På besøg i keramiklaboratoriet

Karen Kjældgård-Larsen lægger en klump hvidt keramik-ler på bordet og bearbejder det med sine stærke, ru hænder. Den indledende æltning er vigtig, for fibrene skal ligge samme vej, fortæller hun uden helt at vide, hvad det betyder. Det er noget med smidighed og sammenhængskraft i materialet – luftboblerne skal æltes ud, for små bobler og ujævnheder kan ødelægge det færdige produkt.

Hvis den indledende æltning ikke er i orden, er det færdige produkt det heller ikke. Hun lægger klumpen på drejeskiven og en kop med underkop tager form. Koppen er vokset sammen med underkoppen, og det virker helt skørt. Den vil i hvert fald være svær at drikke af. Men det er ikke kun en kop, dér på drejeskiven. Når den er glaseret med kaffegrumsfarvet glasur i bunden, er den uopvaskede kaffekop lige til at hænge på væggen. En nytolkning af og en leg med platten. Netop legen er central for Karen Kjældgård-Larsen – og har altid været det.

Måden at lege på

Da Karen Kjældgård-Larsen var ti år, kom hun en eftermiddag hjem fra skole – og så var der dækket op på bordet. Med det fine stel. Haribo-slik på tallerkenerne. Anledningen var, at hun havde vundet andenpræmien i Haribos slikdesign-konkurrence. Hendes forslag med motiverne slikstok, klovnehoved og elefant havde givet hele familien en uges tur på kurhotel ved Rhinen.

Det fine stel på bordet var selvfølgelig det musselmalede. Den dengang tiårige Karen Kjældgård-Larsen var stolt. Hendes design havde vundet. Hun lærte dengang en vigtig lektie: Historien sælger. Men som hun siger i dag:

»Min far var nok ret meget inde over.«

Karen Kjældgård-Larsens far var illustrator, grafiker, underviser og tidligere reklamemand. Han havde et dannelsesprojekt for sin yngste datter. Han tog hende på museer, lærte hende at tegne, og sammen kunne de besøge en bogbinder i hans værksted. Karen Kjældgård-Larsen kunne så lave sin egen bog, når hun kom hjem – med bakkemarmorering på omslaget, det havde hun nemlig lige været på kursus i. Hendes barndom var generelt fyldt med kreative projekter, mange af dem sammen med en nær veninde:

»Det var måden, vi legede på.«

Det var aldrig et spørgsmål, hvilken vej hun skulle gå i sit liv. Det skulle være kreativt, og det skulle være noget, der voksede frem mellem hænderne. Det blev keramik. Som afslutning på sin uddannelse som keramiker lavede hun en radikal nyfortolkning af dét musselmalede, hun havde fået serveret sit Haribo-slik på. Et nationalsymbol vendt om, slået i stykker, samlet igen under navnet Megamussel. Og det var kun begyndelsen.

Fortæl

Når man kigger rundt i værkstedet, er der masser af den slags ting, der er slået i stykker og samlet igen. Skæve ting, sære, tiltrækkende ting. Man kender dem, men genkender dem ikke helt.

Der er f.eks. en lort af ler. Den ligner sådan én i plastic, man kan købe i en spøg og skæmt-forretning. Men denne her er anderledes. Plastichundelorte er grimme – denne er lækrere, den har en materialemæssig skønhed, fortæller Karen Kjældgård-Larsen, mens undertegnede sidder og piller ved den lille, lækre lort. Gør hun grin? Nej, det gør hun ikke. Karen Kjældgård-Larsen tager både sin humor og sit håndværk alvorligt.

På spørgsmålet om hvad hun er, tøver Karen Kjældgård-Larsen, ser hen på Tine Broksø, hendes legekammerat og partner i firmaet, Claydies. Kunsthåndværker, keramiker, formgiver? De to diskuterer de forskellige ord uden at nå frem til en løsning. De er det hele, og ingen af delene.

På Claydies’ hylder står en serie meget smukke skåle, som en overgang blev produceret og solgt af Kähler. Tager man skålene på hovedet, har man en ny frisure. Skålen er et skønt objekt i sig selv, men den bærer på en historie, som det kræver både indsigt og indsats at få at høre. Og det var problemet med at få skålene solgt, fortæller Karen Kjældgård-Larsen. Når skålen stod på hylden i butikken, skulle historien, som er med til at gøre skålen til noget særligt, fortælles. Og det blev den ikke. Så nu producerer Kähler ikke skålene længere.

Leg

Når Karen Kjældgård-Larsen fortæller om Claydies’ produkter, er der to ting, der går igen. Den første er en søgen mod det nye. Dét, som er set før, men ikke lige sådan her. Den anden er hendes makker Tine Broksø. Claydies’ ting vokser ud af en leg, en dialog mellem de to. Hele tiden med to fokusser: Brugs- og historieværdien. Og det kan være en svaghed, fortæller Karen Kjældgård-Larsen. Rene kunstværker kan sælges til højere priser end brugsting. Dét, at tingene har en brugsværdi, trækker ned i værdi. Noget andet, der trækker ned i værdi, er humor. Nogle af deres ting ligger på grænsen til det platte. Tag lysestagen i form af tre kugler – når der bliver sat lys i den største af kuglerne, står der en rejst fallos på middagsbordet. Men de kan ikke lade være, de to.

Undertegnede beder igen Karen Kjældgård-Larsen om at sætte ord på, hvad de to kvinder laver. Hvad der driver dem? Forskning, svarer hun. Hvad kan man, hvilke nye veje kan man gå – det fascinerer. Hele sin barndom vekslede hun mellem forskellige materialer, og det er stadig en ambition: at indtage nye materialer, nye færdigheder, nye håndværk på udtrykkets, historiens præmisser. Ikke på traditionens.

Forskningen er en drivkraft. Hvad er så ambitionen?

»At tingene er godt formgivet, smukke, at de har en materialemæssig skønhed. At de bare er der. Og ikke kan være anderledes,« lyder svaret.

Betyder det, at de er perfekte?

Karen Kjældgård-Larsen ryster bestemt på hovedet:

»Perfekt er låst! Der er ikke nogen muligheder i perfekt.«

Hvad er det, du kan?

Karen Kjældgård-Larsen tænker sig om:

»Jeg kan se. Jeg har det fra min far. Det handler om at kunne se tingene. Se linjerne, se, når noget fungerer. Se tingene på en anden måde.«

Måske har hun det fra sin far, men evnen til at se er helt hendes egen. Karen Kjældgård-Larsen ser ting, som ingen anden ser, hun viser os dem, vi smiler. Lidt gladere, og måske lidt klogere på verdens muligheder.

Karen Kjældgård-Larsens tre gode råd til indretning: