Kronik: Forbudt for muslimer

Vidste De, at rigtige muslimer ikke må spise vingummi, Lätta Minarine, romkager og bestemte flødeoste, men nok Dansk Feta, Lisette Plantemargarine og Frisko Is? At milkshake, ost og is fra McDonald's er haram - altså forbudt ifølge islam - mens Coca Cola og Hjem-Is er halal, altså tilladt?

Det kan man altsammen læse i Halal-guide - en vejledning i muslimske kostregler, der kan købes hos Danske Muslimers Fællesråd. Til guiden hører en webside, hvor danske fødevareproducenter angiver hvad deres produkter indeholder, så man kan se om de er haram eller halal, og her kan muslimer der er i tvivl om kostregler, spørge de lærde til råds.

For ikke-muslimer kan det forekomme mærkværdigt og forvirrende, at nogle plantemargariner er halal, mens andre ikke er det, eller at man som muslim godt må spise fetaost, men ikke nødvendigvis flødeost. Det kan såmænd også være forvirrende for muslimer - det kan man se af de spørgsmål, der stilles på guidens webside - og det er utvivlsom baggrunden for, at Danske Muslimers Fællesråd har fundet det nødvendigt at forhandle en guide om islamiske kostregler: For skal man leve som ortodoks muslim i et moderne samfund som det danske, er man nødt til at interessere sig for både tilsætningsstoffer, produktionsformer og andre finurligheder, der har med fødevarer at gøre.

De islamiske kostregler foreskriver at muslimer ikke må spise svinekød, og at det kød de spiser, skal være slagtet i overensstemmelse med islamiske foreskrifter. Det vil i praksis sige, at slagtningen skal foretages af en voksen muslim, der fremsiger Allahs navn og derefter skærer halsen over på dyret, så det forbløder og dør. Muslimer må heller ikke spise eller drikke ting, der indeholder animalske ingredienser, så som fedt, gelatine eller tilsætningsstoffer, med mindre disse er lavet af halalprodukter - altså af andet end svinekød der er slagtet på rette vis. Og så er det haram at drikke alkohol eller indtage produkter, hvori der indgår alkohol, selv i meget små mængder, som f.eks. romkager, cognacruller og chokolader med likør.

Så når vingummi, Lätta Minarine og nogle slags is er haram, skyldes det altså, at disse produkter indeholder animalske ingredienser i form af tilsætningsstoffer, fedt eller gelatine, mens der i fetaost, Coca Cola og andre ismærker udelukkende er brugt vegetabilske ingredienser.

Grundprincippet i islam er, at muslimer må spise og drikke alt, med mindre det eksplicit er angivet i koranen eller i profetens sunna, altså profetens levnedsberetninger, at en given ting er forbudt. Og på visse områder er den religiøse litteratur ganske specifik:

"Forbudt for jer (som føde) er det selvdøde og blod, og svinekød og det der er ofret til andre end Allah, og det strangulerede, og det som er dødt ved prygl, og det som er dødt ved fald fra en højde, og det der er dødt ved angreb af horn, og angreb af vilde dyr, undtagen det I gør lovligt ved slagtning, og det der er ofret til afguder..." (Koranen, kapitel 5, vers 3-4)

Men selvom grundprincipperne for hvad muslimer må indtage, i mange tilfælde er formuleret klart i den religiøse litteratur, kan det i praksis være vanskeligt at afgøre hvad der er henholdsvis haram og halal i et moderne samfund. Det skyldes først og fremmest, at mange af de produktionsprocesser der bruges til at fremstille fødevarer i dag, er ganske komplicerede og inddrager en række produkter og tilsætningsstoffer, som ikke nødvendigvis er deklarerede på indpakningen. Et godt eksempel på dette er brugen af gelatine: Det er et stivelsesmiddel a la husblas, som ifølge halal-guiden fremstilles ved at koge dyrehud, knogler, ligamenter, sener og andre dyrerester til en slags "lim", der så tilføres en given fødevare.

Gelatine findes i så forskelligartede produkter som vingummi, syltetøj, is og forskellige former for medicin, og det er kun tilladt muslimer at indtage sådanne produkter, hvis gelatinen er halal - altså fremstillet af dyrerester fra halal-slagtede køer, får o.lign. Da gelatine imidlertid udgør en ganske lille del af de fleste produkter, og iøvrigt ikke er noget, andre forbrugere normalt interesserer sig for, fremgår det sjældent af varedeklarationen, hvad den anvendte gelatine består af.

Varer med gelatine, hvis oprindelse ikke er angivet på indpakningen, er i muslimsk forstand mashbuh - mistænkelige - og dem skal man som praktiserende muslim afholde sig fra. Det gælder også medicin med gelatine af ukendt oprindelse: Her anbefales det muslimer at søge alternative produkter uden mashbuh-gelatine. Skulle det ikke være muligt at finde, er det imidlertid tilladt at indtage medicinen - helbredet vejer trods alt tungest.

Gelatine-problematikken kan genfindes i en række andre fødevarer, hvori der anvendes tilsætningsstoffer, fedt o.lign. Det gælder f.eks. et så almindeligt produkt som ost: Hvis den osteløbe, en given ost er lavet på, er vegetabilsk, er den uden videre halal; hvis osteløben derimod er animalsk, og det ikke kan afgøres, om den er produceret på basis af halal-slagtede dyr eller ej, er den mashbuh, og dermed er det bedst for muslimer at afholde sig fra at spise den. Samme problematik gælder f.eks. pommes frites, kiks, brød og tandpasta - rækken af produkter er ganske lang.

Mange muslimer overholder de islamiske kostregler efter bedste evne ved f.eks. at købe halal-slagtet kød hos muslimske slagtere, sætte sig ind i e-numre på tilsætningsstoffer og deres bestanddele, etc. Men at følge den rette islamiske levevis afhænger ikke alene af gode intentioner: Halal-produkter indgår nemlig på linie med alle mulige andre varer i det moderne produktionssamfund, og i takt med at afstanden fra producent til forbruger bliver større, bliver det stadig vanskeligere at kontrollere, om produkter i realiteten opfylder kravene til halal - eller med andre ord: om der snydes med halal-betegnelsen.

For halal-varer er blevet big business: I takt med at antallet af muslimer stiger - ikke mindst i Vesten, hvor købekraften er større end i mange islamiske lande - er muslimer blevet et interessant kundesegment. En malaysisk universitetsforsker anslår det internationale marked for halal-produkter til 80,7 mia. dollars (2001), mens Halal-Helpline angiver det til 150 mia. dollars årligt. Selv om tallene selvfølgelig skal tages med et vist forbehold, er der ingen tvivl om, at markedet er voksende og i dag har en betydelig volumen. Det betyder, at der produceres flere halal-produkter end tidligere, og at halal-begrebet tages mere alvorligt i Vesten: I løbet af de senere år har man, især i USA, vedtaget lokale love, der gør det muligt at give bøde og retsforfølge virksomheder, der urigtigt deklarerer deres varer som værende halal.

Trods gode intentioner og høj selvjustits blandt muslimer snydes der alligevel: Københavns Radio afslørede for nogen tid siden, at visse muslimske slagtere indkøbte deres kød i Kødbyen på linie med alle mulige andre slagtere, og at det kød de altså videresolgte som halal-kød, var slagtet på nøjagtig samme måde som det kød, vi andre spiser. Soundvision, et stort islamisk websted der er hjemhørende i USA, har rapporter om lignende tilfælde fra amerikanske produkter, der både sælges lokalt og eksporteres til en række islamiske lande: For nogle år siden blev virksomheden American Halal Beef i Virginia f.eks. dømt ved en amerikansk domstol til at betale en bøde på 400.000 kr. - samt 1 års frit forbrug af halal-kyllinger til muslimer i det lokalområde hvor virksomheden havde solgt sine produkter - for urigtigt at have deklareret det kød de solgte, for halal.

Forskellige islamiske organisationer har da også forsøgt at komme problemerne til livs ved at oprette instanser, der skal kontrollere produktionsprocesser og godkende brugen af halal-betegnelsen: Det sker ved stikprøvekontrol, enten i form af uanmeldte besøg på virksomheder eller ved laboratoriecheck, der kan afsløre, om der er animalske rester i de givne fødevarer. Også denne kontrolvirksomhed er i vækst: The American Muslim Foundation, en af de amerikanske organisationer der kan certificere halal-produkter, angav sidste år at have tjent mellem 16 og 24 mio. kr. alene på denne aktivitet - og det til trods for, at de er i skarp konkurrence, ikke blot med andre islamiske organisationer der udfører samme opgaver, men også en lang række muslimer, der som enkeltpersoner påtager sig at halal-certificere produkter til langt lavere priser.

At producere halal-fødevarer kræver god virksomhedsetik: Der skal ikke konstateres snyd ret mange gange, før forbrugerne holder op med at købe produktet. Derved adskiller halal-produkter sig ikke synderligt fra anden forbrugeradfærd. Til gengæld er markedet for halal-produkter nok mere politisk følsomt, end det kendes fra andre forbrugergrupper: En af de store halal-producenter i Canada, al-Safa, kom f.eks. i voldsomt stormvejr i 1999-2000, fordi det viste sig, at der bag et logo med moske, minaret og dadelpalmer og halal skrevet på arabisk hen over produktet, gemte sig en jødisk ejer. Der er intet i den religiøse litteratur, der forbyder muslimer at købe halal-produkter fremstillet af jøder, så længe de religiøse foreskrifter er overholdt. Men som Soundvision skrev: "Det kan godt være, produktet virker tiltrækkende; det kan også godt være, at det er halal (...); Men er det værd at bruge på bekostning af muslimsk (fødevare) sikkerhed, muslimsk identitet og muslimske virksomheder?" Affæren udviklede sig til en større disputs mellem virksomheden og den islamiske organisation der certificerede virksomhedens produkter, og sagen kører stadig, selv om al-Safa i flere omgange har fundet nye organisationer til at certificere deres produkter.

Skal man lære noget af den sag, må det være, at det ikke er let at være ortodoks muslim i et moderne samfund: For ikke blot skal man være på vagt over for de mange tilsætningsstoffer og komplicerede produktionsprocesser, der ligger til grund for moderne fødevareproduktion, så man kan afgøre om de fødevarer man indtager, opfylder kravene til halal-produkter. Man skal også kæmpe mod markedskræfterne og kan - til tider - risikere at blive en del af et politisk spil, der ikke altid er lige let at overskue.