Leder: Der Stürmer

Bladet og dets afskyelige redaktør Julius Streicher bidrog til at skabe det ideologiske grundlag for millioner af jøders død i gasovnene i Auschwitz. Er det virkelig det bundskraberniveau, som de radikale ønsker at trække debatten ned på?

I modsætning til f.eks. Sverige trives den åbne, demokratiske debat i Danmark faktisk. Det er ikke kun, men også Dansk Folkepartis fortjeneste, at tabuer i de senere år er brudt, og at de rigtige meningers gralsvogtere har fået lidt udfordring.

At Det Radikale Venstre helst havde været debatten foruden er klart. I forhold til tidens vanskelige spørgsmål, ikke mindst indvandringen, lider partiet fortsat af en udtalt berøringsangst og en til tider rørende forestilling om, at partiet ved bedst, fordi dets medlemmer simpelt hen er klogere end alle andre. Sådan var det også i 1930'erne, da det var Det Radikale Venstre meget om at gøre, at forholdene i netop Tyskland ikke blev diskuteret og kommenteret. Den radikale udenrigsminister P. Munch indkaldte gang på gang chefredaktører til møde for at belære dem om, at de ikke skulle interessere sig for forholdene i Nazi-Tyskland. Heller ikke de infame udfald i Der Stürmer mod jøderne mente Munch, at danskerne skulle vide for meget om.

Den socialdemokratisk-radikale regering var dengang tillige parat til forbud, da Kaj Munk i 1938 skrev sit berømte stykke "Han sidder ved smeltediglen" om jødeforfølgelserne. Alt i alt bør de radikale derfor nok ikke råbe for højt på netop dette område. De mange bedrevidende formaninger vidner først og sidst om en skræmmende historieløshed.

Landsformand Søren Bald kan personligt muligvis være undskyldt. Han er tydeligvis et offer for den nedprioritering af historieundervisningen, som ikke mindst de radikale bærer et tungt ansvar for.