Kronik: Harald Bergstedt- selv forrådt?

Ole Hyltoft skrev for et stykke tid siden, at det er et kors for tanken, hvorfor digteren Harald Bergstedt fra at være stjerne i landets største parti vælger at gå ind i en af folket foragtet sekt som DNSAP - dette i en rosende anmeldelse af Ida Nilssons biografi om Harald Bergstedt "Ildsjæl på vildspor" (JP 17/2).

Ja, hvorfor ? Hvordan kunne det gå til, at Socialdemokratiets huspoet kom fra lærkerede til nazirede, som Hyltoft formulerede det.

Ifølge overleveringen fandt der i 1941 et dramatisk intermezzo sted: Med assistance af tyskerne lykkedes det Bergstedt at fordrive redaktør H. P. Sørensen fra Socialdemokraten. Redaktøren havde nægtet at trykke et Bergstedt-referat (fordelt over tre kronikker) fra en Tysklandsrejse, fordi det var den rene nazipropaganda. Således fik Bergstedt ganske vist sine kronikker trykt, men han var også afsløret som nazist, mens den fordrevne H. P. Sørensen nærmest blev anset som en pioner i den gryende modstandskamp. Men er overleveringen også sand?

Bergstedt havde en anden opfattelse. Navnlig rygtet om, at han havde været i ledtog med tyskerne, var belastende. Da han ønskede at bringe et dementi i Socialdemokraten, blev det imidlertid afslået.

Han lod det i stedet trykke i et nyudkommet tidsskrift: Globus, i eftersommeren 1941, dvs. mere end et år inden, han gik over til nationalsocialisterne (november 1942). Partifælle Bergstedt gør her opmærksom på, at han ikke var nazist, og at han havde refereret fra Tyskland som 100 pct. tilhænger af Staunings samarbejdslinie. Han kendte kun to tyskere: én (uden relevans) og så "hr. Meissner (gesandtskabet)", som Bergstedt aldrig havde truffet privat. Det var det hele.

Bergstedts oplysning kan naturligvis ikke siges at være overraskende, når den er fremsat af ham selv. Mere opsigtsvækkende er en udtalelse fremsat af en person, der var tæt på begivenhederne:

»Det var ikke tyskerne - som det ofte er blevet hævdet efter krigen - men hans egne partifæller, som havde givet H. P. Sørensen anledning til at gå af.«

Oplysningen er fremkommet så sent som i 1996, udtalt af Gustav Meissner i hans erindringer, som er udgivet på dansk af Aage Trommer. Det er den samme Meissner fra gesandtskabet, som Bergstedt omtalte i Globus 55 år tidligere.

Gustav Meissner (1910-95) var en "venlig" og frygtet presseattaché ved det tyske gesandtskab i København. Under ham sorterede kontrollen med pressen under besættelsestidens første tre år.

Altså en hovedaktør. Men kan man fæste lid til en kilde af den art ? Herom siger Aage Trommer i forordet til Meissners erindringer:

»Historiens aktører forlader scenen med forskellige skudsmål. Historieforskningen kan dog ikke tillade sig at gøre moralske valg mellem "de gode og de onde". For at bevare fortiden til eftertiden så fuldstændigt, som det er muligt, er alle overleveringer væsentlige.« Så vidt Trommer.

Den rejse, Bergstedt deltog i, var én af flere socialdemokratiske "forståelsesrejser", hvor en håndplukket delegation af topfolk fra D.s.F. - den tids LO - var nede at suge indtryk fra Det Tredje Rige i dagene 5.-16. maj 1941. Konceptet var Meissners, og Stauning havde givet sin anbefaling.

Rejsens referent var den 64-årige Harald Bergstedt, udkommanderet af bladet - ifølge dementiet.

Mens rejsen fandt sted, forandrede verden sig. Der meldtes først om store, tyske sejre på Balkan, som imidlertid afløstes af rygter om troppekoncentrationer ved den russiske vestgrænse (9/5), fulgt igen af omrokeringer i den højeste sovjetrussiske ledelse og oveni Rudolf Hess' ganske uforklarlige solo-flyvning til England med et tilbud om fredsforhandlinger (13/5). De indviede mente at vide, at det betød snarlig krig mellem Adolf Hitler og Josef Stalin. Altså Tyskland i krig på to fronter.

Efter hjemkomsten skulle der gå mere end en måned, før Bergstedts kronikker blev bragt. Ifølge Bergstedts oplysninger, fremsat efter hans "konvertering", skete der en del mærkværdigheder. Bergstedt havde således straks tilbudt redaktør H.P. Sørensen referatet, men denne var ikke interesseret i at modtage noget. Som ugerne gik, blev der fra tysk side - gennem Dansk-Tysk Pressesekretariat - rykket for det lovede referat. Redaktøren hævdede mere end én gang, at han ikke kunne få noget referat - altså fra Bergstedt. På et møde for rejsedeltagerne blev Bergstedt selv konfronteret med Herr Meissner, som gerne ville vide, hvor referatet blev af. I sin rådvildhed sendte Bergstedt uopfordret referatet til sin redaktør. Det var 27 dage efter hjemkomsten (12/6).

På bladet fandt der nu et efterfølgende møde sted (16/6) mellem Bergstedt og H. P. Sørensen, som meddelte Bergstedt, at kronikkerne ikke ville blive bragt. Årsagen var kronikkernes for forsonlige tone. Bergstedt medgav gerne, at referatet var afgjort forsonligt, men ikke mere. Efter at Staunings forsoningslinie m.m. var blevet drøftet, erklærede redaktøren, at han ville forelægge problemet for Socialdemokratens særlige kontrolkomité, og hvis den afgjorde, at referatet skulle bringes, så gik han. Det hjalp ikke det mindste, at Bergstedt tilbød redaktøren at foretage en hvilken som helst ændring af kronikkerne. F.eks. at slå dem sammen til en enkelt kronik.

