Den gamle væver ryster støvet af dugen
Den 100 år lange tradition for vævede tekstiler af høj kvalitet i Georg Jensen Damask har givet virksomheden en prominent status, men frem til årtusindskiftet også et lidt støvet image, lyder det fra direktør Peter Hulweg Christiansen, som derfor har givet den gamle tekstilfabrikant en tur i moderniseringsmaskinen.
Når man træder ind som direktør i en mange hundreder år gammel slægtsvirksomhed, medfølger et ansvar for at opretholde den rette balance mellem fortid og fornyelse. Man kan ikke bare gå ind og lave om, uden at man risikerer at pille for meget ved virksomhedens DNA. Omvendt kan man ikke lade virksomheden stagnere. Men hvordan finder man den rette balance? Det var bare et af de store spørgsmål og en af de udfordringer, Peter Hulweg Christiansen stod over for, da han i 2002 indtog stillingen som direktør i Georg Jensen Damask – en tekstilvirksomhed, der trækker spor helt tilbage til midten af 1700-tallet og dermed har en lang historie bag sig. Af samme grund var det med lige dele ærefrygt og fascination, at Peter Hulweg Christiansen overtog roret.
»Det var helt klart med en vis snurren i maven, da jeg startede. Men det var først og fremmest fantastisk at skulle arbejde i en virksomhed, der går så mange generationer tilbage,« siger han.
Fra introvert til ekstrovert
På trods af snurren i maven var en ting dog sikkert: Georg Jensen Damask skulle have børstet støvet af sig. Og det har virksomheden i den grad fået gjort ved at sætte ind på flere områder.
»Vi har først og fremmest forsøgt at ændre vores designudtryk ved at få et mere friskt look ind over på nogle af vores produkter. Vi er blevet mere vovede, og vi har sagt farvel til den gamle, støvede dame, mange nok har forbundet med vores brand,« siger Peter Hulweg Christiansen og fortsætter:
»Derudover har vi ændret vores salgsstrategi, og vi har gjort meget ud af vores markedsføring, hvor vi har lagt vægt på, at vi nu er et ungt og moderne hus. Og så har vi forsøgt at være meget mere synlige i gadebilledet.«
Helt konkret betyder det blandt andet, at Georg Jensen Damask har åbnet en række butikker i hele landet. De fandtes slet ikke før år 2000, hvor salget stadig foregik på gammeldags vis via konsulenter fra huset som tog ud og solgte varerne i private hjem.
»Vi er kommet ud over stepperne. Georg Jensen Damask er en langt mere ekstrovert virksomhed i dag, hvor den tidligere var mere introvert. Der er faktisk ikke en sten, der ikke er blevet vendt i processen om at få virksomheden med på noderne,« siger Peter Hulweg Christiansen.
Vil ikke være trendsættere
Selv om Georg Jensen Damask i dag har fået et yngre ansigt, har virksomheden ikke ambitioner om at være trendsættere. I stedet går Georg Jensen Damask efter at ramme et tidløst design med klassikerpotentiale.
»Hvis man vil bevare et tidløst design, så nytter det ikke noget, at man konstant ændrer stil alt efter, hvad der er moderne. Selvfølgelig holder vi øje med, hvilke farvetendenser der er, men det er ikke noget, vi nødvendigvis lader os styre af,« siger Peter Hulweg og fortsætter:
»Og selv om vi rejser meget rundt i verden for at få inspiration, skal vi sørge for at være der, hvor vores virksomheds udgangspunkt er. Vi leger gerne med, men vi ønsker aldrig at være trendsættere.«
I forsøget på at skabe klassikere arbejder Georg Jensen Damasks in-house designer løbende med eksterne designere, virksomheden ser et potentiale i.
»Vi går efter at samarbejde med designere, som kan tilføre vores kollektion noget nyt. Og det kan både være meget etablerede designere som Arne Jacobsen, Nanna Ditzel og senest Susanne Rützou, men det kan også være upcoming designere, som da vi for et par år siden lancerede en kollektion med JoanP, der kom direkte fra Designskolen,« siger Peter Hulweg Christiansen og tilføjer:
»Udtryksmæssigt prøver vi at ramme det klassiske – og gerne nordiske – og sammen med de eksterne designere tilføjer vi nye kollektioner, så vi hele tiden udvikler os.«
Moderne produktion, gammeldags kvalitet
Hånd i hånd med ønsket om at skabe tidløst design går missionen om at producere kvalitet ud over det sædvanlige. Det har været Georg Jensen Damasks største vartegn fra begyndelsen. I dag foregår al produktion af deres tekstiler dog i Indien, Thailand og Tjekkiet. Den gammeldags væv er erstattet af en computerstyret, og der er langt fra det gamle landsbyvæveri, hvor det hele startede, til den moderne tekstilindustri. Men ifølge Peter Hulweg Christiansen betyder det ikke, at der bliver gået på kompromis med kvaliteten.
