Kronik: Carl Nielsen - den alt for ukendte

Carl Nielsens liv er et eventyr på linie med vor anden store fynbo, H. C. Andersens. Begge svang de sig fra yderst fattige kår op til at blive to af vore største kulturpersoner. Men hvor H. C. Andersens liv fik et positivt forløb, var Carl Nielsen plaget af alvorlige problemer i sit privatliv og af store skuffelser i det kunstneriske liv - hvilket formentlig var med til at lægge ham i graven i en relativ ung alder. Han døde i dag for 70 år siden - kun 66 år.

Døden indtraf på et tidspunkt, hvor han fortsat havde stor skaberkraft, som det fremgår af det sidste større værk, han nåede at fuldføre, orgelværket "Commotio". Carl Nielsen havde også planer om at skrive en tredje opera, ligesom han havde lovet en koncert til hver af de fem medlemmer af Københavns Blæserkvintet, til hvem han skrev et af sine bedste og det til dato mest indspillede værk. Desværre nåede han kun at komponere en fløjte- og en klarinetkoncert. Vi fik aldrig en fagot-, obo- eller hornkoncert. Særlig savnet af hornkoncerten må beklages, når man tænker på, hvor smukt Carl Nielsen lader dette instrument komme til orde netop i sin "Blæserkvintet" og i mange af sine symfonier.

Karakteristisk for ham er det, at han bevægede sig lige hjemmevant i alle genre - fra operaen og symfonien til den enkle sang - og at hans skaben beskriver en stadig udvikling. Tænk om han havde fået lov at leve ligeså længe som den jævnaldrende Jean Sibelius, der først døde i 1957 - og som i øvrigt ikke satte en pen til nodepapiret fra og med 1929!

Carl August Nielsen blev født i 1865 i nærheden af Nr. Lyndelse på Fyn som den syvende i en børneflok på 12 - hvor den sidst fødte derfor fik navnet Anna Dusine! Faderen var maler af profession - men nok så meget spillemand, og som sådan kendt over hele Fyn. Carl Nielsen har givet en smuk skildring af sine første livsår i erindringsbogen "Min fynske Barndom" Her beskrives bl.a. den dybe fattigdom, som prægede barndomshjemmet, hvor døden, som i alle andre fattige hjem, var en hyppig gæst. Og alligevel er der et lys og en varme over denne bog, som må virke slående for den velfærdsbrokketid, vi lever i.

Som alle andre fattigfolks børn på landet måtte den lille Carl tidligt ud at tjene hos bønderne. Et ensomt og ensformigt arbejde var det - uden mulighed for at krybe i ly i tilfælde af blæst eller regn. »Jeg var tit meget bedrøvet og længtes efter ... at komme hjem igen . ... Den eneste virkelige afveksling bestod i at spise min mellemmad - to gange om dagen og så se på min solring, hvor længe der var til aften. ... Og dog - vil man tro mig; denne ensomhed, disse besværligheder og tårer gemmer for mig noget af himlen og jordens poesi.«

De naturindtryk, som han modtog her, blev råstoffet i hans musik. Carl Nielsen skriver bevægende om, hvordan hans musikalske bevidsthed igennem børne- og ungdomsårene udviklede sig, bl.a. når han som udøvende fulgte faderen og hans trio, der også rummede klarinettisten Blinde Anders - smukt portrætteret i korværket "Fynsk Foraar" - og violinisten Chr. Larsen Bellinge, rundt til ballerne på de fynske gårde. Sidstnævnte havde fået violinundervisning i København. Men efter kun et halvt år kaldte faderen ham hjem til gården.

Ofte spillede Chr. Larsen »et solonummer af den højere musik«, og »der blev så stille som i en kirke.« Han gjorde også bemærkninger om musikken. »Så fik hans stemme en egen dyb klang, der åbenbarede en betaget sjæl, som atter virkede på min«. Og Carl Nielsen spørger: »Hvorfor skulle jeg komme frem ad den vej, hvor mine brødre og andre havde ligeså gode betingelser?« Mange evner gik til spilde dengang. Derfor satte han sit håb til, at »der engang vil komme en tid, hvor de menneskelige evner får lov at udfolde sig helt og fuldt«.

