Kronik: Fodnotepolitikken gavnede ikke Danmark

»Livet leves forlæns, men kan kun forstås baglæns«, siger Søren Kierkegaard. Netop derfor er det vigtigt en gang imellem at stoppe op og se sig tilbage. Med koldkrigsredegørelsen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har vi nu fået sådan en lejlighed.

Selv om min forsvarsministertid lå efter Den Kolde Krigs ophør, er jeg født samtidig med og vokset op under Den Kolde Krig. På en måde var jeg også aktiv deltager i Den Kolde Krig. Jeg valgte side, blev uddannet i russisk i forsvaret, så jeg havde et indgående kendskab til modstanderen, Sovjetunionen.

Og som folketingsmedlem med speciale inden for forsvars- og sikkerhedspolitik fulgte jeg udviklingen tæt i Den Kolde Krigs sidste tiår.

Så meget mere interessant er det at læse redegørelsen om dansk sikkerhedspolitik 1945-1991. Og lad mig starte med at slå fast, at der er tale om en meget balanceret og sober vurdering. De, der havde håbet på nye dramatiske afsløringer af sovjetiske agenter eller fingerpegning, vil blive skuffede.

Det ændrer dog ikke ved, at der var en lille gruppe danskere, som valgte den forkerte side, og en større gruppe, som ved ikke at tage stilling var medskyldige.

Helt centralt i dansk sikkerhedspolitik under Den kolde Krig stod NATO-medlemskabet, selv om Danmark ikke deltog fuldt ud i alle aspekter af samarbejdet. Danmark havde taget forbehold over for stationering af udenlandske tropper og atomvåben på dansk jord i fredstid.

Faktisk gør redegørelsen en del ud af at fastslå, at Danmark samlet set ikke var en forbeholden allieret, og at vi i perioden gradvist blev mere og mere integreret i alliancen.

Som udgangspunkt var en stor del af den danske befolkning imidlertid ret negative over for NATO, og for ikke mindst de socialdemokratiske ledere Hans Hedtoft, H.C. Hansen og J.O. Krag var der tale om en snæver balancegang, hvor man ønskede at imødekomme de amerikanske ønsker uden at give de danske kommunister for let spil.

Problemet var dog ikke så meget den kommunistiske propaganda eller Warszawapagtlandenes efterretningstjenesters huseren på dansk grund. Alt, hvad vi ved indtil nu, tyder på, at de kun fik fat i nogle meget "små fisk", der er ikke som i Vesttyskland identificeret "topspioner" her i landet.

Det egentlige problem var den "neutralistiske" holdning hos en temmelig stor del af den danske befolkning. Der var en tendens til at betragte USA og Sovjetunionen som lige gode, og man skævede misundeligt til svenskerne, der kunne "balancere" mellem de to blokke. Samtidig var der en dybtgroet frygt for atomvåben i den danske befolkning.

Redegørelsen vurderer derfor også truslen mod Danmark og nuancerer det billede, vi havde i forvejen: Sovjetunionen havde i de første år af Den Kolde Krig styrker nok til, men ingen intention om at angribe Vesten. Man var dog parat til at bruge atomvåben mod danske militære installationer og civil infrastruktur meget tidligt i en konflikt, men fra begyndelsen af 1970'erne skiftede billedet, og Sovjetunionen gik over til en ikke-førstebrugsstrategi - en ændring som afspejlede, at styrkeforholdet fra 1975 gradvis ændrede sig i Vestens favør.

Den frygt, der var i store dele af den danske befolkning for, at en spændingssituation kunne komme ud af kontrol og føre til anvendelsen af atomvåben, var således ikke helt ubegrundet - i hvert fald i den første del af perioden.

Udredningen beskriver udviklingen i dansk udenrigspolitik i hele perioden, men særlig interesse knytter sig til den såkaldte "fodnoteperiode" i 1980'erne, hvor et sikkerhedspolitisk flertal gennem vedtagelse af dagsordener i Folketinget tvang regeringen til mod sin vilje at sætte fodnoter i NATO-kommunikéerne.

Efter min mening gavnede Socialdemokratiets politik i denne periode ikke Danmarks udenrigspolitiske placering - ikke mindst for forholdet til USA var det en belastning - men den bør selvfølgelig samtidig ses i lyset af Socialdemokratiets holdning til atomvåben, som den var fastlagt i Hedtofts og H.C. Hansens tid: At vi ikke ønskede atomvåben på dansk jord i fredstid og ville arbejde for at afskaffe atomvåben.

Problemet var imidlertid, at der i disse år skete en skærpelse af Socialdemokratiets traditionelle politik. Der var dog ikke tale om et isoleret dansk fænomen. De fleste af de vesteuropæiske socialdemokratier gennemgik samme udvikling. Det særlige var, at vi i Danmark kunne mobilisere et flertal i Folketinget.

DIIS når også frem til, at Socialdemokratiets politik ikke var udtryk for eftergivenhed over for Sovjetunionen, ligesom traditionen med brede forsvarsforlig fortsatte i hele fodnoteperioden.

Der var selvfølgelig også et indenrigspolitisk element i det. Et flertal i befolkningen var imod opstillingen af nye vestlige atomraketter, og SF og VS pressede Socialdemokratiet til venstre.

