Volthers langtrukne sejr
Corona-stolen er i dag et af de mest kendte danske designikoner og er nok det mest kendte møbel, Poul M. Volther har tegnet. Men den måtte så gruelig meget igennem, før stolen, som i år kan fejre sit 50 års jubilæum, nåede sin nuværende stjernestatus.
Måske har du set den i en Hollywood-film. Måske på et femstjernet hotel. Eller måske på et foto fra EU-topmødet i København i 2002, hvor danske og udenlandske toppolitikere hvilede i den.
Corona-stolen med de elipseformede skaller har i år 50 års fødselsdag og er det, man ville kalde et vaskeægte dansk designikon. Men sådan har det ikke altid været. Langt fra faktisk.
Nytænkende salgsfiasko
Corona-stolen blev tegnet af den danske møbelsnedker Poul M. Volther i 1964. Dens historie begynder dog allerede i 1953, hvor selvsamme møbelsnedker var chef for FDB’s tegnestue og tegnede den eksperimenterende Pyramide-stol.
I efterkrigsårene var møbelstof en mangelvare, så Poul M. Volther satte sig for at skabe en lænestol, hvor man skulle bruge betydeligt mindre stof – og dermed var det karakteristiske stoledesign med luft mellem hynderne skabt.
Den blev dog ingen succes. Ikke desto mindre blev stolen genoplivet i starten af 1960’erne, da den dengang nye møbelfabrik Erik Jørgensen kastede sin kærlighed på den.
I 1964 var skitserne til en ny version af Pyramide-stolen klar, og i 1964 blev den så “relanceret”, nu med navnet Corona og med et grundigt snedkereret træstel.
Sidstnævnte gjorde dog stolen for dyr, så året efter præsenterede Erik Jørgensen og Poul M. Volther stolen, som vi kender den i dag, med stålstel.
Hverken navneforandringen eller stålstellet ændrede ved salgstallene. Den solgte simpelthen bare ikke, på trods af at begge versioner vakte begejstring i pressen.
Alle gode gange tre
Men folkene bag troede virkelig på Corona-stolen. Så de prøvede igen i 1984 med en ny version. Heller ikke den fik dog gang i købelysten.
Ti år efter, i 1994, skulle det til gengæld vise sig, at verden var klar til Coronas moderne formsprog. Her viste Erik Jørgensen igen stolen frem, og så fulgte salget også med.
I år kan Erik Jørgensen så fejre Corona-stolens 50 års fødselsdag. Det gør de med en særlig jubilæumsudgave, der er betrukket med naturlæder, er nummereret og bærer Poul M. Volthers signatur.
Samtidig fås den i en stofudgave, der er lidt billigere – inspireret af Poul M. Volthers tid i FDB og deres arbejde for at brede godt design ud til den brede befolkning.
Poul M. Volther
- Poul M. Volther (1923-2001) var udlært møbelsnedker og læste senere videre på Kunsthåndværkerskolen.
- Blev i 1949 ansat på FDB’s tegnestue takket være sit venskab med kollegaen og stjernearkitekten Hans J. Wegner.
- I 1950 overtog han titlen som chefarkitekt på FDB’s tegnestue, da Børge Mogensen stoppede. Her var han i fem år, hvor han gik ”solo” og skabte Corona-stolen for Erik Jørgensen Møbelfabrik sideløbende med, at han underviste på Kunsthåndværkerskolen.
- Corona-stolen er nok hans mest kendte design, men han står bl.a. også bag den populære spisebordsstol fra FDB-tiden, J46, som er blevet relanceret af Coop, og lænestolen J110, som Hay har relanceret.