»Vi er meget grundige, inden vi overhovedet vælger en fabrik i udlandet. Vi bruger lang, lang tid på at finde den rigtige samarbejdspartner, og vi har en række kriterier, de skal opfylde. Vi vil blandt andet gerne have, at de har samme udgangspunkt som os – det må gerne være en familieejet virksomhed, som fylder noget i lokalsamfundet. På den måde kan vi bedre sikre, at de har nogle stolte værdier og laver et ordentligt stykke arbejde,« siger han og understreger, at Georg Jensen Damask også hele tiden har en føler ude, når produktionen er sat i gang.
»Vi bruger mange ressourcer på at rejse ud til fabrikkerne. Vores folk er hele tiden af sted, og de kommer både anmeldt og uanmeldt. Derudover foretager vi konstant stikprøvekontrol på de varer, vi får hjem,« siger Peter Hulweg Christiansen, der stolt tilføjer, at Georg Jensen Damask pt. har en reklamationsprocent på kun 0,1 ud af de 530.000 stykker tekstil, der hidtil er solgt i år.
»Det er altså ikke bare noget, vi siger. Vores produkter er i orden, og hvis det skulle ske, at de ikke er i orden, så gør vi meget ud af at rette op på det,« siger Peter Hulweg Christiansen og fortsætter:
»Vi vil gerne give folk noget ekstra, og vi vil gerne opføre os ordentligt. Folk skal kunne regne med os, og det kan de også.«
Ambitiøs og nøjsom på samme tid
Til spørgsmålet om, hvad fremtiden byder på for Georg Jensen Damask, tøver Peter Hulweg Christiansen ikke.
»Vi bruger meget tid på at undersøge og overveje, hvordan vi kan udvikle og bruge vores produkter i fremtiden. Der er ingen tvivl om, at vi fortsat kun vil arbejde med tekstiler, men tekstil kan jo bruges til rigtig meget mere, end det vi allerede bruger det til – for eksempel til både møbler, lampeskærme og gardiner. Derfor overvejer vi, om vi skal bevæge os vi videre ud i hjemmet, men der er ingen tvivl om, at vi bliver inden for hjemmets fire vægge,« siger Peter Hulweg Christiansen.
Derudover arbejder Georg Jensen Damask for at komme ud på nye markeder.
»Vi har et solidt fodfæste i Skandinavien, og det værner vi om, men der er samtidig stort vækstpotentiale i EU og ikke mindst Asien. Vi bryster os af at sælge i 13 lande, men vi vil gerne videre ud,« siger Peter Hulweg Christiansen.
Han svarer ja til spørgsmålet om, hvorvidt Georg Jensen Damask med tiden skal blive en verdensomspændende virksomhed. Men han understreger samtidig, at de ikke har travlt.
»Vi er meget nøjsomme. Vi kan godt lidt at tage ét marked ad gangen og ikke at skyde med spredehagl. Den strategi ligger i god tråd med det, der er blevet gjort i virksomheden i over 250 år, og jeg tror, at det er derfor, at virksomheden lever og har det godt,« afslutter Peter Hulweg Christiansen.
Georg Jensen Damask
- Georg Jensen Damask har intet at gøre med sølvsmeden Georg Jensen. Faktisk er damaskproducenten meget ældre. Grundstenene til det, der senere skulle blive til Georg Jensen Damask, blev nemlig lagt helt tilbage i 1700-tallet i den jyske landsby Vonsild, hvor væveren Andreas Jensen og hans kone havde et mindre væveri.
- Generation efter generation i samme slægt bevarede traditionen for damaskvævning, der er karakteriseret ved vekselvirkningen mellem blanke og matte flader.
- Det var Hans Georg Jensen (1885-1933), der flyttede væveriet til Kolding og for alvor industrialiserede væveriet. Virksomheden har stadig sit hovedsæde i Kolding.
- I 2000 blev Georg Jensen Damask kongelig hofleverandør, og siden da har firmaet arbejdet på at støve det gamle, lidt støvede image af.