Kronik: Grundloven - et levn fra fortiden

Den danske grundlov, der netop har rundet de 50 år, er den mest utidssvarende grundlov for et demokratisk land. Et levn fra fortiden. En anakronisme på en række områder. Derfor er der mange argumenter for, at Danmark skal have en ny grundlov. Hvis vi ikke får en ny grundlov, vil den om få år primært have interesse for museer. I dag ligger 1953-grundloven i en montre på Christiansborg side om side med andre gamle love og grundlove f.eks. Kong Hans' håndfæstning fra 1483, Kongeloven fra 1665 og junigrundloven fra 1849. Der vil 1953-grundloven også ligge godt i fremtiden, samtidig med at vi får en ny tidssvarende grundlov.

Valget står reelt mellem, om vi skal have en grundlov, hvor det er det skrevne ord, der gælder, eller en forfatning, hvor nogle elementer kan findes i grundloven, men hvor det meste ikke findes i grundloven. De findes i konventioner, Danmark har tilsluttet sig, og i en række traditioner og fortolkninger m.v., som grundloven er suppleret med. Danmark kan godt undvære en skreven grundlov, hvor alle de centrale grundlæggende regler findes, og nøjes med en forfatning, som ikke findes som et sæt grundregler. Storbritannien har således ikke en skreven grundlov, men en forfatning. Men så skal vi lade være med at henvise til grundloven, som noget helt særligt.

Selv om den danske grundlov er fra 1953, er mere end 2/3 af bestemmelserne i grundloven stort set uændret fra juni-grundloven fra 1849. Det betyder, at en række udtryk og formuleringer allerede i 1953 var utidssvarende og i flere tilfælde endda også formelt forkerte, f.eks. når der i grundloven konsekvent bruges betegnelsen "kongen", selv om det i en række tilfælde betyder regeringen.

I alt optræder ordet "kongen" eller "kongens" 36 gange i vores nuværende grundlov. I knap halvdelen af tilfældene betyder kongen regeringen. I de andre tilfælde betyder det kongen, men er uden betydning i dag eller udtrykker noget, der i dag ikke burde have grundlovsstatus.

Hvis man ikke kender den forfatningsmæssige tradition i Danmark, kan man næsten ikke undgå at få en forkert opfattelse af kongens betydning i grundloven. Ikke overraskende at den daværende konge i Nepal efter sigende skulle have været vildt begejstret for den danske grundlov, da han for nogle år siden som led i et dansk demokratiprojekt i Nepal studerede den danske grundlov og så, hvilken magt kongen blev tillagt i den. Så var demokrati ikke så galt endda, hvis det var den danske form. Han var helt åbenbart ikke klar over forskellen mellem ord og indhold i den danske grundlov, mellem grundlov og forfatning.

Manglen ved grundloven er størst med hensyn til menneskerettighederne. De er slet ikke tidssvarende i grundloven, og svarer ikke til de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig, og som derfor er gældende. Der er derfor behov for en udbygning af menneskerettighederne.

Det gælder en udbygning af de politiske frihedsrettigheder som f.eks. indførelse af et forbud mod dødsstraf og inhumane afhørings- og straffemetoder. Der bør indføres børnerettigheder, hvor børn sikres rettigheder i forhold til deres alder, f.eks. ved at de skal tages med på råd og inddrages i spørgsmål, der vedrører dem. Den diskriminationsbestemmelse, der findes i grundloven, og som vedrører tro og afstamning, skal være altomfattende. En sådan bestemmelse skal ses i sammenhæng med en ny bestemmelse om, at der skal være lighed for loven, og at menneskene er ligeværdige. Der skal ske en udbygning af ytringsfriheden, så bestemmelsen får et mere reelt indhold svarende til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Derudover skal ytringsfriheden udbygges med en informationsret og offentlighed i forvaltningen.

Bestemmelsen om den personlige frihed skal også præciseres. Uanset at det i grundloven står, at den personlige frihed er ukrænkelig, kan den i dag indskrænkes uden særlig begrundelse, blot det sker ved lov. Der skal ske en afgrænsning af, hvornår indskrænkningen kan finde sted, f.eks. hvornår registrering kan finde sted, anvendelse af varetægtsfængsling m.v. Religionsfriheden skal udstrækkes til religionslighed.

Der skal også ske en udbygning af de sociale rettigheder. Retten til uddannelse skal ikke kun gælde i den undervisningspligtige alder. Retten til arbejde skal være en reel ret. Retten til social forsørgelse skal også udbygges. Dertil kommer nye rettigheder som klare hensigtserklæringer: retten til en bolig og retten til sygdomsbehandling.

Endvidere skal der ske præciseringer af og begrænsninger i de ejendomsretsbaserede rettigheder, dvs. den private ejendomsret og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Ejendomsretten skal afgrænses og ses i sammenhæng med en sikring af natur og miljø af hensyn til kommende generationer. Brug af ejendomsretten må ikke have en sådan karakter, at det går ud over natur og miljø.

