Kronik: Hvor kommer ordene fra?

Det danske talord fem kommer af fællesgermansk femfe, som igen kommer af indoeuropæisk penkwe med betydningen fem, fem fingre, knyttet næve. Ordet er beslægtet med ordene for fem på følgende sprog: Oldislandsk fimm, tysk fünf, engelsk five, latin quinque, fransk cinq, græsk pente, oldindisk panca. De fire sidste ligger også bagved danske ord som kvint, sinkadus, pentagon og punch.

En sådan "ordhistorie" hedder ordets etymologi.

Hvad er etymologier for noget, hvem interesserer de, og hvordan ser de ud?

Etymologi defineres i "Nudansk Ordbog" som »studiet af ordenes oprindelse, udvikling og slægtskab.« Definitionen bygger på den forudsætning, at ord ændrer sig fra det ene tidspunkt til det næste. Et ords udvikling består af en lang kæde af udviklingsforløb. Og når man sammenligner flere sådanne kæder for ord, så danner det baggrund for studiet af slægtskaber mellem ord, både mellem danske ord indbyrdes og mellem danske ord og ord på andre sprog.

Hvis man har den arbejdsopgave at studere etymologier, f.eks. til en ordbog, finder man ud af, at det er et populært emne, der optager mange. Det egner sig f.eks. glimrende til "middagskonversation med borddame".

Hvorfor er det så populært med etymologier?

Det har nok noget at gøre med en trang i de senere år til gode og lange historier, til at finde forklaringer bag ved det umiddelbare eller forbindelser mellem løsrevne atomer i sproget og kulturen. Denne trang er en reaktion imod en oplevelse af tiltagende sproglig overfladiskhed, herunder en letbenet modtagelighed for overflødige påvirkninger af dansk udefra, ikke mindst fra engelsk.

Et kendt citat af Poul Henningsen siger: »Vi er selv historie.« Specielt er hvert ord, vi siger, en del af en længere ordhistorie, som igen er en del af sproghistorien, som igen er en del af kulturhistorien. Sådanne historier har alle ord i sproget; det gælder både "indfødte" ord som f.eks. fod, gøre og ko, låneord som f.eks. banner, kirke, sveske og de nyeste fremmedord som f.eks. cool, gazpacho og salsa. Ikke mindst gælder det navne, såvel personnavne som stednavne. Personnavne optager mange, fordi alle har navne og giver deres børn navne. Stednavnene udgør små fascinerende mysterier, når man bevæger sig rundt i kulturlandskabet.

At dansk sprog og kultur i mange år har importeret meget nyt fra en engelsksproget global kultur er åbenbart og umuligt at bestride. Men det er muligt at mene meget forskelligt om denne påvirkning, de umiddelbare konsekvenser af den og om det danske sprogs skæbne på lidt længere sigt set i det lys.

F.eks. kan man mene som Niels Davidsen-Nielsen og Michael Herslund (Politiken 23/3 1997, PS s. 13) at: »Dansk er blevet så gennemsyret af engelske låneord, at dets position som kultursprog er truet. ...Det danske sprog lider af engelsk syge.« Heroverfor mener Jørn Lund (citeret i Lotte Thorsens kronik "Den engelske syge" i Politiken 25/9 1999) at »Sprogfolket er i dag delt i de meget forskrækkede og de ikke så forskrækkede.« Han regner sig selv til de "ikke så forskrækkede" som f.eks. mener: »Ingen kan sige, om den engelske påvirkning kan løbe løbsk. ...vi laver fortsat aviser og TV-aviser på dansk, og vores indre sprog er dansk. ...Det danske sprog er faktisk meget stærkt.«

Et særligt træk ved mange engelske lån i dansk er, at de lever deres eget liv og ender som noget helt andet end noget, nogen indfødt englænder kunne drømme om at sige. Klassiske eksempler på den slags pseudolån fra engelsk er ord som babylift, cottoncoat, dressman, sixpence (=kasket), smoking, stationcar.

"Det danske sprog er en ung blond pige" - men hun har nu altid godt kunnet lide at lege med fremmede hårfarver.

Faktisk er denne engelske påvirkning alt andet end enestående i det danske sprogs historie - eller i noget sprogs historie, f.eks. det engelske sprogs egen historie. Blandt låneordene i dansk er massen af nedertyske låneord fra middelalderen mest overvældende. Nedertysk (eller plattysk) er en fællesbetegnelse for dialekterne i Nordtyskland; nedertysk var i middelalderen kommunikationssproget i Østersø- og Nordsøområdet, hvor den hanseatiske søhandel dominerede. I Danmark var mange givetvis tosprogede, og blandingen af dansk og nedertysk var næppe altid lige skøn at høre på for datidens danske jeronimusser; men ud af det er der kommet det nogenlunde ensartede produkt, nydansk, som vi stadig taler en udgave af. Eksempler på nedertyske låneord fra denne periode er borger, hertug, ridder, flag, bukser, lykke, blive, føle.

