Hvordan fjerner vi klistermærker fra en dør?
Klistermærker kan være genstridige, men opvarmning, fingernegle og rensebenzin er for det meste det, der skal til.
Kære Tina
Da min snart 14-årige søn var lille, klistrede han døren til sit værelse til med utallige klistermærker. I hundredvis, tror jeg. Nu synes han ikke længere, at det er særlig sjovt at blive mødt af sørøvere og drager, når han skal ind på sit teenageværelse. I årevis har klistermærkerne siddet på døren, der er lavet af laminat eller noget tilsvarende, så de er virkelig vanskelige at få af. De virker ikke særlig vandopløselige. Har du et godt tip til at fjerne klistermærkerne?
Venlig hilsen
Rebekka Andreasen
Kære Rebekka
Det er der heldigvis råd for. Jeg vil foreslå, at du bruger samme fremgangsmåde, som når man fjerner film og klistermærker fra en bil - uden det giver ridser eller lakskader. Det gør man ved at varme limen op med en føntørrer og herefter bruge rensebenzin. Da der er forskel på hvor meget varme, føntørrere afgiver, er det bedst at starte på det laveste og varme et mindre område op. Brug en negl eller andet, der ikke ridser, til at løsne klistermærkerne med, og træk dem af.
Når mærkerne er kommet af, sidder der måske lidt lim tilbage på døren. Kom rensebenzin på en klud, og opløs limen ved at køre kluden frem og tilbage på et mindre område af gangen. Sørg for udluftning imens. Herefter kan du vaske døren af med almindeligt rengøringsmiddel, og så skulle den gerne være så god som ny.
OBS: Brug ikke føntørrer og rensebenzin på samme tid.
Mange hilsner fra
Tina Dalbøge