørt, men inden da havde en gruppe russiske historikere i 1993 udgivet værket ”Hemmeligheden løftes. Sovjetiske tab i krig”. For første gang skrev russere frit og uden frygt for censur eller magthavernes ønsker om at opretholde legender en sandfærdig beretning på grundlag af de bedst mulige kilder.

Frieser sætter tyske og sovjetiske kilder sammen, og hvad angår slaget ved Kursk og vendepunktet ved Prokhorovka, panservåbnets angivelige grav, er det, han finder ud af sensationelt. Krigsakademierne må revidere deres pensum, og politiske historikere revidere deres forståelige, men overfladiske opfattelse af østfrontfelttogets senere faser.

Hitler anså ikke Zitadelle som en krigsafgørende offensiv. Den 18. marts 1943 erklærede han, at man ikke kunne påtænke større offensive operationer mod øst i det indeværende år, højst ”små slag”, fordi det nu gjaldt at styrke forsvaret i vest. Den lange tøven, inden Zitadelle blev udløst, skyldtes, at hverken Hitler eller generalerne egentlig ønskede en større offensiv, men heller ikke gjorde noget for at standse den. En vis fatalisme gjorde sig gældende. Nu havde man alle de tropper samlet, så måtte de vel også i kamp.

Det er imidlertid det sovjetiske værk om tab, der river sløret væk fra Rotmistrovs legende, der viser sig at være nødværge, der skulle beskytte Rotmistrov mod Stalins vrede. For i virkeligheden mistede 2. SS-panserkorps den 12. juli ikke én eneste kampvogn til fjendtlig ild, mens 5. garder-panserarmé mistede op mod 300. De tyske tab af tre kampvogne bestod af køretøjer, som måtte forlades uskadte på slagmarken.

Rigtigt er, at Rotmistrovs 5. garder-panserarmé angreb 2. SS-panserkorps uventet i morgentimerne den 12. Rigtigt er også, at han havde 900 T34'ere. De vandt bare ikke kampen, og de gravede i hvert fald ikke det tyske panservåbens grav.

Derimod faldt de selv i en grav. Om det skyldtes vodka, dårlig hukommelse eller opgejlet forvirring blandet med frygt for, hvad der ville ske, hvis de ikke angreb hensynsløst, så rullede Rotmistrovs nye T34'ere mod de tyske linier uden at huske, at de få dage før på samme terræn, som de agtede at generobre, havde efterladt en fire meter dyb panserværnsgrav, der krydsede hele fronten foran Prokhorovka.

Det hører med til forståelsen, at sovjetiske kampvogne ikke alle havde radio. Kun delingsførerne havde radio, og det var i kampens hede umuligt kortfristet at ændre ordrer. Det hører også med, at den sovjetiske kampvognsfører både skulle være udkigsmand, eventuelt give ordrer til andre vogne og beordre ild. Den sovjetiske fører havde for mange opgaver og sad desuden sammenkrøbet i T34'erens lille tomandstårn, mens de tyske tremandstårne gav vognføreren en selvstændig rolle som taktisk chef.

Da Rotmistrovs bølger af T34'ere derfor begyndte at vælte ned i graven, var der få, der kunne omdirigere de efterfølgende masser. Mange T34'ere drejede af for at undgå fælden, men blottede derved deres sårbare sider for Tigrenes og Panthernes langtrækkende kanoner. Det blev en massakre, hvis omfang endnu er ukendt, for den sovjetiske rapportering var mangelfuld, dels af frygt og dels af manglende organisering. De tab, det sovjetiske værk af 1993 opgiver på grundlag af samtidige indberetninger, er givetvis sat for lavt.

I hele slaget om Kursk mistede Værnemagten 54.000 mand, Den Røde Hær 320.000 efter Friesers udregninger. Af kampvogne mistede tyskerne 252, russerne henved 2.000 og af fly 159 mod ca. 2.000. I december 1943 besad den tyske østhær flere kampvogne, heraf 1.500 af de nye typer, end i juli. Udregninger har vist, at det under hele ruslandsfelttoget ”kostede” mellem otte og ti rødarmister at uskadeliggøre én tysk soldat. Og alligevel tabte Tyskland.

Den større sandhed bag legenden står derfor fast. Tyskland kunne næppe i sommeren 1943 vinde krigen på Østfronten ved militære operationer. Dertil var den sovjetiske overmagt i mandskab og udrustning for stor, og den blev kun større, ikke mindst takket være de kolossale leverancer af amerikanske kampvogne og lastbiler. Mod krigens slutning var Den Røde Hær langt bedre kørende end Værnemagten.

Det er derimod ikke sandt, at Kursk var krigens vendepunkt. Slaget sluttede, fordi de allierede den 10. juli var gået i land på Sicilien og dermed havde åbnet en ny front. Hitler besluttede, hvad han tidligere havde ønsket, nemlig at prioritere vestforsvaret, og trak 2. SS-panserkorps, sejrherren fra Prokhorovka, ud af den østlige opstilling. Dermed fratog han østhæren dens sidste større operative reserve, og alle fremtidige operationer blev til stedse mere desperate afværgekampe. Det hindrede dog ikke, at Værnemagten i marts 1945 indledte sin sidste massive panser offensiv netop mod Den Røde Hær, nemlig i Ungarn. Først den blev panservåbnets grav, ikke fordi vognene blev skudt i smadder, men fordi de på grund af det elendige vejr slet ikke kom i kamp.

Da stod Den Røde Hær foran Wien og Berlin, og krigen var for længst afgjort.

Kilde: Karl-Heinz Frieser m.fl., ”Die Ostfront 1943/44”, Stuttgart 2007. Bind 8 af ”Das Deutsche Reich und der Zweite Weltkrieg”, udgivet siden 1979 af Deutsche Verlags-Anstalt. Sidste bind om krigsafslutningen i selve Tyskland følger om et års tid. Dermed vil ét af vor tids største historiske forskningsprojekter være afsluttet.