Efter afslutningen af skolen kom Carl Nielsen i købmandslære. Men det var ikke lige ham, som man siger, så da der blev en stilling ledig ved militærmusikken i Odense, søgte og fik han den. Inden han kun 14 år gammel gjorde sin entre ved 16. bataljon i Odense, formanede hans mor ham til at undgå en af musikerne, der var kendt for at have et særlig godt øje til det andet køn. Tilfældet ville, at netop denne person tog sig særlig pænt af den lille Carl, der nu så småt begyndte at komponere.

En aften, da militærmusikerne gav koncert, hørte Carl Nielsen i en pause, at der blev talt om ham. En af de ældre musikere kritiserede i kraftige vendinger en kvartet, som den unge Nielsen netop havde komponeret. »Der er ikke fire takter af ham selv, det er Pleyel, og Haydn og Onslow altsammen«. Men han fik svar af den musiker, som Carl var blevet advaret imod: »Nu skal jeg sige jer alle sammen een ting: selvom den dreng ikke havde komponeret en tone, så kan jeg fanden lyne mig se på ham, at der kommer noget«. Og det gjorde der som bekendt: To operaer, seks symfonier, tre koncerter, tre korværker, kammermusik og de mange sange, som fylder godt i Højskolesangbogen - og dermed i det folkelige liv her i landet. Mon noget andet land ejer en tilsvarende skat af denne form for folkelige sange?

Det formelle udspil i denne sag fandt sted i 1915 i samarbejde med organisten ved Holmens Kirke i København, den noget ældre Ths. Laub - i øvrigt også fynbo. Han havde gennemført indgående studier af den gregorianske sang og af de danske folkeviser. På den baggrund vovede han at udfordre den såkaldte "Vartovsang-Bevægelse", dvs. de meget syngende grundtvigianere, som helst holdt sig til den sentimentalt romantiske stil med hensyn til salmer og sange. I dette opgør stillede Carl Nielsen sig helt på Laubs side.

13/4 1915 inviterede Laub og Nielsen til en "Dansk Vise-Aften" i Odd Fellow Palæets Lille Sal i København. Her blev bl.a. Carl Nielsens melodi til Aakjærs "Nu er dagen fuld af sang" og til Oehlenschlägers "Underlige aftenlufte" holdt over dåben sammen med bl.a. Laubs melodi til Blichers "Det er hvidt herude" og Oehlenshlägers "Fra kvalmfulde mure" og "I skyggen vi vanke". Politiken karakteriserede denne sangaften som »en højst besynderlig ide«, mens Berlingske Tidende fandt det »usandsynligt, at nogle af disse viser kan vinde udbredelse«. Helt sikkert var det i hvert fald, at Carl Nielsens melodi til "Underlige aftenlufte" ikke ville kunne fortrænge den allerede komponerede!

Det første eksempel på den folkelige sangstil, som Carl Nielsen lyttede sig frem til, skriver sig fra 1894, hvor han udsendte "Seks Sange" til digte af Ludvig Holstein - den forfatter der samme med Jeppe Aakjær synes at have inspireret Carl Nielsen mest. Jeg tænker på sangen "I solen går jeg bag min plov".

Til en af sine gode venner højskoleforstander Harald Balslev, der selv betænkte Højskolesangbogen med et par smukke forårssange, skrev Carl Nielsen bl.a.: »Folkesangen ligger mig i den grad på sinde, at når jeg skriver en sådan melodi, er det som om det ikke er mig, der komponerer, men venner, frænder og landets folk, der ønsker det således. Det kommer så af sig selv, og jeg er kun et rør hvorigennem strømmen går.« I 1922 kunne Carl Nielsen sammen med Laub, Thorvald Aagaard og Oluf Ring udsende "Højskolesangbogens Melodibog" - et skatkammer af dansk kultur.

