Lederen i en moderne avis

Professor i retorik ved Københavns Universitet, Christian Kock, indledte en mediekritisk kommentar i Politiken søndag den 19. juni på denne måde:

»Lederen er ligesom kronikken en speciel avisgenre. Tænk, hvis radio og tv daglig lod en anonym, selvhøjtidelig redaktørstemme oplæse skråsikre holdninger til samfundsspørgsmål med fuld skrue på ringeagtsytringerne over for anderledes tænkende og med den konkrete dokumentation lige så fraværende som forfattersignaturen. I avisen er det nøjagtig, hvad vi får hver eneste dag.«

Herefter beskriver han kort tre ugefriske eksempler fra de store dagblade - Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten - hvor han mener, at de ukendte lederskribenter har forbrudt sig mod god journalistisk skik og brug ved at skrabe sagens substans ned til forsimplede, kategoriske budskaber og i øvrigt affyrer postulat på postulat.

»Hvad får læserne ud af det?« spørger Christian Kock som den retoriklærde, han jo er. Christian Kock vil gerne uddybe, hvorfor han mener, at det ikke kan være ret meget.

»Jamen, den typiske dagbladsleder er simpelthen det modsatte af lødig journalistik. Hvor ordentlig journalistik giver baggrund, dokumentation og analyse, er lederen karakteristisk ved netop at undgå at nævne de oplysninger eller argumenter, der ikke passer ind i lederskribentens verdensbillede. Bl.a. på grund af pladskrav strammes der til, så argumenterne kommer til at fremstå meget skråsikre og sort-hvide. De læsere, der er enige i forvejen, bliver bekræftet i deres synspunkter. Bare ikke på en særlig kvalificeret måde,« lyder hans vurdering.

En sej overlever

Men verdensbilleder kan vi vel alle have brug for at få kridtet op med passende mellemrum. Den rolle påtager lederskribenterne sig hjertens gerne, og på den måde er lederen en sej overlever fra partipressens storhedstid. Den gang, indtil godt og vel midten af det 20. århundrede, da aviser fortrinsvist blev udgivet med det formål at fremføre og understøtte et bestemt partis synspunkter og interesser, og da der i pluralismens navn helst skulle udkomme fire af slagsen i enhver middelstor dansk provinsby.

De tider er som bekendt for længst forbi; i dag skal selv en provinsby af mellemstørrelse være stolt og taknemmelig, hvis der stadig er en enkelt avis, der bærer dens navn - eller bare landsdelens navn - i sit bladhoved. En pæn portion abonnenter må til gengæld finde sig i, at avisen på lederplads mere eller mindre bombastisk støtter et politisk parti eller en fløj, de aldrig selv kunne finde på at sætte kryds ved. I fald de overhovedet gider at betale for at få leveret en daglig dosis nyheder på tryk fra egen kommune og opland.

Det er der jo færre og færre der gør, altså betaler for trykte nyheder, når de nu alligevel kan indtages døgnet rundt fra radio og tv qua den obligatoriske licens. Samt i stigende grad fra diverse gratis nyhedsaviser.

Så hvis den daglige, anonyme meningstilkendegivelse er med til at skræmme ellers inkarnerede dagbladslæsere af anden politisk observans væk, jamen, så skal det da ikke komme an på det. Sådan nogenlunde lød ræsonnementet på Midtjyllands Avis sidste år ved denne tid.

Flere reaktioner

»Jeg var træt af at blive beskyldt for, at vi altid promoverede Venstres holdninger i vores ledere. Det passede ikke. Vi kan sagtens finde på at kritisere Venstre og regeringen, men sådan var opfattelsen i den lokale debat. Derfor har vi valgt ikke længere at bringe en anonym leder i avisen, men i stedet et navngivent indlæg, "Dagens Mening", som skrives af forskellige bidragyderne og med forskelligt politisk udgangspunkt,« siger Steffen Lange, chefredaktør for den midtjyske venstreavis med hovedsæde i det førhen socialdemokratisk dominerede Silkeborg.

Af disse daglige meninger skriver Lange selv en enkelt, måske to, om ugen. En del kommentarer kommer fra Dagbladenes Bureau, det københavner-baserede artikelbureau, der både har heddet Venstrepressens Bureau og Den Liberale Presse. Resten "vælter ind", som Lange oplever det, fra lokalpolitikere og andre meningsindehavere med trang til og sans for at udtrykke sig på skrift. Samtlige får portræt i avisen ledsaget af et særligt logo.

