Så meget skal du betale for boligerne
Ejendomsmæglernes foldede hænder og messende ønsker til den Almægtige ser ud til at have båret frugt.
Påske-vejret bliver efter alt at dømme både solrigt og ikke for koldt, og dermed er i hvert fald én af undskyldningerne for at holde sig væk fra de mange åbent hus-arrangementer forduftet.
Boligsalget er flere steder ved at komme op i gear, men inden man bevæger sig ud på markedet, er det en god idé at være på forkant med pris-niveauet i favoritområdet.
Boligsiden Boliga.dk har opgjort de foreløbige gennemsnitlige kvadratmeterpriser på tinglyste bolighandler i årets første tre måneder*, og der er som altid muligheder for såvel de velpolstrede som de knapt så velpolstrede boligkøbere, afhængigt af hvor de vil bo.
København S i top
Er man ude efter en dyr villa, skal man bevæge sig til Amager, hvor huspriserne i København S topper statistikken med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 33.177 kr. og dermed skubber flødeskumspostnumrene nord for København ned ad listen.
Kvadratmeterpriserne i såvel Virum, Gentofte, Lyngby og Holte er blevet distanceret af prisniveauet i København S, men førstepladsen er formentlig kun til låns, da ikke alle handler i kvartalet er tinglyst endnu.
Dermed kan byer som Charlottenlund, Klampenborg og Frederiksberg, der traditionelt ligger helt i toppen på prislisten, stadig nå at klemme sig ind.
Er man på udkig efter en billig villa, skal man måske tage et smut forbi Nykøbing Mors eller bornholmske Rønne, hvor kvadratmeterpriserne indtil videre lyder på henholdsvis 5.864 kr. og 6.390 kr.
Det svarer til, at en klassisk villa på 140 kvm kan købes for mellem 821.000 kr. og 895.000 kr.
Dyrt i indre by
På lejlighedsmarkedet er det lejlighedssælgerne i København K, der ifølge Boliga kan se frem til de største gevinster.
Prisen for én kvadratmeter bolig er over 39.000 kr. i den indre del af hovedstaden, mens Hellerups sælgere indtager andenpladsen med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 35.235 kr., og lejlighederne i Frederiksberg C følger lige efter med et snit på ca. 34.000 kr. pr. kvm.
Selvom lejlighedsmarkedet er brandvarmt i hovedstaden, skal man ikke nødvendigvis gå i panik og betale det, sælgerne forlanger, da køberne som hovedregel stadig får forhandlet nogle procenter af priserne i forbindelse med handlerne.
Bedst held i årets tre første måneder har køberne således haft i Frederiksberg C, hvor det gennemsnitlige prisnedslag er endt på 5,2 pct., mens lejlighedssælgerne på Vesterbro blot har justeret prisen ned med 1,7 pct. i forhandlingssituationen.
De billigste lejligheder og de største prisnedslag, finder man i Næstved, hvor køberne har betalt 10.471 kr. pr. kvm og i snit fået hugget 7,4 pct. af prisen.
Se kvadratmeterpriserne på solgte boliger i dit favoritområde:
*Opgørelsen er baseret på tinglyste handler fra årsskiftet og frem til dags dato. På grund af forsinkelse i tinglysningssystemet er ikke alle handler i kvartalet med i opgørelsen. Kun postnumre med min. 20 handler i alm. fri handel er med i statistikken. Derfor er områder som f.eks. Charlottenlund, Frederiksberg og Klampenborg ikke en del af undersøgelsen.