Det engelske sprog, som i dag er en så forkætret kilde til fremmed påvirkning, startede selv som en lille provinsiel germansk dialekt i et hjørne af det samme nordtyske område. Navnet "engelsk" er formentlig afledt af navnet på den østslesvigske halvø Angel mellem Flensborg og Slien. Derfra udvandrede de oldengelske stammer til Storbritannien i 400-tallet. De næste par århundreder fortrængte de dér kelterne til øens udkanter, Skotland, Wales og Cornwall.

Men efterfølgende blev engelsk i et par omgange selv "offer" for påvirkninger. Først kom påvirkningen fra de indvandrede nordboer i den halvdel af England, der hed Danelagen. Vi efterlod os en hel del låneord i engelsk, som f.eks. birth: byrd, fødsel, cake; kage, clip: at klippe, die: dø, egg: æg, fellow: fælle, fyr, flat: flad, ill: ilde, syg, dårlig, law: lov, reindeer: rensdyr, scrape: skrabe, sister: søster, they: de.

En anden gren af nordboerne indvandrede til Frankrig og blev til de såkaldte normanner (= "nord-mænd"), som efterhånden skiftede til fransk sprog, og som i 1066 erobrede England. De fyldte engelsk til randen med franske ord, som f.eks. army: hær, boots: støvler, cellar: kælder, duke: hertug, fashion: facon, måde, mode, enemy: fjende, jail: fængsel, judge: dommer, prayer: bøn, sausage: pølse, tower: tårn.

Faktisk var engelsk truet i denne periode, al højere kommunikation i England foregik på fransk. Der blev regeret, kommanderet og prædiket på fransk. Der blev også kokkereret på fransk; når man tog de dyr, der som levende på engelsk hed calf: kalv, swine: svin og sheep: får og serverede dem på middagsbordet, så fik de de franske navne veal: kalvekød, pork: svinekød og mutton: fårekød. Hvis dansk i dag lider af lidt engelsk syge, så kan man roligt sige, at engelsk dengang var ved at dø af fransk syge. - Men alligevel overlevede sproget og blev til det yderst levedygtige og aggressive moderne engelsk.

Når man beskriver ords etymologier, skelner man mellem to forskellige veje, ad hvilke et ord kan bevæge sig fra et punkt af historien til det næste. Hvis ordet generation efter generation er vandret videre fra mor til barn, taler vi om arv; hvis ordet inden for den samme generation indvandrer fra en nabo (eller fra en fjernere genbo), taler vi om lån.

Når vi foroven har talt om låneord, drejer det sig om ord, som mindst ét sted i sin historie er "føget over hegnet" mellem naboer.

Et hampert eksempel er et ord som abrikos, som vi har lånt via hollandsk abrikoos, via fransk abricot, via portugisisk albricoque, via spansk albaricoque fra arabisk al-barquq, bestemt form af barquq, som igen er lånt via oldgræsk prekokkion fra latin (persica) praecoquis "tidligmoden fersken".

Et ord, der aldrig er blevet lånt, men kun arvet, kalder vi et arveord. Der er stadig masser af arveord tilbage i dansk som f.eks. de ovennævnte ord fod, ko, måne og søster. Sådanne arveord har sammen gennemløbet hele den sproghistorie, som har ført frem til dansk.

Vi kan se på de historiske trin i denne sproghistorie for et ord som udsagnsordet hugge. Det går tilbage til gammeldansk, hvor det ca. 1100 hedder hoggæ, olddansk, hvor det ca. 800 hedder hoggwa, urnordisk ca. år 600, hvor det må have heddet haggwan, og fællesgermansk, hvor det omkring år 200 må have heddet hawwan (sml. tysk hauen); fra fællesgermansk stammer alle nordiske sprog, tysk, hollandsk og engelsk. Disse germanske sprog er beslægtede med en række sprogfamilier i Europa og Vestasien, som tilsammen udgør den indoeuropæiske sprogæt. På det indoeuropæiske ursprog har man haft en rod kaw- med betydningen hugge, slå, og det er den germanske form, hawwan stammer fra.