»Dét, at vi har ophævet anonymiteten, har givet en meget mere åben lokaldebat. Jeg får nu oftere reaktioner på noget, jeg har skrevet, end jeg gjorde før. Nu er det mig, der mener noget bestemt. Ikke "vi" - avisen. Men det vigtigste signal er, at vi laver aviser for alle, uanset politisk holdning,« fastslår Steffen Lange.

En kollektiv proces

Det er Casten Juste enig i. Moderne main stream-aviser redigeres ud fra almengyldige journalistiske kriterier om balance og fairness, så alle burde kunne læse med uden af føle sig omklamret af et ideologisk overlæg. Den ansvarhavende chefredaktør på Jyllands-Posten vil dog til enhver tid forsvare lederens funktion og berettigelse som pejlemærke i store og mindre samfundsspørgsmål. Og også at lederskribenterne er anonyme.

Ligesom på de to øvrige store dagblade, hvori lederne også er er usignerede - det gælder ikke Information, Weekendavisen og Kristeligt Dagblad - er lederskribentvirksomheden på Jyllands-Posten en kollektiv proces. Avisens såkaldte leder-kollegium består af et par håndfulde medarbejdere, fortrinsvis fagredaktører eller andre, der har vist evner for at kunne argumentere fyndigt, vidende og overbevisende. Og gerne med et vist stilistik schwung. Kollegiet samles mere eller mindre talstærkt dagligt for at afgøre, hvilke to emner der optager nationen, eller i det mindste redaktionen; samtlige dagblade bringer som regel to ledere. Og så diskuterer forsamlingen sig frem til, hvad avisen bør mene om sagerne. Derpå udpeges personerne, der skal føre pennen. På Jyllands-Posten ryger kladderne omkring chefredaktøren, inden de frigives til tryk.

Orden i malstrømmen

»Det er, og skal være, bladets holdninger, der udtrykkes i lederen. Derfor er det ligegyldigt, hvem der har udformet teksten. Ansvaret for lederen ligger altid hos den ansvarhavende chefredaktør. Derfor må nogle skribenter finde sig i, at der kan blive indføjet et "ikke" i konklusionen, hvis den ikke helt udtrykker de holdninger til en bestemt sag, som resten af lederkollegiet har. Det sker dog sjældent; vi kender efterhånden hinandens holdninger, og man har lov til at sige nej, hvis man ikke ønsker at skrive en leder,« fastslår Carsten Juste.

Han har været lederskribent på Jyllands-Posten siden 1988 og insisterer på, at han kan huske næsten alt, hvad avisen har ment om lige så meget de seneste 17 år. Carsten Juste er overbevist om, at lederen sammen med avisernes øvrige opinions-stof netop er dét element, der er en del af formlen for den trykte dagspresses fortsatte overlevelse.

»Meninger er vigtige. De er med til at skabe orden i den malstrøm af fakta, man får alle andre steder i medierne. Om holdningerne så opleves som skarpe eller bare firkantede, kommer vel an på, om man er enig eller ej. Lederen markerer avisens ståsted, og vi deler os jo efter anskuelse. Så det er vel naturligt, at man foretrækker at abonnere på en avis, der har nogenlunde samme anskuelse som én selv,« mener han.

Et kulsort kapitel

Da mange mener at vide, hvor de har Jyllands-Postens lederskribenter, spærrede en del læsere - og ikke mindst lederskribenter fra de konkurrerende dagblade - i den grad øjnene op, da det borgerligt-liberale dagblad den 4. maj sidste år under overskriften "Et kulsort kapitel" udtrykte voldsom frustration over skandalen i Abu Ghraib-fænglet i Bagdad, hvor amerikanske militærfolk, som det er blevet dokumenteret, ydmygede irakiske fanger seksuelt og sideløbende fotograferede seancerne. I en sjældent set opgivende sprogbrug med udtryk som, at skaden var »aldeles uoprettelig«, og »det stort set var det værste, der kunne ske«, var der lige et par dage sået tvivl om bladets ellers så stålsatte opbakning til Danmarks engagement i Irak-invasionen. Den tvivl var dog forbigående, forsikrer chefredaktøren.

»Ja, det var da en meget følelsesladet leder, som helt sikkert var skrevet direkte fra hjertet. Det skal der også være plads til. Og hvis vi i den forbindelse bidrog til forundringen visse steder, så har vi såmænd ikke så meget imod det,« tilføjer Carsten Juste godmodigt.

kultur@jp.dk