Når fantaster og idealister kommer til fadet, forsvinder de gamles hakkebøffer
Det bør være en kraftig advarselslampe, der tændes, når et parti vil bestemme, hvad voksne mennesker skal spise i deres livs efterår.
For tiden pågår en voldsom debat på Københavns Rådhus. Det drejer sig om, hvilken mad der skal serveres på hovedstadens plejehjem. Plejehjemmenes menukort er blevet en politisk kampplads. Og lad mig bare starte med at slå helt fast, hvor jeg står som sundheds- og omsorgsborgmester i den debat: De ældste borgere i vores samfund skal have lov til at spise og drikke det, de har lyst til, når de har lyst til det.
Jeg var nylig på besøg hos tre borgere, der fyldte 100 år. Inden klokken slog 12, havde jeg fået serveret både chablis og portvin, for det havde fødselarerne nemlig lyst til. Og det er sådan, det skal være. Ikke kun på 100-årsdagen. Hver dag. Fuld fokus på livskvalitet. For hvis ikke man som plejehjemsbeboer skal have lov til at give los – hvem skal så?
De ældre skal ikke spises af med plantebøffer og ærteprotein, fordi kommunens CO2-regnskab skal gå op. Vi skal ikke sætte klimamål over livskvalitet.
De røde partier mener, at de gamle skal spise grønt og holde sig fra kød – og melder den søde tand sig, så skal saftevandet være økologisk. Det betyder, at der på nogle plejehjem kun serveres saftevand hver anden dag – på trods af at dehydrering årligt medfører utallige hospitalsindlæggelser af ældre mennesker.
For at sikre sig, at ingen i kommunen sniger sig uden om ambitionerne om at udlede mindre CO2, er der udarbejdet et digert værk i form af kommunens ”Mad- og måltidsstrategi”. Den er for tiden ved at blive revideret, og derfor er balladen opstået. Mit postulat er, at det i virkeligheden ikke drejer sig om reduktion af klimagas. Hertil har vi nogle langt mere effektive redskaber, som kan gøre København grønnere, uden at nogen lider overlast, f.eks. lavere temperatur i fjernvarmenettet og decentrale varmepumper.
Nej, det drejer sig om identitet.
Klimakampen er blevet en erstatningsreligion, hvor vejen til frelse går igennem det personlige offer. Man er nødt til at afstå fra noget, for at det hele kan blive godt. I et land, hvor kristendommen blev sent indført og forsvandt først, har den slags fænomener gode kår. Når grundlæggende værdier og traditioner forsvinder eller eroderer, så vokser nyt frem, typisk mere radikaliseret og følelseskoldt.
Og i København er de første ofre byens gamle på plejehjemmene. Ifølge Alternativet »skal alle – også ældre – bidrage til, at vi når vores klimamål«, fordi de ældre er »måske lige præcis den generation, som har svinet allermest«. Det har partiets ordfører Birgitte Kehler Holst gudhjælpemig sagt i landets ældste folkevalgte forsamling, Københavns Borgerrepræsentation.
For mig at se er ønsket om at bestemme, hvad voksne mennesker spiser i deres livs efterår, en kraftig advarselslampe, der blinker. Vi ender ganske enkelt i et normløst og koldt samfund, hvor de svageste går til grunde, hvis vi kaster fælles holdepunkter på møddingen og lader sværmeriske ideer bestemme, hvordan andre mennesker skal leve deres liv.
Hvis man ikke tror på, hvad jeg som en af hovedstadens få tilbageværende Venstre-politikere skriver, så kan man i stedet rette blikket mod en gammel kommunist, nemlig Hans Scherfig. I hans stærkt oversete værk ”Idealister” bliver mellemkrigstidens svar på Alternativet taget under uvenlig satirisk behandling. Her møder »fusentaster, stjernetydere og råkostspisere« op for at få trykt deres pamfletter på et trykkeri på Nørrebro. Tossede idéer stortrives – nogle gange som bevægelser, men ofte kun omkring en enkelt person.
Ligheden til i dag er slående. Scherfig fornægtede som Moskva-tro kommunist naturligvis kristendommen, men han havde et sylespidst blik for, hvad der sker, når et samfund mister sine grundlæggende værdier og overlader scenen til fantaster. ”Idealister” burde derfor være pligtlæsning for alle medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation og navnlig dem, som vil tage bøffen fra de ældre plejehjemsbeboere, hvoraf halvdelen forlader denne jord inden for et år.