Fortsæt til indhold
Bolig

Find billeder fra gamle dage af dit hus

Ved du, hvordan din by så ud i 1800-tallet? Eller hvilke vinduer husene i dit område oprindeligt havde? Søg gratis efter spændende billeder fra fortiden på Danmarks største historiske billedarkiv, arkiv.dk.

Rikke Berg, Bolius

Nu kan du helt gratis finde billeder fra gamle dage af dit hus, din vej eller måske din gamle skole eller by på hjemmesiden arkiv.dk.

Arkiv.dk, der er Danmarkshistoriens største billedarkiv med én million billeder, tilbyder nu, at alle kan søge på og se billeder fra arkivet. Arkivet vil vokse med 25.000 nye fotos hver måned fra de danske lokal- og stadsarkiver, skriver dr.dk.

I arkiv.dk kan du ud over billeder også finde dagbøger, kort, breve og lydmateriale – i alt er der omkring 2 millioner forskellige dokumenter på arkiv.dk, hvor de ældste er helt tilbage fra 1600-tallet.

SE OGSÅ: Gamle kirker bliver til nye luksusboliger

Materialet stammer fra landets mere end 500 lokal- og stadsarkiver.

Gode chancer for at finde billeder fra Jylland og på Fyn

»Vi har mange billeder af huse og bygninger, som kan være interessante for boligejere, det kunne fx være, hvis man vil renovere sit hus og finde ud af, hvilke vinduer huset oprindeligt havde,« siger Dorthe Søborg Skriver, direktør i Arkibas, som driver arkiv.dk.

Det er dog ikke alle, der kan være heldige at finde deres hus eller vej på arkiv.dk, men særligt fynboerne og jyderne har gode chancer.

LÆS OGSÅ: Nye materialer kan ødelægge dit gamle hus

»Man kan ikke finde alt på arkiv.dk. Det er ikke alle arkiver, der er med, og vi er over 500 lokalarkiver, hvor nogle har meget liggende, og nogle har ikke så meget. Jylland og Fyn er rigtig godt repræsenteret. I København benytter de ikke vores arkiv, så man vil stort set ikke kunne se noget herfra,« siger Dorthe Søborg Skriver.

Lokalarkiver har endnu flere billeder

Hvis du ikke finder det, du søger på arkiv.dk, kan du kontakte det enkelte lokalarkiv og spørge dem efter yderligere materiale. Har de det, du leder efter, kan du få en kopi af materialet.

LÆS OGSÅ: Gamle murværksdetaljer

»Man kan finde næsten alle arkiverne i Danmark på arkivvejviseren.dk, og så kan man ringe eller skrive til dem. Nogle steder er det gratis at få en kopi, andre steder koster det penge,« siger Dorthe Søborg Skriver.

Sådan må du bruge billeder fra arkiv.dk

Materialerne på arkiv.dk er omfattet af almindelige regler for ophavsret. Alt, hvad du søger frem på arkiv.dk, har et vandmærke, og skal du bruge materialet, skal du bestille en kopi hos det arkiv, hvor det originale materiale findes.

LÆS OGSÅ: Genskab den gamle bolig

Ønsker du at bruge materialet på eksempelvis din egen hjemmeside, skal du spørge det arkiv, der ejer billedet. Du må gerne linke til materialet på arkiv.dk.