Den 18. juni afholdtes mødet i kontrolkomitéen, hvor redaktør H. P. Sørensen var til stede, hvilket var formént Bergstedt. Dagen efter blev Bergstedt ringet op af H. P. Sørensen:

»Kontrolkomitéen har desavoueret mig. Dit referat kommer på i morgen.« Redaktøren var gået !

Samme dag: I Socialdemokraten kan der læses om meldinger, indløbet fra Tyskland, hvor man nu kun ventede på, at den spændte militærpolitiske situation blev udløst i en eksplosion.

Dagen efter, den 20. juni 1941, bliver Bergstedts første kronik offentliggjort. De to øvrige følger den 21. og 23. juni. Det er netop i de dage, Tyskland løber storm mod Sovjetunionen ...

Hver af kronikkerne var forsynet med en "manchet" af redaktionen, dvs. af H. P. Sørensen. Der blev gjort opmærksom på, at de indeholdt: »Nogle betragtninger af politisk, ideologisk karakter, som Socialdemokratens redaktion ikke er enig i.« Uheldigvis blev det ikke uddybet nærmere, hvad det var i teksterne, redaktionen ikke var enig i. Det måtte læserne under de forhåndenværende forhold selv gætte sig til. Ingen let sag.

Det hører også med, at redaktøren ifølge Bergstedt havde strøget de linier i begyndelsen af referatet, hvor Bergstedt havde informeret læserne om, at han var "udkommanderet af bladet". Læserne måtte åbenbart ikke vide, at redaktøren selv havde udsendt Bergstedt.

Under forudsætning af, at besættelsesmagten som hævdet af Gustav Meissner ikke var inde i spillet omkring redaktørens afgang, må den uhyggelige beskyldning mod Bergstedt selvsagt falde til jorden. Var Bergstedt ikke i ledtog med tyskerne, kan han som skrivende undersåt på Socialdemokraten naturligvis heller ikke ene mand have fordrevet sin chef. Så skulle han da have hypnotiske evner, hvad han nok trods alt ikke havde.

Såfremt man - med Aage Trommers ord in mente - vover sig lidt længere ud på besættelsestidens usikre is, melder der sig en del spørgsmål. Meissner har som sagt oplyst, at det var H. P. Sørensens egne partifæller, som havde givet ham "anledning til at gå af". Det kan i så fald kun betyde, at H. P. Sørensen ikke var udsat for pres fra nogen side, og at det derfor må have været hans eget ønske at komme væk fra redaktørstolen. Bergstedts kronikker var fortræffeligt egnede som påskud og spring- bræt til at nå dette mål.

Set i dét lys, er der nemlig en mening i galskaben,

Det hele fandt sted under indtryk af den vældige tofronts-krig, der var under opmarch ude i verden. Som redaktør på regeringsorganet har H. P. Sørensen antagelig været bedre informeret end de fleste. Det var nu med ét slag ikke længere så sikkert, at Tyskland ville vinde krigen. Uoverskueligheden og uvisheden - også indenrigspolitisk - kunne nok fratage en redaktør lysten til at fortsætte i et sæde, der kunne gå hen og blive rødglødende, eftersom samme redaktør ikke havde holdt sig tilbage med at skrive positivt og manende om et tillidsfuldt samarbejde med besættelsesmagten og om Staunings positive syn på det nye Europa.

Nu hvor krigen gik ind i en ny, skræmmende fase, kan partifællerne meget vel have stillet sig solidarisk til, at "Søren" fik en mulighed for at slippe væk fra bladet med æren og fremtidsmulighederne i behold - uden at det så ud som en flugt.

I bedømmelsen af Bergstedt er det ikke det primære, om den ene eller anden version af intermezzoet er i overensstemmelse med virkeligheden, selvom det i sig selv kan være interessant nok.

Af afgørende betydning må det derimod være, at Bergstedt ikke var i tvivl om, at han var blevet forrådt og misbrugt som et stykke kvæg i en nådesløs rævekage, bagt under besættelsen.

Når man i dag efterlyser en uddybende forklaring, går det derfor ikke an at ignorere de bitre erfaringer, Bergstedt måtte indhøste i relation til kronikkerne i sommeren 1941. De har givetvis spillet en betydelig rolle for det fatale skridt. Dertil kommer, at han mente sig frosset ud, udsultet på sit levebrød, af unge og yngre partifæller, især efter Staunings død i maj 1942.

Stjernen i landets største parti lyste ikke mere. På det nazistiske organ Fædrelandet var det stillet ham i udsigt, at han i givet fald kunne komme frit til orde, hvad der ikke længere var muligt på Socialdemokraten. Selvopholdelsesdriften og udsigten til et nyt virkefelt - realiserbart trods en forholdsvis høj alder - har nok slået hovedet på sømmet.

Litteratur:

Ernst Christiansen: Radioen under Krigen (1945).

Oluf Bertolt m.fl.: En bygning vi rejser, bd III (1955).

Harald Bergstedt: Sladder i Andegaarden, Globus (aug./ sept. 1941).

Gustav Meissner: Som jeg så det (1996). Frank Nielsen

Harald Bergstedt: Sange fra Gitteret (1948). cand.mag.

Oluf Bertolt/ H.C. Hansen: Th. Stauning (1942). Vang

Jens Otto Krag: Ung mand fra trediverne (1969). Bornholm