Kronik: Jagten på livsglæden

O, at være et æble

svulme i rigdom og Mag

Suge begærligt i Stilken

slippe en Sensommerdag

Når jeg indleder med denne tredje strofe af Frank Jægers berømte ''Være-Digt'' (fra ''Morgenens Trompet'', 1949) - først udødeliggjort af komponisten Tonny Vejslev, senere af Danmarks ''nationalskjald'' Kim Larsen - skyldes det, at digtet i få linier udtrykker kvintessensen af Frank Jægers livsfilosofi. Læg blot mærke til ordene ''svulme i rigdom'' og ''suge begærligt''; ja, hele digtet er én sanseoplevelse.

Men Frank Jæger var ikke naiv, heller ikke over for konsekvenserne af sine valg; allerede i dette digt, som han skrev som kun 23-årig, mærkes derouten, næsten som en forudanelse om hans egen alt for tidlige død:

O at være en Stodder

stedt på den regnvåde Vej

Ensom, fordrukken og sølle.

Saadan en Stodder er jeg.

Frank Jæger slap stilken, ikke en sensommerdag, men en solrig julidag 1977, kun 51 år.

I en tid, hvor de politiske fronter desværre igen trækkes skarpt op, hvor et nyt våbenkapløb truer med at bringe os i en ny koldkrigssituation, er Frank Jæger og hele kredsen omkring tidsskriftet Heretica, som Jæger var medredaktør af, særdeles aktuel.

Derfor er det uhyre vigtigt at forstå Hereticas rolle for at få fuldt udbytte og forståelse af Frank Jægers produktion.

I efterkrigstiden, hvor de politiske ideologier var langt mere polariserede, og hvor nuancerne var få, var det at forholde sig politisk et forholdsvis enkelt valg mellem den vestlige verdens markedsøkonomi, eller den Sovjettro kommunistiske omfordelingsteori. Samtidig hermed blev kravene til politisk stillingtagen og selvransagelse hos de intellektuelle og hos kunstnerne ikke mindst stadigt større.

Mange mente - som Sven Møller Kristensen, der grundlagde det kunstneriske forum Dialog i slutningen af 1940'erne - at forfatterne burde være bannerførere for en politisk (socialistisk) ideologi, og, som han kaldte det, »den skrappeste rationalisme.« Andre var af den stik modsatte opfattelse: At det netop var den overdrevne fornufts- og intellektdyrkelse, der havde være med til at skabe krisen, og mange af disse forfattere, lyrikere, debattører søgte tilflugt i tidens andet store forum: Heretica, anført af forfatteren og forlæggeren Ole Wivel i 1950. Han og kredsen omkring ham, der blandt andre talte så prominente skribenter som Martin A. Hansen, Bjørn Poulsen og altså også Frank Jæger fastholdt, at digterne, kunstnerne i det hele taget, havde ret til og burde holde sig uden for den offentlige polemik.

I forbindelse med en samtale{+1}{+)} jeg havde med Ole Wivel, da han for en del år siden var redaktør for Gyldendal, sagde han blandt andet lige ud om dannelsen af Heretica: »Det var vel, for at sige det helt kort, marxisme stillet over for eksistentialisme, forstået på den måde, at vi fastholdt, at den litterære udtryksform ikke skulle manipuleres eller kunne vurderes af et overordnet politisk synspunkt ... der er andet i verden end politik. I det øjeblik man siger, der er ikke andet end politik, har man overgivet sig til totalitarismen, og det var det, vi ikke ville.«

Frank Jæger valgte at holde sig uden for den offentlige politiske debat, og dyrkede - først og fremmest - den rene livsnydelse, hvilket vel kommer klarest til udtryk i hans tidligere værker. Han havde valgt ''det lille liv'', som det kommer til udtryk i såvel debuten ''Dydige digte'' (1948) og i ''Morgendagens Trompet'', der udkom allerede året efter:

Vi vil sætte os i grøfterne og

med stor stemme forlange, at

vore huse, vore piger og altfor

få børn, vore håndgribelige og

uvirkelige dyr, vor jord skal leve

Jæger er på en vis måde datidens Dan Turell; han elsker hverdagene, det nære liv. Jæger beretter med stor indlevelse og menneskelig forståelse - og ikke uden lune - om de mennesker, han møder, sit hus, ja, blot det at save brænde. Men, som indledningsvis nævnt, er han heller ikke naiv; han kender - og navnlig kommer til at kende stadigt mere til livets skyggesider, hvilket velsagtens også hænger sammen med hans stigende alkoholmisbrug; problemer i forhold til kvinder, det at indordne sig i et forhold. Jeg tror, at Frank Jæger på et meget tidligt tidspunkt af sit liv har været ganske klar over dette skisma; at man vanskeligt kun kan leve i og for nuet. Går vi til prosaen, er allerede hans første roman ''Iners'' (1950) præget af dette dilemma. Iners (læs: inerti), som er den navnesymbolik, Jæger har givet den mandlige hovedperson, er for så vidt lykkelig, så længe han med sit fløjtespil kan valfarte fra sted til sted, men i det øjeblik han skal skabe sig en tilværelse sammen med et andet menneske, kniber det ganske gevaldigt med at sætte sig ud over nuet, lægge fremtidsplaner, og hans kærlighed havarerer da også på den bekostning.

