Fortsæt til indhold
Bolig

Multi-designeren med allergi over for det uskønne

Helle Damkjær har samarbejdet med alverdens firmaer, fløjet verden tynd og har efterhånden en portfolio, der er lige så forskellig som passets stempler. Hun er multi-designeren med blækspruttearme og samtidig perfektionist til fingerspidserne.

Mette Damsgaard Christensen

Helle Damkjær er næsten lige landet fra Paris. I morgen flyver hun mod det franske igen, hvor hun bor til daglig. Men for nu er hun i Danmark, fordi hun har valgt at kaste sig over at designe en serie tæpper for møbelproducenten Carl Hansen & Søn. Et fuldstændig ukendt land, men ikke skræmmende at betræde for Helle Damkjær, der efterhånden har fået hård hud, når det kommer til at kaste sig ind i kampen for at skabe nye produkter. Portfolien er global og tæller bl.a. en masacaraflakon for kosmetikgiganten Guerlain, skåle og skeer for Georg Jensen og parfumeflakoner for designhuset Pucci.

Lige nu sidder hun i en sofa i showroomet hos møbelproducenten Carl Hansen & Søn. Klædt i stærk pink er hun smilende klar til at gå i gang med interviewet. Og dog. For under sofaen ligger et af de nye tæpper, som designeren har lavet – men det er ikke perfekt.

»Det er en prototype, så den yderste kant er for bred, og der er også noget med farverne,« siger hun, mens hun rejser sig op og peger på tæppets kant, der changerer fra grå til sort.

Det skal helst byttes ud, påpeger hun, inden pressen og designinteresserede stimler sammen i showroomet for at se tæpperne. Det er med en vis bæven, at undertegnede tager plads i sofaen ved siden af den danske designer. Ikke fordi hun ikke virker venlig, småsnakker eller smiler. Men fordi hun tidligere har sagt nej til interviews i magasiner, hvis layout hun ikke har brudt sig om. For Helle Damkjær er æstetiker til fingerspidserne – og allergisk over for uskønne ting. Derfor har hun igennem hele karrieren vendt blikket mod Østen, hvor samspillet mellem form, farve og materiale er alfa og omega.

Den japanske stol ved navn K-Chair designede Helle Damkjær for det japanske firma Kitani i 2010. K'et står for firmaets navn og orde Ki, som både betyder træ og sjæl på japansk.

»I Japan bruger man eksempelvis forskellige stel alt efter sæsonerne. Om sommeren bruger de det sandblæste, som giver en kold effekt. Om vinteren keramik og dystre farver til at give en varm effekt. Sådan har jeg det også selv. Den kop, jeg drikker af, skal helst passe til teen. Det er små detaljer, men jeg synes, det er vigtigt,« siger hun.

Helle Damkjærs design bliver beskrevet som organisk, nordisk og sensuelt. Design uden dikkedarer, og hvis svungne former er detalje nok. Som skålene fra Georg Jensen, hvor mønstre og krummelurer glimrer ved deres fravær, men buer harmonisk som et blomsterblad i naturen.

Indulgence-vasen fra Georg Jensen er en videreudvikling af den champagnekøler, Helle Damkjær designede for firmaet i 2008.

»Med mine ting er den perfekte form den vigtigste detalje. Den form, der er helt rigtig, som den er. Som kan holde og leve og være sig selv, uden at der er noget forkert ved den. Jeg kan ligesom fornemme det, når jeg designer,« siger hun og fortsætter:

»Det er fascinerende, hvordan former udstråler noget. De kan ligefrem tale til mig. Nogle former har man lyst til at røre ved og andre ikke. Min datter siger: ”Mor, du laver hele tiden de samme ting”. Og jeg svarer altid: ”Nej, det er ikke det samme. Formen er lidt anderledes”, og jeg kan selv se en kæmpe forskel.«

Fra Haderslev til Paris’ elegance

Der er noget ved ordstillingerne, som afslører, at Helle Damkjær fløj fra Haderslev i en ung alder og bosatte sig i Milano, London og Paris, for nogle gange bliver sætningen sagt i omvendt rækkefølge. Og især de år, hun tilbragte i den franske metropol, har sat sine spor.