Hertil kom, at Socialdemokratiet ønskede at vælte Schlüter-regeringen, men ikke kunne gøre det på indenrigspolitikken, hvor de radikale støttede regeringens økonomiske politik. Til gengæld kunne man mobilisere et flertal til at nedstemme regeringen på udenrigspolitikken.

Sådan gik det imidlertid ikke, for den borgerlige regering "ophævede" nemlig de normale parlamentariske spilleregler og valgte at leve med fodnoterne. Begrundelsen var, at det var vigtigere at rette op på økonomien. Det siger selvfølgelig også noget om, at de borgerlige jo nok ikke mente, at fodnotepolitikken for alvor såede tvivl om Danmarks NATO-medlemskab.

Hvis den borgerlige regering rent faktisk mente alle de flammende ord fra udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen kan man godt undre sig over, at regeringen ikke tog den logiske konsekvens og gik af.

Fodnoteperioden havde muligvis fået en mindre dramatisk afslutning, hvis Socialdemokratiets nyvalgte leder Svend Auken ikke havde valgt at presse spørgsmålet om fremmede (læs: amerikanske) orlogsskibes anløb af danske havne frem til en afstemning i Folketingssalen.

USA ville hverken be- eller afkræfte, om deres skibe havde atomvåben ombord, og det havde Danmark hidtil stiltiende accepteret, selv om det sådan set var i modstrid med det danske atomvåbenforbehold, og det ville Socialdemokratiet indskærpe. Men her sagde regeringen stop.

Det efterfølgende såkaldte "atomvalg" førte til, at Socialdemokratiet gik frem, men de radikale skiftede side og trådte ind i regeringen. Det betød, at det alternative flertal var væk, og efterfølgende bevægede Socialdemokratiet sig ind i en mere konstruktiv fase.

Hvilken betydning fik fodnotepolitikken så?

På bundlinien står ifølge DIIS, dels at det ikke lykkedes det danske og de øvrige vesteuropæiske Socialdemokratier at ændre NATO's politik, dels at fodnoterne ikke fik egentlige konsekvenser for Danmarks sikkerhed.

Det er jeg enig i. Jeg mener også, at man ikke kommer uden om, at fodnotepolitikken havde skadet Danmarks omdømme blandt de NATO-allierede, og det krævede en bevidst indsats efterfølgende at få Danmark placeret der, hvor vi hører til i dag - i alliancens første division.

Et andet hovedspørgsmål, som udredningen stiller, er, hvorfor Sovjetunionen tabte Den Kolde Krig?

Her giver redegørelsen ikke noget helt entydigt svar, formentlig fordi det er et ret følelsesladet spørgsmål. Jeg er enig i hovedforklaringen: Stagnationen i den sovjetiske økonomi var den afgørende faktor.

De sovjetiske ledere valgte at ændre på Sovjetunionens økonomiske og politiske strukturer, og da først låget var taget af trykkogeren, kogte den over. Jeg er overbevist om, at Gorbatjov ikke havde forestillet sig, at det førte til kommunistpartiets fald og Sovjetunionens opløsning.

At det også har spillet en positiv rolle, at Vesten forsøgte at engagere Sovjetunionen i et samarbejde, er uden tvivl rigtigt.

Det samme gælder USA's oprustningspolitik i Reagan-perioden. Det var selvfølgelig afgørende at vise Sovjet-lederne, at de ikke kunne vinde Den Kolde Krig ved at opruste. Derfor var et klart vestligt svar på opstillingen af SS-20 raketterne vigtigt.

Derimod tvivler jeg på, at Reagans såkaldte "stjernekrigsprojekt" skulle have fået de sovjetiske ledere til at kaste håndklædet i ringen. Selv om de skulle have brugt endnu flere penge på militæret for at følge med USA, ville det have været marginalt i forhold til de økonomiske problemer, de stod med i forvejen. Og Reagan finansierede de øgede forsvarsudgifter ved at forøge underskuddet på statsfinanserne, noget man kun kan gøre i en begrænset periode.

Eller for at udtrykke det kort: Det var de vestlige værdier, der vandt i Den Kolde Krig. Og det betød også, at de vestlige værdier kom til at præge det, der fulgte efter.

Opgaven har ikke været let for DIIS. Det oprindelige kommissorium fra Nyrup-regeringens tid blev ændret, da Anders Fogh Rasmussens regering kom til, og fik en drejning i en mere polemisk retning.

Udredningen skulle ikke blot belyse den sikkerhedspolitiske strategi og den militære trussel fra Sovjetunionen og de øvrige Warszawapagtlande mod Danmark og Vesteuropa, men også omfatte en gennemgang af den officielle danske sikkerhedspolitik og den danske sikkerhedspolitiske debat med særlig vægt på perioden hen imod Den Kolde Krigs afslutning (læs: fodnoteperioden).Warszawapagtlandenes forsøg på at opnå direkte eller indirekte indflydelse på formuleringen af Danmarks sikkerhedspolitik, herunder gennem danske partier og organisationer, fremhæves i det nye kommissorium som værende af særlig interesse.

Ikke desto mindre er det lykkedes DIIS at holde tungen lige i munden.

Der vil selvfølgelig komme nye oplysninger frem om Den Kolde Krigs tid i de kommende år, men jeg er ikke i tvivl om, at denne udredning vil komme til at stå som det grundlæggende værk om denne afgørende periode i Danmarks historie.