Fortsæt til indhold
Bolig

Tøjdesigneren går i boligen

Modeskaberen David Andersen har sagt farvel til tøjbranchen og goddag til Rosendahl, hvor han er blevet kreativ direktør. Det er lidt af et skift – og så alligevel ikke, fortæller han, da Living mødte ham i hans nye omgivelser i Rosendahl Design Groups hovedsæde.

Lea Ryberg Kruse. Foto: Nikolai Linares

Der er – i mere end en forstand – langt fra det gamle, skæve københavnerhus i Hyskenstræde i centrum af hovedstaden, hvor David Andersen frem til årsskiftet har sin butik, til Rosendahl Design Groups store og moderne hovedsæde i Hørsholm, nord for København. Her er der masser af plads, lys, åbne arealer, store kontorer, showrooms for de forskellige brands og kæmpe vinduespartier med udsigt over sø og træer. Og det var netop noget af det, David Andersen faldt for, en af de første gange han besøgte stedet tilbage i 2013, inden det overhovedet var på tegnebrættet, at han en dag skulle blive en fast del af Rosendahl.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.

David Andersen i sit nye store kontor i Rosendahl Design Groups hovedsæde, der er tegnet af arkitekten Kim Utzon.

»Jeg synes, det er en fantastisk bygning med vilde kontorer og højt til loftet – og ikke kun i bogstavelig forstand. Her er en masse kreative mennesker samlet på samme sted, og det skaber en speciel energi,« fortæller David Andersen og fortsætter:

»Og jeg sagde faktisk til Henrik Rosendahl dengang, at her ville jeg gerne have et kontor en dag.«

Omkring seks måneder efter David Andersens første besøg i hovedsædet blev han og Henrik Rosendahl, der er administrerende direktør for Rosendahl Design Group, enige om at indrette dét kontor. På døren ville der komme til at stå kreativ direktør for Rosendahl-varemærket.

Det startede med Wiinblad

I mellemtiden havde tøjdesigneren været i berøring med et af de andre brands hos Rosendahl Design Group – nemlig med Bjørn Wiinblad Denmarks motiver, som David Andersen gerne ville bruge til sine shows under modeugen. Projektet blev en succes, og derfor var der grobund for at fortsætte og udvikle samarbejdet.

»På den måde kom jeg stille og roligt mere og mere ind i huset, og så viste der sig at være en åbning,« fortæller David Andersen.

David Andersen skabte tidligere i år en couture-kollektion af kjoler fremstillet af Egetæppers tæpper med Bjørn Wiinblads motiver på. Selv om David Andersens tøjkollektioner altid har været sorte, garanterer han, at han ikke har tænkt sig at gøre Rosendahl sort fremover. Foto: PR/Egetæpper

Som kreativ frontfigur for Rosendahl skal David Andersen være med til at designe og udvikle produkter, og samtidig får han det overordnede ansvar for brandets linje.

Her ville jeg gerne have et kontor en dag.
David Andersen

»Det er min opgave at styre, at der kommer de rigtige produkter ud, og at de følger den samme røde tråd. Og så skal jeg arbejde på at få udviklet Rosendahl-brandet yderligere. Der kommer masser af nye produkter ”i pipeline”,« siger David Andersen og tilføjer:

»Jeg skal forhåbentlig sidde her i rigtig, rigtig mange år.«

At arbejde med klassikere

Et af de Rosendahl-produkter, David Andersen godt kunne tænke sig at prøve at udvikle, er den nærmest ikoniske vandkaraffel fra Grand Cru-serien. »Det er jo ikke noget, man bare lige går ind og gør, men jeg synes, at det kunne være virkelig spændende at give den et nyt liv,« fortæller designeren.

Da Living møder David Andersen på Rosendahl Design Groups hovedkontor, er det kun hans tredje arbejdsdag i den nye stilling, i de næsten lige så nye omgivelser. David Andersen er i gang med at gennemføre sit introprogram, hvor han lærer hele huset at kende, møder alle de ansatte og i det hele taget får fodfæste i sit nye arbejdsliv. Vi sidder i Rosendahls showroom omgivet af de mange køkken- og interiørklassikere, der gennem de sidste 30 år har fået en stålfast plads i mange danske hjem. Det er disse klassikere, David Andersen skal arbejde med. Og ifølge modeskaberen er der to sider af den sag.

»Det er jo helt vildt spændende at få lov til, men det er selvfølgelig også lidt angstprovokerende, fordi jeg skal ind og arbejde med danske klassikere og produkter, stort set alle danskere kender og har et forhold til,« siger David Andersen og tilføjer:

»For hvordan skal man rykke ved det samtidigt med, at det bliver positivt modtaget på den anden side?«

Det er en udfordring, synes David Andersen, der dog ikke er skræmt. Tværtimod.

»Det, der opvejer det, er spændingen og det interessante ved faktisk at få lov til at være ham, der gør noget ved det,« siger han.

Det samme værdisæt

Selv om David Andersen hidtil primært har været tøjdesigner, ser han ikke nogen problemer i at kaste sig over en helt anden produktkategori.

David Andersen er kendt som en eksperimenterende designer, der gerne kaster sig ud i vidt forskellige projekter. Han har bl.a. designet en cykel for Batavus.

»Jeg tror egentlig, at hvis man er en dygtig designer, så kan man sidde med et hvilket som helst produkt. Det handler om forståelse af form og forståelse for at kommunikere et produkt ud og få det til at blive forståeligt og gøre det interessant over for forbrugeren. Så har det ikke nogen betydning, om det er en cykel eller et glas, men man skal være dygtig nok til at håndtere skiftet,« siger David Andersen, der til spørgsmålet om, hvorvidt han selv kan håndtere det skift, svarer med et smil:

»Det kan jeg sagtens.«

Samtidig anerkender David Andersen dog, at han skal lære noget nyt.

David Andersen står bag det gavepapir, som Ecco kommer til at bruge denne jul i deres butikker. Foto: PR/Batavus og Ecco

»Jeg har for eksempel slet ikke forstand på, hvordan man puster et glas, eller hvordan forarbejdelsen af mange af de her produkter foregår. Derfor er det en ret spændende proces at møde kollegaer, som har forstand på de ting, og det er vildt interessant at få lov at se og lære,« siger designeren og fortsætter:

»På den måde får jeg en forståelse for, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre. Og så vil min inspiration vokse,« siger David Andersen, der dog allerede er klar til at kaste sig ud i de nye udfordringer.

»Jeg har sindssygt mange ideer. Og det har jeg haft i lang tid,« fortæller designeren og afslutter:

»Samtidig hænger den overordnede Rosendahl designfilosofi om design, funktionalitet og kvalitet sammen med de ting, jeg har designet tidligere. Det er i høj grad det samme værdisæt, jeg vil arbejde med hos Rosendahl.«