Kronik: Modstandsbevægelsen i fakta-perspektiv
De senere års forskning i modstandsbevægelsen har ikke tilføjet noget videre til substansen i vor viden. Den egentlige værdi ligger deri, at tidligere forskning er blevet kontrolleret ved en kritisk gennemgang. Hvis ikke man holder sig for øje, at Danmark var i krig, mister modstandsbevægelsen sin legitimitet, og enhver diskussion bliver meningsløs, skriver Thomas Borgsmidt.
DEBATTEN om modstandsbevægelsen under Den Anden Verdenskrig er dukket op igen - senest med diskussionen af stikkerlikvideringerne. Indlæggene har et meget personligt udgangspunkt, men de mangler perspektiv, fokus og proportionssans. Dette gælder, hvad enten det drejer sig om stikkerlikvideringer, danske virksomheders arbejde for tyskerne eller sabotagens effektivitet.
De senere års forskning i modstandsbevægelsen under Den Anden Verdenskrig har ikke tilføjet noget videre til substansen i vor viden. Den egentlige værdi ligger deri, at tidligere forskning er blevet kontrolleret ved en kritisk gennemgang.
Modstandsbevægelsens mål var at få Danmark anerkendt som krigsførende magt. Hvis ikke man holder sig for øje, at Danmark var i krig, mister modstandsbevægelsen sin legitimitet, og enhver diskussion bliver meningsløs. Man indføjede sig i den overordnede allierede krigsførelse, og alle modstandsbevægelsens handlinger må ses i dette perspektiv.
I den første del af krigen var der tre faktorer, der talte afgørende til Danmarks fordel:
1) Indsatsen af danske søfolk og redere, der ydede transportkapacitet på det tidspunkt, hvor England var ved at sulte ihjel. Disse bar også de største tab gennem krigen.
2) Oplysningerne om skibsfart i de danske farvande og uddannelsen af tyske ubådsbesætninger omkring Bornholm. Meldingerne indgik i det efterretningsbillede, som var hele grundlaget for kampen mod ubådene.
3) Basefaciliteterne for patruljeflyvningerne fra Grønland/Island/Færøerne.
Kursændringen i 1943
Denne indsats var så vital for den allierede krigsførelse - det var spørgsmålet om Englands eksistens - at alt andet måtte vige:
- Man kunne ikke rekruttere ledere og telegrafister til modstandsbevægelsen blandt danske søfolk - de var alt for vigtige i sejladsen til at kunne undværes til sekundære opgaver.
- De allieredes beklagelser gik på udleveringen af de danske motortorpedobåde. Sammenlignet hermed var værnemageriet ligegyldigt. Desuden må man formode, at en virksomhed som A.P. Møller af de allierede havde fået godkendt leverancer til tyskerne.
- Sabotage måtte ikke under nogen omstændigheder bringe meldingerne om skibsfart i fare.
Derfor var den modstandsaktivitet før august 1943, der trods alt foregik, rettet mod at forbedre kommunikationen med England. De nedkastede våben var få og dårlige, og englændernes idé om at fjernstyre modstandskampen fra London viste sig, også i Holland, at være dårlig.
De allieredes tvivl gik på, om udlandsdanskernes og efterretningskilderne var repræsentative for den danske befolkning.
I forbindelse med sammenbruddet af samarbejdspolitikken i august 1943, som skete med udtrykkelig velsignelse fra London, sker der flere ting:
1) Frihedsrådet etableres. Organet var fuldstændig selvbestaltet; men befolkningen fulgte rådets henstillinger, og det var i stand til at samarbejde effektivt med de allierede.
2) London får endelig en forbindelsesofficer i Flemming Muus, som effektivt kan formidle samarbejdet med den danske modstandsbevægelse.
3) Ryggen på den tyske ubådsflåde bliver knækket, og koden bliver brudt igen, så afhængigheden af andre informationskilder bliver reduceret.
4) Efter folkestrejken i 1944 får London tillid til, at Frihedsrådet kan styre befolkningen og situationen.
Som følge heraf kan de allierede begynde at overveje, om modstandsbevægelsen er i stand til at løse andre opgaver.
Den opgave, der generelt trænger sig på for de allierede, er invasionen af Europa. Alt, der tjener dette formål, fremmes, alt andet nedprioriteres. Den danske modstandsbevægelses opgave bestod i at medvirke som en lille del til at sløre det reelle landgangssted. Vildledningsplanen lykkedes, dog ikke på grund af den danske modstandsbevægelse, idet indsatsen af den tyske reserve blev forsinket i et par døgn. Konsekvensen for modstandsbevægelsen var alvorlig. I løbet af 1944 bliver den faktisk rullet op af Gestapo, og Frihedsrådet bestod i en periode i praksis af Frode Jakobsen alene.
