Fortsæt til indhold
Bolig

Sådan overlever dine planter ferien

Er du bange for at både dine potteplanter og havens planter afgår ved døden, mens du ligger på en strand i Sydeuropa? Se her, hvad du skal gøre for at få dine planter sikkert igennem sommerferien.

Kristina Fjeldgren Beyer, boligliv.dk

5 gode råd til planterne udenfor

1. Sørg for vand og skygge

Inden du rejser, er det en god ide at gennemvande krukkerne på terrassen og rykke dem ud af direkte sol og hen på nordsiden af huset.

2. Sæt omvendte plastikflasker i krukkerne

Fyld vand i halvanden liters plastikflasker og stil dem med bunden i vejret i krukkerne, så planterne selv kan suge vandet gradvist. Sæt gerne to flasker i de store krukker.

3. Allier dig med en sød nabo

Har du store mængder blomster og grønsager, der kræver vanding, så få hjælp af en nabo, der er hjemme i ferien. Som betaling kan de få lov at plukke løs af det, der er modent, mens du selv er bortrejst.

LÆS OGSÅ: Havemøbler på 3 budgetter

4. Brug fibertex

Sæt krukkerne på et stykke fibertex-dug, og stik den anden ende af dugen i en spand fyldt med vand. På den måde vil dugen fungere som en slags væge og planterne kan suge det vand de har behov for. Fibertex kan købes i de fleste byggemarkeder og på planteskoler.

5. Nip de visne blomster af

Gå en runde inden du rejser, og sørg for alle de visne sommerblomster af, så der kan dannes nye blomster, mens du er væk

LÆS OGSÅ: Tag til idylliske Cotswalds i England

5 gode råd til planterne indenfor

1. Giv planterne et ugelangt karbad

Har du et badekar, kan du fylde vand i bunden, sætte prop i og stille potteplanterne her, mens du er på ferie. Du kan også lægge et gammelt håndklæde, der alligevel skal kasseres, i vandet og stille planterne herpå. På den måde undgår du at krukkerne laver mærker og rande i badekarret.

2. Lav et simpelt selvvandingssystem

Tina fra havebloggen Kale and tell har lavet et simpelt system med bomuldssnor og plastikbeholdere for at undgå at bede naboerne om nonstop hjælp, når hun rejser. Tjek vejledningen på hendes blog HER!

LÆS OGSÅ: DIY: Indret med strandfund

3. Flyt potteplanterne ud af solen

Sørg for at dine planter ikke står i direkte sol i en sydvendt vindueskarm. Flyt dem til et nordvendt vindue eller som nævnt ovenfor til badekarret.

4. Hold dig til sukkulenter

Nogle planter kan sagtens klare en måned uden vand, det gælder bl.a. de fleste sukkulentsorter samt mange orkideer. Hvis du ikke orker at rigge et sindrigt vandingssystem til eller at omdanne dit badekar til botanisk have, så hold dig til de hårdføre plantesorter, der kan leve med at blive ignoreret i ugevis.

LÆS OGSÅ: DIY: Havebænk af genbrugstræ

5. Bed om hjælp

Den nemmeste måde at få sine planter gennem sommeren på, er ved at bede om søde naboers hjælp. Du kan jo forære dem en fin plante som tak!

Artiklen er publiceret i samarbejde med BoligLiv