Kronik: Berømte danskere på vulkaner

I 1820 opholdt kronprins Frederik Christian af Danmark sig på slottet Quisiana ved Napoli. Herfra betragtede han den buldrende og rygende vulkan Vesuv. Han var ikke kun interesseret i kunst, men også i naturvidenskab og besluttede sig for at udforske Vesuv nærmere. Resultatet blev en stor oplevelse og en afhandling om mineraler i Vesuvs lavastrømme. Han beskriver levende Vesuv i sin tyske afhandling: "Betragtninger af Vesuv, som jeg har foretaget i 1820":

»Den 26. januar besteg jeg Vesuv. Fra platformen nedenfor kraterkeglen, begav vi os i retning af lavastrømmen på den nordlige side af bjerget. I disse dage strømmede lavaen ud af en bred spalte, som var mindst 8 meter lang. Lavaen delte sig i to arme. Snart fandt lavamassen inden i spalten ikke mere plads, men strømmede ud igennem åbningen og hen imod det sted, hvor vi før havde stået. Vi så med både frygt og glæde på den gloende massesbevægelser ned ad bjergsiden. Hvert øjeblik dannede der sig slagger oven på lavaen, uden at den stoppede med at flyde af den grund. Den overfladeagtige slagge blev så tyk, at den blev fast i det. Det der her skete, var uden tvivl udvikling og udsivning af gasser. Når lavamassen alene bevirker sådanne fænomener, er det ikke til at forstå, at omfanget af strømmen ikke bliver større. Gasserne stiger til vejrs fra lavaen ved deres lethed, hvis jeg ikke tager fejl. Følgende betragtninger kan sandsynliggøre denne opfattelse. Dens bevægelse foregik med den største lethed, og der er ingen tvivl om, at gaseksplosioner midt i lavaen var med til at drive den frem. Ogsåf ormationerne på lavastrømmens overflade dannes ved, at den strømmer fremad. Den afkøles først på overfladen, selvom den indeni er glødende og strømmer videre neden under. Jeg har allerede bemærket, at der stiger saltsyredampe op langs hele lavastrømmen uden ophold. Lavastenene blev påvirket af denne syredamp.I marts måned (1820) blev asken kastet over til Napoli. Askeprøver er analyseret med saltsyreindhold og viser, at ilden ikke kun ødelægger, men også viser dannelser af krystaller, som befinder sig i det indre af de udslyngede stene fra vulkanen.«

Chr. d. 8 var en den første, danske mineralog, som forskede i vulkanen Vesuvs udbrudsprodukter. Han fik som tak for sit arbejde et mineral opkaldt efter sig, Christianit-mineralet. Et mineral er et naturligt dannet grundstof, oftest krystallinsk, og det vil sige, at der er tale om en kemisk sammensætning, som dannes ved overgang fra luftformet - opløst eller smeltet tilstand til fast form - altså afkøling eller inddampning.

For H.C. Andersen var Italien rejselandet for hans længsel og lykke, og hans oplevelser er utallige gange blevet beskrevet. Knapt så kendt er hans tilbagevendende fascination af Vesuv. I Mit livs Eventyr skriver han: »Fra eremithytten gik det til fods op ad bjerget i dyb aske. Jeg var i lyksaligt humør, sang højt en af Weyses melodier og var den første, der nåede øverst op. Månen stod pludselig ligeover krateret, hvorfra steg en kulsort røg, og da var det den mørke nat, så vi måtte stå stille og holde os ved de store lavablokke. Efterhånden mærkede vi varmen, som kom op under os. Den nye lavastrøm brød hen ad bjerget ud mod havet. Derhen ville vi, og for at komme det, måtte vi gå over en nyligstørknet lavastrøm. Fra revnerne, der var sprungne i den, skinnede den røde ild, vi trådte med føreren foran ud på denne flade, den varmede op igennem støvlesålerne. Var skorpen bristet, da var vi sunkne i et ilddynd. Lydløse skred vi frem og nåede de henslængte lavablokke, hvor vi traf en mængde fremmede og med et så vi ud over den frembrydende, nedadvæltende ildstrøm. Svovldampen var meget stærk, heden under vore fødder næppe til at udholde og kun få minutter holdt vi ud at blive her, men skuet i disse var ligesom brændt os for alle tider ind i tanken. Rundt om os så vi ildsvælg. Det susede fra krateret som når en mægtig skare fugle flyver op fra en skov.Keglen selv kunne vi ikke bestige, da de gloende stene bestandigt regnede ned over den. Omtrent en time havde vi brugt til den korte, men tunge vandring opad askekeglen til det sted, hvor vi stod, og nedfarten varede næppe 10 minutter, vi fløj af sted, måtte bestandig sætte hælene imod for ikke at styrte på ansigtet, men heller falde på ryggen i den bløde aske; nedfarten var en lystig falden gennem luften; det var dejligt stille vejr. Lavaen skinnede fra den sorte grund som kolossale stjerner. Jeg følte mit liv var i Guds hånd og svimlede af henrykkelse.«