I det hele taget er Frank Jægers forskellige parforhold ikke så idylliske, som de er blevet gjort til, ikke mindst på grund af Mogensens tegneserier om ''Poeten og lillemor'' hvor han angiveligt - ganske vist kun som en skitse - skulle have anvendt Jæger-familien i de yngre år.

I ''De fem årstider'' beretter Jæger om sin egen kærligheds glæder og sorger efter helt klassisk mønster følgende årstidernes skiften; dog lader han en sidste, femte årstid være helliget det nye liv; barnet, fremtiden og håbet.

''Den lyse Jæger'', som var hans tilnavn i ungdommen, bliver med tiden mere pessimistisk. Samtidig føler han stadig større væmmelse, som årene går, over tidens overfladiskhed, tomme statussymboler, liv, der ikke leves fuldt ud. I digtet ''Recititativ, ved en bazar til fordel for gudernes efterladte'' har han virkelig hvæsset pennen, allerede i titlen(!) - Hér spares ikke på ironien over nutidslivet, der desværre minder meget om det nuværende, efter min opfattelse.

Frank Jæger påkalder sig, som modtræk, den ægte guddommelige vildskab og grusomhed, som i øvrigt bringer mindelser om Sophus Claussens ''djævlerier'', eksempelvis i ''Suiten om Amaryllis''.

Et højdepunkt i forfatterskabet er digtsamlingen ''Tyren'' (1953), hvor det stort anlagte titeldigt med held bruger tyren symbolsk som den umådelige livskraft og skabertrang, der håner borgerskabets fornuftsdyrkelse og hule livsstil. Samtidig kan digtet læses som en hyldest til Danmark, der - sit flade landskab til trods - rummer uanede kræfter. Sletterne er behersket af tyren, hvorom det hedder:

Jeg, jeg er født

i sletternes lave land,

svøbt under torden

og ammet i solens brand.

--------

Bjergbo, som tror,

at det største i verden er jætterne.

Det største i verden er fladt.

Gå udenom sletterne.

Der er saft og kraft og en voldsom naturmetaforik; torden og solbrand, i dette digt, der ligefrem rummer en advarsel til nutidsmennesket om naturens uhæmmede kræfter!

I det hele taget forbliver Frank Jæger en naturens digter. Det er et karakteristika for Jæger at foretrække vinterens barskhed og krav til udholdenhed for sommerens større magelighed; jævnfør. ''Møde med pigen'' og ''Vandring i vinterskov'' fra henholdsvis. ''Havkarlens sange'' (1956) og ''Cinna'' (1959). Sidstnævnte et ofte overset værk, men efter min opfattelse en digtsamling, hvor Jæger (foruden at tage afstand til politiseren og småborgerlighed) rent sprogligt skærper sin stil i motivvalg og billedsprog.

Også prosaen bliver skarpere, mere rendyrket. ''Den unge Jægers lidelser'' har ikke andet med Goethe at gøre end et muntert ordspil på Goethes ''Werther''; det er først og sidst selvbiografi blandet godt op med særdeles morsomme, fabulerende hændelser, taget af en rig fantasi. Allerede tre år senere nærmer Jæger sig den realistiske skildring med ''Kapellanen og andre fortællinger'' (1957). Året efter udgiver Frank Jæger en væsentlig samling essays fra den - ofte barske - hverdag, i en meget realistisk og reflekterende stil: ''Velkommen, vinter''.

Frank Jæger forsøger sig herefter også som forfatter til hørespil, men får aldrig den helt store succes på dette område; en positiv undtagelse er ''Pelsen'' (fra 1964). Hans ''Jægerviser'' opnår til gengæld stor folkelig udbredelse. Op gennem 1960'erne gør Jæger sig mest i noveller og essays.

Hvad grunden nu end kan være, godkendtes Jæger stadig ikke på parnasset. Det kan have haft noget at gøre med den udprægede folkelige djærvhed, nedgørelsen af borgerskabet, men nok snarere det faktum, at Frank Jæger på et tidspunkt, da selv så fremtrædende ''hereticanere'' som Martin A. Hansen og Poul la Cour for længst havde blandet sig i tidens tummel, og forfattere som Klaus Rifbjerg og Leif Panduro havde debuteret, forblev i sit - stort set uændrede - univers. I Panduro fandt Jæger sin overmand, hvad angår hudfletning af (små)borgerlighed, og Jæger fik aldrig prøvet kræfter med TV-mediet, men fortsatte med hørespil på et tidspunkt, da Panduro tryllebandt seerne til skærmen.

Trods tilbagevendende sygdom og alkoholmisbrug vendte Jæger dog hårdnakket tilbage gang efter gang, og en oprejsning må han have følt det som, da han i 1969 modtog Det Danske Akademis pris. Hans sidste bog blev ''Udsigt til Kronborg - sengelæsningshistorier'' (udgivet i 1976, altså kun ét år før hans død).

Meget er blevet sagt om Frank Jæger, men man må respektere, at manden levede sit liv fuldt og helt efter sin målsætning, med de omkostninger, han vidste, det ville medføre; desuden at hans sprogfornyelse placerer ham som én af Danmarks største digtere i nyere tid; en digter, der til stadighed kan fascinere og inspirere nye lyrikere.

--

{+1}{+)}Optrykt i P. Aarestrups afhandling: ''Den humanistiske krise i efterkrigstidslitteraturen'', Københavns Universitet, Humaniora.