Det stigende internationale samarbejde betyder også et behov for præciseringer i grundloven. Det gælder med hensyn til beslutningsprocesserne omkring dansk udenrigspolitik, hvor Folketingets kompetence i forhold til regeringen skal slås fast, ved at udenrigspolitikken kan føres på baggrund af Folketingets beslutninger. Det gælder også i forbindelse med suverænitetsafgivelse i et mere forpligtende samarbejde i EU. Her bør alle væsentlige spørgsmål om suverænitetsafgivelse sendes til folkeafstemning.

Det folkelige engagement og deltagelse i de politiske beslutninger skal forbedres bl.a. ved flere folkeafstemninger. Det skal være muligt for en del af befolkningen, f.eks. 10 pct., at anmode om at få spørgsmål sendt til folkeafstemning. Det vil øge befolkningens engagement og deltagelse i det demokratiske beslutningsprocesser.

Der er også behov for at få præciseret centrale retsprincipper og få justeret en række demokratiske spilleregler. Magtens tredeling skal markeres endnu tydeligere. Folketinget og regeringen skal styrkes som henholdsvis lovgivende og udøvende magt. Fundamentale retsprincipper skal fastslås, samtidig med at domstolenes uafhængighed yderligere understreges. Højesterets position efter afgørelsen om Tvindsærloven skal formelt fastslås i grundloven.

I den nuværende grundlov nævnes ordene folkestyre eller demokrati slet ikke. Ligesom politiske partier heller ikke omtales.

Det er helt utidssvarende, og i en ny grundlov skal det selvfølgelig anføres, at styreformen er folkestyre, og at politiske partier spiller en vigtig rolle i den forbindelse. Mange af grundlovens formuleringer om folketingsvalg og Folketingets arbejde er i dag formuleret, som om vi fortsat lever i 1800-tallet, inden man kendte noget til politiske partier. Andre landes grundlove er også på det punkt mere tidssvarende, idet partierne oftest omtales i grundloven.

Der er også behov for præciseringer af det kommunale selvstyre. Som det er i dag, er det kommunale selvstyre ikke sikret i grundloven, men der er er opbygget en række traditioner, som indebærer en udpræget grad af selvstyre.

Tiden må også være inde til at få foretaget en formel adskillelse mellem stat og kirke. Der er behov for bestemmelser, som ændrer folkekirkens status. Allerede med Grundloven i 1849 var det meningen, at folkekirkens forhold skulle ordnes gennem en egentlig kirkeforfatning. Behovet herfor er i dag ikke mindre, idet tiden må være inde til en egentlig adskillelse mellem stat og kirke. Uanset at flertallet af danskere er medlemmer af folkekirken, er det urimeligt, at der mennesker, der ikke er medlemmer af folkekirken, betaler via skatten til præsternes lønninger. Dette også uanset at folkekirken har udgifter, der vedrører andre en folkekirkens medlemmer.

Monarkiet skal også formelt helt fritages for politiske funktioner. De såkaldte dronningerunder i forbindelse med regeringsdannelser skal afskaffes. Det kan Folketingets formand lige så godt forestå. Og så skal monarken heller ikke sidde i statsrådet, hvilket heller ikke var tilfældet med den første grundlov i 1849. Men som en del af gradvise indskrænkning af demokratiet, tog kongen igen sæde i statsrådet i 1854, sådan som det også havde været tilfældet under enevælden. Men uanset at det var et af Venstre krav i 1800-tallet, at monarken skulle ud af statsrådet, skete det ikke.

Færøernes og Grønlands status og selvstyre inden for riget skal også understreges i grundloven.

Det er i sig selv et argument for en ny grundlov, at vi i høj grad må ty til internationale konventioner, hvis vi skal finde ud af, hvilke menneskerettigheder og retsprincipper, vi er beskyttet af. Det bliver i særlig grad udpræget, hvis erklæringen "Den europæiske unions charter om grundlæggende rettigheder" bliver en del af en kommende EU-traktat, som også gælder for Danmark. Det skyldes, at erklæringen både rummer de menneskerettigheder og retsprincipper, som allerede er gældende i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og en række andre menneskerettigheder og retsprincipper, der ikke er indeholdt i denne konvention, men er meget relevante i dag.

Herefter vil grundloven kun indeholde en meget lille del af vore menneskerettigheder og grundlæggende retsprincipper. Det vil først og fremmest være i EU-charteret, "Den europæiske unions charter om grundlæggende rettigheder", at vi skal finde de menneskerettigheder og retsprincipper, som danskerne er omfattet af.

Hvis man samtidig ser på andre landes grundlove, er det slående, hvor utidssvarende den danske er. Et levn fra fortiden. En anakronisme på en række områder. Hvis vi tager en sammenligning med nogle af de lande, der kulturelt, politisk og forfatningsmæssigt står os nærmest, f.eks. de nordiske lande, er forskellen slående. Det skyldes selvfølgelig, at de har ændret deres grundlove flere gange de seneste 50 år.

Det er i den forbindelse interessant at drage en sammenligning mellem den danske og den islandske grundlov. Den første islandske grundlov fra 1944 hentede til en del paragraffer inspiration fra den danske grundlov fra 1915. Det kan man stadig se i nogle få paragraffer. Ellers er det karakteristik, at den islandske grundlov er langt mere tidssvarende, fordi Island har foretaget flere revisioner siden - i 1984, 1991, 1995 og 1999.