»Paris er et sted, hvor man udvikler en elegance. Der er noget over byen – mange kunstnere har været igennem den, og der er noget fænomenalt elegant over den. Jeg tror også, det har udviklet noget i mig og har tilført en elegant udformning til mit design,« forklarer hun.

Efter opholdet i den franske metropol søgte hun først et stykke ud af byen og dernæst mod det sydfranske. Mod mere lys, varme og albueplads i keramikværkstedet.

De runde tæpper er tre meter i diameter.

Her er hun blevet hængende indtil videre. Men trods den franske indflydelse bliver Helle Damkjær beskrevet som en tung spiller blandt de nordiske designere af blandt andre Georg Jensen. Spørger man hende, om årene i udlandet og den franske hovedstad ikke har visket fornemmelsen for det nordiske ud, siger hun nej. Hun er tit i Danmark i forbindelse med opgaver eller for at besøge familien i det jyske. Og egentlig er hun ikke nervøs for, at forskellige opgaver i alverdens lande ender med stilmæssig forvirring.

»Når jeg arbejder, dykker jeg ind i mig selv. Da jeg lavede den japanske stol, var det kun mig i atelieret med et stearinlys og gregoriansk musik. Der var ingenting – kun naturen omkring mig,« siger hun.

Om at ville det hele

Som lille pige kravlede Helle Damkjær rundt under de farverige kjoler i forældrenes tøjbutik i Haderslev. Måske var det der, øjet for første gang blev trænet til at se efter farver og former, mener hun. Siden da har rejser og arbejdet hærdet evnen til at få øje på detaljerne.

»Da jeg først arbejdede i København, var det på et reklamebureau på Østerbro. Mange år senere kom jeg til at gå på Østerbro igen. Jeg gik på den store boulevard, og der kom jeg til at kigge op og tænkte ”Gud, jeg har gået her så tit, men har aldrig lagt mærke til de fantastiske friser”. Mit øje er blevet trænet over tid, fordi jeg har søgt detaljer. Jeg har nok lært mig selv at observere,« siger hun.

Erfaringen i at kunne finde frem til det optimale design har gjort, at Helle Damkjær ikke er bange for at kaste sig ud i vidt forskellige projekter. Og ifølge eget udsagn er hun ”art director” frem for håndværker, der med en klar idé for det visuelle udtryk kan indgå i samarbejde med de, der står for den tekniske udførelse. Som da hun designede en træstol for japanske Kitani, der i udseende vidner om et større konstruktionsarbejde.

De organiske former er tydlige i Helle Damkjærs Bloom-serie for Georg Jensen, som både tæller skærebræt, knive og skåle. Priser fra 249 kr.

»Jeg kan jo ikke gå i snedkerlære, fordi jeg gerne vil lave møbler. Så når jeg aldrig noget. Hvis jeg skal lære det hele fra bunden, går det ikke. Men hvis jeg ved, hvordan noget lige præcis skal se ud, kan jeg arbejde sammen med en snedker, som kender sit håndværk. Og så kan vi finde ud af det sammen.«

Da hun skulle designe tæpperne for Carl Hansen & Søn, satte hun sig endnu engang for at stifte kortvarigt kendskab med en ny teknik. Helle Damkjær nørklede derfor med små pomponer i uld i forskellige nuancer for at finde netop den rigtige farvebalance. Og står det til Helle Damkjær, kommer fremtiden til at indeholde flere flyture og nørklerier med nye projekter.

»Jeg håber bare, at jeg kan blive ved med at lave en masse nye ting. Det kan være møbler, lamper, stel eller porcelæn. Så længe formerne er involveret, er det næsten ligegyldigt hvad. Jeg er lykkelig for at lave det, jeg holder af,« siger hun og afslutter:

»Og det håber jeg da, alle er. Det er sådan, det bør være, og så har jeg ikke noget imod, at det tager meget af min tid. Jeg kan næsten ikke finde ud af, om jeg er på arbejde eller ferie – for jeg elsker det, jeg laver.«

Det uperfekte tæppe ligger stadig for fødderne af designeren, der i næste nu falder i snak med en medarbejder fra showroomet. Og i baggrunden mumler gæsterne, der har valgt at lægge vejen forbi Carl Hansen & Søn for at se det nyeste skud på en stamme, der efterhånden rager højt og forgrener sig i designverdenens mange afkroge.

Hvis du læser med fra mobilen, kan du se flere billeder her: