Kronik: Vilde fugle flyver, tamme længes

Rejselivssiderne er overvejende helliget eksotiske turistmål, eller de store sol- eller sneferiesteder, - alt efter årstidernes skiftende muligheder.

For rejsende der efterspørger mest muligt af den ægte vare, - eller måske blot er til andre oplevelser end lige netop dem masseturiststederne byder på - er der spændende destinationer lige ved bagdøren. Det er oversete attraktioner som turistkøbmændene endnu ikke har fået integreret i salgsmaterialet. Landets kirker og kirkegårde, som ofte er små kulturperler, der præsenterer stedets eller egnens historie på sin egen sobre måde.

Måske kræver et kirkegårdsbesøg i "utide" nogen selvovervindelse, men på et tidspunkt er det jo den finale destination for de fleste mennesker. Også derfor er der måske alligevel lidt fornuft i at bruge lidt tid og mental forberedelse på sagen.

Dette er en anbefaling om at se nærmere på en kirkegårdsattraktion til mindst tre stjerner, selvom den altså kun er en kirkegård eller måske rettere en gravplads. Altså mangler kirken.

Stedet er Assistens Kirkegård på Nørrebro. I bydelens egen jargon og til øget forståelse af bydelens folklore, - i svensk Congo

Et besøg er ganske gratis og i tilgift til den umiddelbare oplevelse får man et langt kulturhistorisk tilbageblik forærende, - og masser af stof til eftertanke. Eftertanker, og mindelser om tabte livsværdier eller som måske blot midlertidigt er gået i glemmebogen. Blandt mange andre handler mindelserne om familiefællesskaber og sammenhold der dengang modstod generationers slidtage og endda rakte til ønsket om et fælles familiegravsted.

Det var netop da nationalfølelsen vågnede for alvor og det nationale fællesskab opstod som et livsgrundlag i sig selv. Eksemplificeret ved inskriptionen på sprogforskeren Rasmus Rasks gravsten: "Sit fædreland skylder man alt hvad man evner". - Mødet med en så stærk udtalt national gældsforpligtelse er jo ikke hverdagskost i dagens Danmark, - Aktuelt er der vistnok en større risiko for at blive præsenteret for en tilgodeseddel i den personlige mellemregning med samfundet.

Fællesskabets værdier, hvad enten det er i familien, på arbejdspladsen, lokalt eller helt oppe på det nationale plan, sælger naturligvis ikke mange billetter i en global tidsalder og det er nok lidt for optimistisk at anbefale en kirkegård som et attraktivt besøgsmål. - Eller måske blot antyde, at der kunne findes nogen opbyggelig underholdning i at blive mindet om det uafvendelige.

Men, Assistens Kirkegaard er vitterligt et unikt sted, - og stedet fortæller mere historie end nogen anden dansk kirkegård. - Det er samtidig lidt af en botanisk perle med en enestående vegetation af udsøgt beplantning, - det gør stedet til et rekreativt område midt i byen.

På varme sommerdage er Assistens mange åbne områder således et ideelt sted for eksamenslæsning for bydelens mange studerende. Der forbindes heller ikke nogen blasfemi med udfoldelsen af et muntert selskab omkring picnickurven, lidt udfordrende solbadning eller forargelse over, hvordan lokale brugere nu har behov for at udfolde sig. Søren Kierkegaard, der kaldte Assistens for "de dødes have" ville sikkert glæde sig over brugen i levende live også.

Assistens Kirkegård blev anlagt i 1760 på et område som Magistraten indtil da havde udlejet til dyrkning af tobak !! Man havde tidligere i århundredet måttet oprette 5 assistancekirkegårde, blandt andet som følge af byldepesten. Den krævede ekstraordinært gravpladser til omkring 23.000 af dens ofre.

Da Assistens blev anlagt skønnedes de dengang eksisterende 8 sognekirker at være tilstrækkelige til at dække den kirkelige omsorg for byens dengang 80.000 indbyggere. - Assistens Gravplads eller noget lignende ville derfor være et mere dækkende navn.

Dengang, i slutningen af Frederik den 5. regeringstid, var Danmark en kolonimagt, - en miniature, ganske vist. Selvom København da blev beskrevet som en af de " florissanteste stæder i Norden" havde byen dog simple problemer. Blandt andet kneb det voldsomt med gadernes renholdelse. I 1760 måtte Magistraten således indskærpe, at soldaterne skulle kunne færdes uden " at gå over i skoene". Man var slet ikke tilstrækkeligt opmærksomme på, at de mangelfulde hygiejniske forhold, senere kunne få mere drastiske følger end blot våde fødder.

Den nye assisterende kirkegård blev først anlagt som en fattigkirkegård, men i 1785 lod en etatsråd sig begrave på stedet og det betød at byens bedre borgerskab pludselig fandt behag i stedet. Nu blev det et mondænt kirkegårdsanlæg.

Man anlagde pompøse gravpladser og lod dem udsmykke af tidens førende kunstnere. En del af disse gravsteder er intakte og tiltrækker sig endnu den nøje planlagte opmærksomhed. - Dette behov for at blive set og husket ud over sin samtid afviger en del fra holdningen nu til dags. Nu gøres der næsten en dyd af anonymiteten. Af og til må undseeligheden næsten tolkes som en sidste undskyldning for den jordiske færd.

Efter flere udvidelser dækker Assistens Kirkegård i dag et område på 36 tønder land, - faktisk af størrelse som en mindre bondegård. Som det var tidens skik og brug er kirkegården omgivet af en to meter høj mur. Selvom et stykke af muren er tegnet af en af datidens kendteste arkitekter er den usædvanlig frastødende. Behovet for kirkegårdsmure eller diger er ikke er umiddelbart indlysende og i dette tilfælde særligt beklageligt. I dag er behovet for beskyttelse mod gravrøvere vel heller ikke overvældende.

Hans Tavsens Park, i dag beliggende umiddelbart uden for muren, var tidligere en del af kirkegårdsarealet, - et specielt afsnit for fattige og udstødte. Mange af ofrene for koleraepidemien i 1850erne blev begravet her og området blev herefter lukket for senere genbrug og indrettet til park.

Cirka 5000 ofre krævede koleraen af Københavns dengang 130.000 indbyggere. Omfanget af døde medførte ofte at transporten ud til Nørrebro blev gennemført i egentlige ligtog. Også dengang måtte de svageste betale den største pris for samfundets mangler. - På en vis måde servicerer området fortsat samfundets mest trængte. Nu som udendørs værested for mange af Nørrebros lidt fortabte sjæle. De er formentlig ikke bekendte med undergrundens dystre fortid.

Assistens Kirkegård er en åben historiebog, helt fra 1760, som det er synd at snyde sig selv for. Mange besøgene, - især de udenlandske, er meget målrettede i deres rute gennem kirkegården. Besøget indgår tydeligt som et "must" i besøgsprogrammet, på linie med Tivoli, Den lille Havfrue og nu for resten også Christiania. Det er først og fremmest H.C. Andersens og Søren Kierkegaards i øvrigt ret beskedne gravsteder, der tiltrækker sig den store opmærksomhed. - Disse to er vel i en klasse helt for sig og selv en Niels Bohr må finde sig i en placering i anden division, når rigets vægtigste sønner skal rangordnes.

I øvrigt nok var H.C. Andersen og Søren Aabye Kierkegaard jo samtidige med en anden markant person i verdenshistorien, - med Karl Marx. - Kierkegaard fik aldrig læst det kommunistiske manifest hvilket nok heller ikke ville have ændret historiens gang.

Det var to særdeles aparte mennesker, som helt uden konkurrence har vist sig som historiens mest betydningsfulde danskere. På trods af, at København var en relativ lille by dengang, lykkedes det dem at undgå at mødes og spejle hinandens svagheder. H.C. Andersen følte sig "kanøflet", også af Søren Kierkegaard, - men deltog dog i hans begravelse. Det gjorde en anden samtidig ikke, - N.F.S. Grundtvig ! Han siges derimod at have prædiket yderst henrevet om dødsfaldet i sin egen kirke. - Med reference til Kierkegaards bitre strid med folkekirkens mægtigste, glædede Grundtvig sig højlydt over " at istapperne under kirketaget nu var smeltet"

20 år senere, i 1875, gik H.C. Andersens egen sidste rejse også til Assistens og han fik sin sidste hvile tættere på Søren Kirkegaard end i levende live . De havde en slags skæbnefællesskab i et noget forpint og ulykkeligt liv. - Kierkegaard sammenfattede således " den hele jordiske tilværelse som en slags ildebefindende".

Søren Kierkegaard var meget pertentlig og detailleret i sine bestemmelser for familiegravstedets indretning. - Også inskriptionen på gravstenen var forberedt og skjulte ikke hans eksistentielle problemer:

»Det er en liden tid

så har jeg vunden

så er den ganske strid

med et forsvunden.

Så kan jeg hvile mig

i rosensale

og uafladelig

min Jesum tale«

Der er i tidens løb sket et stilskifte, - bort fra de prangende gravpladser til nutidens ret så ydmyge gravsteder. Det omfatter også inskriptionerne. Fortidens svulmende lyrik og sentenser om efterladtes ubærlige tab er forsvundet og , endda kun undtagelsesvis, erstattet med en beskeden tak.

Det påstås, at der er et stigende behov for anonymitet. - For at forsvinde uden at efterlade sig noget synligt spor overhovedet. Der er mange der ønsker at få sin aske spredt over åbent hav eller et andet udvalgt sted. Proceduren kræver dog den sidste godkendelse fra myndighederne. Der skal være orden i tingene, også i den allersidste fase.

Assistent Kirkegaard er opdelt i mange afdelinger også i afsnit, der er i brug. - De tidligste afsnit er mest spændende, men der er andre interessante afdelinger. Eksempelvis et lille afsnit for de få jazzkoryfæer landet har nydt godt af , blandt andre af Ben Webster. Derfra er der et mentalt spring til en afdeling for franske og belgiske soldater fra 1. verdenskrig og til danske kunstnere og åndshøvdinge der uophørligt dukker frem af glemmebogen: - Hans Scherfig, - i form af en granitskildpadde. Henry Heerup under en af hans egne udgaver af det han kaldte naturens hårdkogte æg . Og hvem husker Michael Strunge, den unge lovende digter ? - Det fortælles at han en aften i 1985, - i gode venners lag, pludselig råbte "Se jeg kan flyve" og sprang så ud i natten fra sin etagelejlighed. Det kunne han ikke, men fandt sin endelige destination under en mindeplade med sit navn og inskriptionen "Væbnet med vinger " !!

Drømmen om at kunne flyve vækkes også af inskriptionen på et ordinært, gravsted for en kvinde: "Vilde fugle flyver, tamme længes" står der.

Så kan man jo fortsætte sin vandring og fundere lidt over det udsagn.

Havde hun mon fløjet, - eller måske blot længtes ?