Efter invasionen i Normandiet udvikler situationen sig sideløbende på flere områder:
1) Modstandsbevægelsen bliver reelt genopbygget, og den danske modstandsbevægelse får højere prioritet i de nedkastede forsyninger.
2) Forbindelsen til det ''officielle Danmark'' (de gamle politiske partier) og statskassen etableres.
3) Tyskerne intensiverer bekæmpelsen af modstandsbevægelsen.
4) Tankerne koncentreres om, hvorledes det tyske sammenbrud skal håndteres.
Det problem, de allierede tumler med, er, at der i Norge stod ca. 10 tyske divisioner eller en lille armé. Fra et militært synspunkt var det afgørende, at denne armé ikke angreb et allieret fremstød mod Berlin.
Den danske jernbanesabotage kunne ikke alvorligt forsinke, at én-to tyske divisioner blev ført ned gennem Jylland. Det gjorde ikke så meget, det kunne de allierede håndtere, bare den store masse ikke kom væltende.
Nødvendig stikkeraktion
Endelig var det en frygt, at der efter et tysk sammenbrud kunne komme en kaotisk situation, som eventuelt kunne lede frem til et kommunistisk kup - som det i øvrigt skete i Tjekkoslovakiet.
På baggrund af en forøget aktivitet i specielt jernbanesabotagen, opstillingen af ventegrupperne og de friske erindringer om, hvor effektivt tyskerne havde bekæmpet modstandsbevægelsen, er det mere end forståeligt, at man gennemførte den store stikkerlikvideringskampagne op mod Befrielsen. Hvis situationen ikke havde været alvorlig, så havde England aldrig gennemført bombardementerne af Gestapo-hovedkvartererne i 1944-45. Det var overordentlig vanskelige operationer.
Det overraskende er ikke, at der skete fejl - måske også flere end man brød sig om at indrømme - men at man forsøgte at undersøge sagerne ved anvendelse af politifolk, der var gået under jorden, inden likvideringerne.
De militære resultater er mest karakteriseret ved det, der ikke skete:
- England blev ikke tvunget til at overgive sig. Netop af den grund skulle modstandsbevægelsen ikke sabotere.
- Danske virksomheder bidrog ikke væsentligt til effektiviteten af tyskernes krigsførelse. Kræfterne blev spildt på forsvarsværker ved Vestkysten, hvor de allierede ikke havde overvejet at gå i land.
- Invasionen i Normandiet blev ikke kastet i havet igen. Netop derfor startede sabotagen i 1944.
- Arméen i Norge blev ikke brugt i kampen. Tildels på grund af jernbanesabotagen.
- Modstandsbevægelsen blev ikke knust inden Befrielsen, og landet blev afleveret i brugbar stand. Fordi modstandsbevægelsen værgede for sig i en sårbar fase.
Nogle gange var effekten af modstandsbevægelsens arbejde ringe, andre gange stor; men den kan ikke isoleres fra de øvrige allieredes krigshandlinger, hvilket var hele formålet med modstandskampens koordinering og underordnen sig den allierede krigsførelse!
Det er for let at bebrejde modstandsbevægelsen, at den ikke nåede sit militære mål, fordi den iagttog de taktiske principper om koncentration af kræfterne og at udvise økonomi med ressourcerne.
De civile resultater var mildest talt vidtrækkende:
- Danmark blev anerkendt som allieret. Montgomerys udtalelse om modstandsbevægelsen: »Second to none« skal tages alvorligt. De gjorde, hvad de blev bedt om og opførte ikke en heroisk farce.
- Danmark skiftede fra at være neutral til at være et medlem af den vestlige alliance. Unægteligt et holdningsskift af dimensioner.
- Man kunne begrave bitterheden, og i årene efter krigen samarbejde militært med tyskerne - tættere end de andre NATO-lande.
- Hvis man havde gravet yderligere i stikkerlikvideringerne, skulle værnemagere og Frikorps Danmarks frivillige have været retsforfulgt på en helt anden måde, hvilket havde medført juridiske og retssikkerhedsmæssige problemer. Højesteretssagfører Henriques karakteristik af ''et juridisk galehus'' i efterkrigens Danmarker slem nok.
- Demokratiske tilstande kunne genoprettes i hele landet, på trods af at Bornholm var i sovjetisk interessesfære.