SØNDAGSORDET: Historien om Zakæus

Et menneske, jeg satte meget højt, blev meget syg de sidste år af hans liv. Vi var mange, der var bange for at miste ham. Men han sagde til os: jeg slipper ikke lige med det samme, - jeg er altfor nysgerrig, der er for meget endnu jeg må finde ud af. Af det lærte jeg, at nysgerrighed er en god evne. Hvis du vil vide mere, må du gøre en indsats og aldrig tage livet for givet.

En af evangelieteksterne man kan vælge at prædike over denne søndag er historien om Zakæus. Historien er den, at Zakæus er lille af vækst, Jesus er på vej gennem Jeriko. Zakæus vil også se. Men der er mange, der er højere end ham langs vejen, så derfor må han op i en træ for at komme til at se. Jesus ser Zakæus' ihærdighed og værdsætter den.

- Jeg besøger dig senere, siger han!

Hvilket får andre til at blive godt gammeldags sure, for ham der Zakæus er tolder, og derfor lakaj for romerne og ikke sådan en man går på visit hos.

Så vidt så godt. Hvad kan vi bruge det til? Fortællingen er en af de mest kendte og meget brugt i f.eks. børnegudstjenestesammenhæng. Årsagen er åbenlys. Den er lige at gå til. Næsten som en person fra et eventyr. Der er en ligefrem symbolik, vi kan lære meget af.

En af dem er nysgerrigheden. Religiøsitet gør noget ved mennesker. Man forandrer sig, hvis man har et gudsforhold. Sådan er det med åndelighed. Og lige meget, hvor lavloftet der end måtte være i vores ydre liv, så betyder det at have en religiøsitet, at der åbnes for dimensioner, man ellers ikke ville komme i forbindelse med. Det må være dødsygt at være ateist og måske nøjes med en naturvidenskabelig biologisk forklaring på tilværelsen, hvor 2+2=4 og så er den ellers ikke længere.

Mennesker, der måske er som digteren Sophus Claussen engang skrev: "lidenttroende og anser en vis tværhed for den mest passende åndrighed. Ingen tillid til noget gammelt, intet håb om noget nyt. Man tvivler om alt - kun om ét er man mærkelig overbevist: at de u-åndelige værdier er de varige".

Modsat det religiøst orienterede menneske, der godt kan være naturvidenskabelig i sin umiddelbare forståelse af tilværelsen, men så har det der ganske særlige ekstra, vi kender som religiøsitet. Og religiøsitet forstået som en nysgerrighed overfor tilværelsens gåder.

Ikke at alt behøver at være gåder og dybsindigheder, men nysgerrighed som en grundlæggende holdning til livet, som er lige det modsatte af at tage alt for givet. Den slags overskud, der får nogen, nok så lille af vækst, til at begive sig op i træerne for at få et bedre udsyn. Og ret beset er vi jo alle sammen i en vis grad små af vækst.

Et kristent mennesker er et nysgerrigt menneske. Et menneske, der som Zakæus kravler stiller sig så højt som muligt, for at se så meget som muligt.

At have en kristen holdning til tilværelsen er ensbetydende med at se fremad og handle derefter. At prædike, synge og bede i kirken kan aldrig indkapsle sig som noget sekterisk og lukket, der er fjernet fra det, der sker uden for kirkeporten. Men det skal være som en ekstra etage i det højhus, livet er. Vores kirkegang er en holdning til vores eget liv, til dem der har det svært, til fremmede og til udstødte, - som Zakæus. Derfor er øverste angivne etage i vores fatteevne kun tilsyneladende. Der er mere, adgangen er nysgerrigheden. Og se her er mere, som skrevet står!

Amen