Men også "den store musik" lå som bekendt Carl Nielsen på sinde. To operarer blev det til - den storladne og dramatiske "Saul og David" og den muntre "Maskarade". Carl Nielsens første og fremragende biograf Torben Meyer mener i sit to binds værk "Carl Nielsen - Kunstneren og Mennesket" (1947 - 48), at der ikke »efter Mozarts "Figaros bryllup" og "Cosi fan tutte" (er) skrevet en så genial buffo-opera«. Den engelske musikolog og komponist, Derek Cook, der bl.a. kendes som fuldenderen af Mahlers 10. symfoni, har udpeget Carl Nielsens 5. symfoni til århundredets bedste. Den tyske klarinettist Sabine Meyer, en overgang førsteklarinettist i Berliner Philharmonien, har karakteriseret Nielsens klarinetkoncert som den bedste siden Mozarts. Og den svenske komponist Dag Wirén har udtalt disse rosende ord: »Jeg tror på Bach, Mozart og Carl Nielsen.«

Al denne ros for at sætte den kendsgerning i relief, at Carl Nielsen endnu i dag er nogenlunde ligeså ukendt udenfor Norden og England, som han var, da han døde i for 70 år siden. Det er efter mit skøn en af de store gåder i musikhistorien, at den komponist, der i særlig grad på sin helt originale måde videreførte Beethoven-Brahms-linien er så ignoreret på det europæiske kontinent.

I disse år gøres der af DR's musikchef Per Erik Veng en glimrende indsats for at udbrede kendskabet til Nielsens musik især i Centraleuropa. Men hvorfor er det ikke sket før? For et par år siden tog JP's musikmedarbejder Elisabeth Saugmann spørgsmålet op om det unøjagtige Nielsen-nodemateriale - en sag, som har været kendt af danske musikfolk i årevis. Kulturminister Jytte Hilden reagerede straks og fandt de fornødne midler til et kritisk gennemsyn og nyt optryk af Nielsen-noderne. Jamen, hvorfor skulle der gå så mange år? Fire personer har indtil nu publiceret Nielsen-biografier. Først sidste år var det omsider en mand af faget, der skrev! Der gik 34 år før Carl Nielsens symfoniske gennembrud "Sinfonia espansiva" blev pladeindspillet, 44 år før korværket "Fynsk Foraar" og endnu længere tid før de to operaer blev det. Netop fordi Carl Nielsen forløste den danske folkesjæl musikalsk, skulle man jo tro, at han havde opnået en hertil svarende folkelig yndest. Men det er langt fra tilfældet. Blandt folkets store tælles han sjældent med. Det er forfatterne, som er altdominerende blandt det kulturfolk, som mindes. I enkelte byer har man komponistkvarterer, men sjældent Carl Nielsen-gader. End ikke Odense , hvor han holdt til som ung, har kunnet overkomme at opkalde en plads eller gade efter ham. Og i hovedstaden må han nøjes med et yderst beskedent sidestrøg til Østerbrogade.

Carl Nielsen var af alle kendt som et hjertevarmt og ligefremt menneske med et stort livsmod og en udpræget humoristisk sans. Det kom derfor bag på mange, da han i forbindelse med sin 60 årsdag i et avisinterview bl.a. udtalte: »Ifald jeg kunne leve mit liv om, ville jeg piske alle kunstnergriller ud af mit hoved.« Det ville han gøre, fordi han følte sig »som en fjotet fantast« , der troede, »at jo mere jeg arbejdede og stræbte i min kunst, desto bedre måtte min hele stilling blive«.

Her talte Carl Nielsen ikke om sin pekuniære stilling Nej, Carl Nielsen talte først og fremmest ud fra en skuffelse over den mangel på forståelse, som hans musik mødte i udlandet - og da ganske særligt i Tyskland, hvor tre store fremstød med nogle års mellemrum ikke blot var slået fuldstændig fejl. Hans musik var også blevet rakket ned - på et tidspunkt hvor »den enes trang til at være endnu mere moderne end hans kollega var i går, nærmest må kaldes en sygdom, som bunder dels i mangel på ægte og oprigtig begavelse, dels i en grænseløs overvurdering af nye påfund«. Det er som bekendt en sygdom, musikken stadig ikke er blevet helbredt for!

Carl Nielsen mindedes i denne forbindelse komponisten Bela Bartoks tåbelige spørgsmål til ham: »Synes De, at jeg er tilstrækkelig moderne? Se, denne mand var altså trods sine betydelige evner ikke klar over, at man ikke skal gå på jagt efter modernitet, men blot søge at være sig selv«. Carl Nielsen afholdt sig ikke selv fra at søge nye veje. Men han afholdt sig fra det manierede og det overlæssede. Der er en renfærdighed ved ham - både som menneske og som komponist.