Foruden arveord og låneord taler man ofte om de deciderede fremmedord som en selvstændig gruppe; det er de låneord, som stadig "føles fremmede", som er lånt for nylig og stadig mest naturligt erstattes af hjemlige ord. De har deres egne ordbøger, fremmedordbøger, selv om de mest brugte af dem også står i de almindelige ordbøger. De fleste af fremmedordene stammer fra græsk og latin. Men det behøver ikke at betyde, at de stammer fra den græske og romerske oldtid; mange af dem er nydannede ord, som man inden for videnskab, teknik og kultur har konstrueret i moderne tid. - Ud af det samlede ordstof i Politikens "Etymologisk Ordbog" udgør låne- og fremmedordene fra nedertysk og tysk 20 pct., fra latin 10 pct., fra fransk otte pct., fra engelsk seks pct. og fra græsk fire pct.

Lad os se på endnu nogle eksempler på hvordan ord har historier, hvor der både forekommer/ændres på ordenes lydlige skikkelse og på deres betydning, både hver for sig og samtidig.

Substantivet skøde som betegner "et dokument hvorved fast ejendom overdrages" er afledt af et verbum skøde (tilskøde) med betydningen "overdrage fast ejendom til nogen". Dette verbum er afledt af substantivet skøde eller skød "frakkeskød"; oprindeligt betyder verbet skøde nemlig "at lægge jord fra ejendommen i køberens frakkeskød ved ejendomssalg".

Ordet skød/skøde "frakkeskød", defineret som "et nedhængende stykke nederst på ryggen på jakke (kjolejakke el. jaket)", betyder egentlig "stykke der dækker kroppen mellem talje og knæ" og er egentlig det samme ord som ordet skød, der betyder "område på kroppen mellem talje og knæ (på siddende person)" eller oprindelig "kvindens ydre kønsorganer". Det sidste ord betyder egentlig "noget fremskydende" og er beslægtet med verbet at skyde.

(b) Substantivet hest kommer af et urnordisk ord, som må have heddet hahistar, og som oprindelig har betydet hingst. På urgermansk må ordet have heddet hanhistaz og også have betydet hingst; men oprindelig har det betydet "den, der springer højest eller særdeles højt", og det stammer fra et indoeuropæisk ord konkistos med samme betydning.

Substantivet pingvin er via fransk pingouin lånt fra engelsk penguin: pingvin. Tidligere betegner ordet en anden fugl, der ligner pingvinen, nemlig storalken (pinguinus impennis). Dette navn har storalken fået fra navnet på øen Penguin Island ud for Newfoundland i Canada, en ø, der er kendt for sine store fuglefjelde. Øens navn er oprindelig det walisiske Pengwyn: hvidhovedet (om toppen af sådan et fjeld), sammensat af pen: hoved og gwyn: hvid. Ordet pen er beslægtet med gælisk ben: spids, tinde (jf. bjerget Ben Nevis). Ordet gwyn er beslægtet med det danske ord hvid.

Som vi har set, fortæller ordhistorierne, at der ske alt muligt forskelligt med et ord. Det kan starte som mønten sixpence i engelsk og ende som kasket i dansk. Det kan ligesom abrikos vandre hele verden rundt og blive ved med at betegne den samme frugt. Det kan ligesom at hugge blive givet videre fra mor til barn i generation efter generation, i det samme sprog med den samme betydning. Det kan ligesom pingvin tidligere have været navn på en anden fugl, der er opkaldt efter en ø, som har sit navn efter farven på sine fjelde. - Der er meget få grænser for, hvordan og hvor meget ord kan vandre, ændre skikkelse og ændre betydning.

Der er ligeledes meget få grænser for, hvor meget et sprog kan lade sig oversvømme udefra uden hverken at drukne eller dø. Oldengelsk blev lidt mere dansk i vikingetiden, men det forsvandt ikke; så blev det meget mere fransk, men det slugte al det franske, tog ny farve af det og levede videre. På samme måde slugte dansk en kraftig portion plattysk i middelalderen uden at dø af det.

Ord og sprog er noget levende; hvad der sker med ord og med sprog, kan man ikke uden videre gætte ud fra tidligere historier; og heller ikke ud fra sin øjeblikkelige panik over en gang "engelsk syge". Hvis de havde skrevet kronikker om "hvad der sker med dansk" i middelalderen, så havde man snakket om "plattysk syge" - og man ville have haft ret. Det var heller ikke det samme dansk, der kom ud på den anden side; men det var stadig dansk, sproget var ikke blevet udskiftet.

Skal vi vove det ene øje og gætte på, at det også kommer sig over sine aktuelle sygdomme? Jeg foreslår, at vi giver det et par sæsoner til!