Ære og skam

Ideen bag initiativet tegner sig efter min opfattelse stjerneklart: Socialistisk internationale har deres forbindelser og har ilet med at komme deres kammerater i Danmark til undsætning: Den danske virus skal slås ned i hast.

Det forekommer usandsynligt, om udenlandske journalister hver for sig har indhentet de nødvendige informationer, der skal til for at kunne have en kvalificeret mening om dansk udlændingepolitik.

En sådan uafhængig og kritisk bedømmelse har ingen dansk journalist eller dansk medieverden til dato foretaget. Nemlig at sammenholde vore regler i udlændingepolitikken med vores internationale forpligtelser. Og derudover sammenligne med udlændingelove i de andre EU-lande.

Dette må være grundlaget for at kunne have en seriøs journalistisk vurdering, der vil være i stand til at fastslå, at vi har Europas strengeste asyl-og indvandrepolitik. Det virker ikke overbevisende, når de udenlandske dagblade i samme åndedrag bedømmer vores lovgivning som nærmest fremmedfjendtlig. Men begge synspunkter er hørt før - fra visse danske politikere.

Ukritiske formidlere

Det tyder på, at en snæver kreds af den udenlandske presse ukritisk har været formidlere af et politisk belejligt budskab. Og at målgruppen er dansk presse og indforståede politikere, der så kunne tage bolden op. Strategien må siges at være lykkedes. Vandbærere har vist sig i løbet af en måned.

Anker Jørgensen (S) bryder sig ikke om tonen i udlændingedebatten, JP 29/2, hvor også Jørgen Estrup (R) skammer sig. Svend Auken (S) skammer sig over de socialdemokratiske københavnske borgmestre. Og 1038 danskere bekender, at de er flove og med direkte appel til pressen: Læg låg på debatten. Litten Hansen tilføjer sin bekymring over, hvad omverdenen tænker om danskerne. Intet mindre end hele verden undrer sig, fastslår hun, skønt der højest er tale nogle få europæiske dagblade.

Begreber som skam og ære er ikke ligefrem udslag af den kristne kulturarv. Det motiverende for vores udlændinge-og ulandspolitik bør ikke være en ydre værdi som ære. Ære hænger sammen med pligt. Men i stedet være båret af indre værdier, der leder over til det følte ansvar for sig selv og helheden. Afgørende må være, om danskerne er tilfredse med den førte politik, set i helhed, hvordan den fungerer og dens konsekvenser. Også for os selv i hverdagen og for landet fremover. Først da ses der grund til at være stolte af vores politik. Om omverdenen så er enig, er deres sag.

Hos Søren Kierkegaard er det karakteristisk for den æstetiske mennesketype, at der lægges vægt på, hvad der forventes. Spidsborgeren lever som et "man", uden at vide at han er styret af anonyme kræfter, fordi han ikke forholder sig til sig selv.

Det bekymrer tilsyneladende ikke budbringerne, at vi har en grundlovsfæstet ytringsfrihed. Det havde snarere været udtryk for kristen kulturarv, om de, der bærer ansvaret for den førte politik, behandlingen af folkestyret, og den selviscenesatte masse-annoncering i dagblade, fandt anledning til selvransagelse - og muligt til at skamme sig. Ikke over andre, men denne gang over egne fortielser og manglende vilje til at kaste lys over frihedens muligheder.

Vi bestemmer selv

Et er, at et politisk flertal ikke ønsker at begrænse den nuværende form for tilgang og hermed problemerne. Et andet er, om det er muligt. Og det befriende er svaret: Vi bestemmer selv, om vores regler fremover skal give adgang til årligt cirka 75 pct. flere fremmede, end internationale regler forpligter os til. For det er kun os, der kalder disse for flygtninge. De andre europæiske lande kalder vores de facto-"flygtninge" for indvandrere.

Det giver sig blandt andet udslag i den høje godkendelsesprocent af asylansøgninger for ret til ophold i landet, som er Europas højeste med sine cirka 60 pct.

I øvrigt har vi haft indvandrerstop siden 1973.