»Alt var flamme udenfor, som i mit blod (H.C. Andersen sammenligner flere gange sit blod med sydende lava). Luftstrømmen bølgede varme, Vesuv stod i glødende ild nu ned til molen ved den åbne bugt, og jeg satte mig tæt ved, hvor brændingerne brødes. Blodet trængte sig op i mine øjne, jeg kølede min pande med det salte vand, rev min kjole op, for at hver luftning kunne køle,men alt var flamme, havet selv skinnede, som ild af den røde lava, der væltede ned af bjerget! Familierne flygtede derfra. Jeg så koner med småbørn ved brystet og den lille bylt under armen, hørte deres jammer, og måtte med de første dele den lille sum, jeg havde hos mig; jeg fulgte strømmen op imellem vinhaverne, som indhegnes af de hvide mure, og hen imod hvor lavaen tog retning. En stor vinmark lå imellem os og den, og flere favne høj, som en glødende ilddynd, bevægede floden sig fremad over bygninger og mure; de flygtendes jammer, de fremmedes jubel over det imponerende syn, kuskenes og de handlendes grupper af fulde bønder, der stod i klynger om akvavithandlerne, de kørende og ridende, alt belyst af den røde ild, var et maleri, som ikke i sin helhed kan gengives. Man kunne gå ganske nær lavastrømmen, der flød sin bestemte gang; mange stak stokke i den eller penge, som de lod tage ud igen, indeklemt i et lavastykke. Rædsomt skønt var det, når et parti af ildmassen ved sin højde løsrev sig, det var som bølgens brænding! Det nedfaldende stykke lå som en strålende stjerne udenfor strømmen. Luften afkølede først de fremstående kanter, de blev sorte og det hele stykke syntes da et strålende guld i et kulsort net. På et af vintræerne havde de ophængt et madonnabillede i det håb, at ilden skulle standse for det hellige, men i samme afmålte gang skred den fremad; heden sved bladene på de høje træer, de bøjede sig nedad mod ilden, som de ville bede om nåde. Forventningsfuldt hvilte man et blik på Madonnas billede, men træet bøjede sig dybt for hende for den røde ildstrøm, den var kun nogle alen derfra. Da så jeg en kapucinermunk tæt ved mig løfte armen højt i vejret og råbte, at Madonnas billede brændte. »Redder hende, som hun vil redde eder fra ildens luer!«, men alle bævede og stirrede derhen, da styrtede en kvinde frem, råbte Madonnas navn og ilede mod den glødende død,men i samme nu så jeg en ung officer til hest, med dragen kårde, drive hende tilbage, skønt ilden stod, som en bjergmur op ved deres side. »Vanvittige!« råbte han. »Madonna trænger ej til din hjælp! Hun vil at det slet malede billede, vanhelligt af en synders hænder, skal brænde i ilden«. Ildstrømmen havde alt skjult træet og madonnabilledet, jeg stod længere fjernt derfra, støttende mig til en mur, hvor en del fremmede sad om et bord.«

»Jeg sad på den åbne altan ud til pladsen med Vesuv foran mig; den forunderlige verden, i hvilken jeg syntes at være hendrømt, tillod mig ikke at sove. Mit øje hvilede på bjerget, hvor ildsøjlen hævede sig fra krateretop mod den blodrøde, brede skymasse, der med denne syntes en mægtig pinje af ild og flamme; lavastrømmen var dens rødder, med hvilke den omsluttede bjerget. Min sjæl var greben af det store skuespil, Guds-stemmen, der talte fra vulkanen, som fra den stille, tavse nattehimmel. Det var etøjeblik, som vi kunne have dem, hvor så at sige, sjælen ansigt til ansigt skuer sin Gud! Jeg begreb hans almagt, visdom og godhed, han, for hvem lynet og hvirvelvinden er tjenere, uden hvis vilje ingen spurv er faldet til jorden. Mit eget liv stod klart for mig, jeg så en forunderlig ledelse og styrelse i det hele! Selv hver ulykke, hvor sorg var overgangen til noget bedre. Jeg så på den stjerneklare luft, det blanke sortblå hav, der skinnede rødt af lavaen og eruptionerne. Herlige natur! Udbrød da mit hjerte, du er min elskerinde! Du trykker mig til dit hjerte, åbner mig din himmel, og hver din luftning kysser mig på læbe og pande. Dig vil jeg synge, din skønhed din hellige storhed«.

Så H.C. Andersen i vulkanen Vesuv det uopnåelige? Var jordens indre ild for ham symbolet på det, som vi mennesker ikke kan kontrollere, ved denne velbehagelige gysen over det skrækkelige, det djævelske, det uforståelige - denne konstante kamp imellem det gode og det onde, som vulkanen repræsenterer. Det onde ved truslen om undergangen og tilintetgørelsen af generationers arbejde. Det gode ved den frugtbare jord - aske og lava, som vulkanen afgiver til menneskene. Kampen imellem det gode og onde lige såvel som i de store verdensreligioner: Gud og Djævelen. Uden vulkaner kunne intet levende liv eksistere på jorden. Luften vi til daglig indånder og det ligeså uundværlige vand i verdensoceanerne er vulkanernes gave til livet på jorden. Vanddampen er den vigtigste vulkanske gas, der frigives i et vulkanudbrud, og igennem millioner af år har den været med til at danne vandet i verdenshavene og luften i jordens atmosfære. Så uden vulkaner intet levende liv på jorden.

»Sort Vesuv sit Hoved løfter med den røde Flammelok. Som en mægtig Ild-Frugt hænger Månen over Keglens Rand; Opad Krateret sig trænger kulsort Røg; Alt står i brand. Månen skjules, alting sortner. Tavst vi står på samme Sted, Ilden hvirvler, Bjerget tordner, Sten rødgløde, rulle ned.«