Liebhaverskovfogedens landsted

I det bakkede landskab sydvest for Vejle, for enden af en kilometers markvej, ligger et yndigt og idyllisk landsted. På toppen af en af bakkerne skuer det hvide hovedhus ud over skov og mark, sø og å – og den unge vinmark for foden af bakken. Men for bare seks år siden så det ganske anderledes ud. Her var de 20 tønder land et ustruktureret vildnis, hvor man ikke kunne se hele herlighed for gamle juletræer, meterhøje brændenælder og brombærkrat.

»Grunden ligger flot placeret, men den var plastret til med forvoksede juletræer og groet til i brændenælder – det var så tilgroet, at det var svært at komme ned til Vejle Å, der ligger for enden af bakkerne,« fortæller Claus Hemmingsen.

Den brede å er ellers sprængfyldt med havørreder, så det var jo en skam, tænkte han. Men han kunne se mulighederne i det tilgroede landsted, der havde en god beliggenhed, og derfor endte han og hans kone med at købe det.

»Vores hus ligger for enden af en kilometer lang privat vej, så derfor føler vi, at vi er midt ude i ingenting, hvilket er skønt. Men i virkeligheden er der kun fem kilometer ind til Vejle,« siger den 39-årige liebhaverskovfoged.

Grav en sø, plant et (mammut)træ

Claus Hemmingsen er uddannet skov- og landskabsingeniør og er i dag selvstændig med firmaet Liebhaverskovfogeden. Han har hele sit arbejdsliv arbejdet med skov og land, så det var langt fra fremmed grund, han bevægede sig ud på med landstedet. Og det var netop det, landstedet, der gav ham ideen til at blive selvstændig.

I sit daglige arbejde med udformning af landejendomme er han lidt ligesom en havearkitekt – bare i større format. Hvor havearkitekten arbejder med kvadratmetre, arbejder han med tønder. Og i stedet for fuglehuse og sommerfuglebuske indretter han hele naturmiljøer, der f.eks. kan tiltrække råvildt. Og det har han også gjort på sit eget landsted.

Han rev brændenælderne op med rod og ryddede ud i de mange juletræer for at åbne landskabet op. Ikke bare så det var muligt at komme ned til åen, men også så alle de 20 tønder land kom til deres ret. Her er nu skovbryn og enge, en krebsesø, en bøgeskov, små buskadser, få af de gamle juletræer og små overraskelser som de specielle amerikanske mammuttræer.

»Det er dem, der bliver så store, at man kan køre igennem dem. Jeg har rejst en del rundt i Nordamerika og set dem derovre. Jeg synes, de er fascinerende,« siger Claus Hemmingsen.

Kodeord: Variation

Der er en særlig pointe med mammuttræerne, skovbrynene, engene, lysningerne og alle de andre forskellige elementer på jorden. Nemlig at de er forskellige. For det er kernen i Claus Hemmingsens udvidede have.

»Kodeordet er at skabe variation. Det betyder noget for øjet, at der både er tæt bevoksning, åbent landskab, vand, noget, der blomstrer, og frugttræer – og frem for alt udsigt. Det har stor betydning for æstetikken. Og for dyrelivet, hvis man f.eks. godt kunne tænke sig at gå på jagt på sin jord,« siger Claus Hemmingsen, der selv ynder at gå på jagt, og fortsætter:

»Det, der tit skræmmer folk ved landsteder, er nok den arbejdsbyrde, der umiddelbart er i det. At man f.eks. skal til at fælde alle de træer, der er vokset op og holde skoven ved lige. Men hvis man nu får lavet de fældede træer til træflis og sælger det, så kan man jo bruge indtægterne fra salget til at betale sig fra at fælde det selv.«

På samme vis behøver det heller ikke at være den helt store tidsrøver at holde, hvad der svarer til ti fodboldbaner – selv om det nok vil give almindelige parcelhusejere sved på panden.

»Jeg kan passe mine 20 tønder land på samme tid, som det tager at passe en almindelig villahave. Hvis man ser bort fra vinmarken altså. Noget skal slås, og der skal tyndes lidt ud ind imellem, men ellers kan det bære sig selv. Det er tænkt ind fra starten,« siger han.

For ham er det vigtigste, at der er tid til at nyde det. Det betyder ikke, at han ikke har nogle frugttræer eller deslige – det er bare nogle, der ikke nødvendigvis skal beskæres.

»Det handler om at kreere en vedligeholdelsesfri natur, så man kan overkomme at holde de mange kvadratmetre. Man skal bruge lidt tid i starten og lige få det i gang – men så handler det også bare om at læne sig tilbage og nyde det,« siger Claus Hemmingsen.

Oplevelser og livsnyderi

Når man kigger ud over Claus Hemmingsens jorder, er det ikke til at se, at det hele er anlagt. For det er småt med lige linjer og andre små tegn, der kunne afsløre, at det er menneskeskabt.

»Det handler om at skabe bløde linjer. Naturen laver jo ikke en firkantet blomstereng. Og der er ingen lige kanter i en naturskov – der bugter og snor det sig. Selv om det er lavet kunstigt, skal det se naturligt ud – som om det altid har været der. Det er mit mål,« fortæller han.

Men der er intet tilfældigt over det. Tværtimod er det tænkt rigtig godt igennem, ikke bare så det er til at holde, men også så det er til at bruge.

»Vi har lagt stier ind i landskabet, så vi har stier til både den korte aftentur og lange søndagsgåtur. Og vi har lagt oplevelser ind langs stierne, så vi kommer forbi åkanderne i søen, når de blomstrer og frugttræerne, når frugterne er modne,« siger Claus Hemmingsen, der også har en bålplads på grunden, hvor de ofte byder gæster på bålmad og kold hvidvin.

Det eneste, der kræver en del tid og pleje, er den vinmark, Claus Hemmingsen anlagde for fire år siden. Her har han dog allieret sig med sine forældre, som til daglig bor i et parcelhus og er gået på efterløn.

»Det hjælper med et par ekstra hænder. Vi har også lavet en legeplads ved vinmarken, så børnene kan hygge sig der, mens de voksne er i marken. Og vi har sat nogle havemøbler op dernede. Når vi har gæster, går vi også altid en tur derud, for der er en helt anden udsigt,« fortæller han.

Men når nu resten af de mange tønder land er lette at holde, hvorfor så anlægge noget så krævende som en vinmark? Her falder det enkle svar hurtigt:

»Fordi jeg er livsnyder. Det er en hobby. Jeg kan godt lide god mad og god vin – men jeg kan egentlig ikke lide hårdt arbejde,« siger han og griner.

»Så hvis jeg skal lave hårdt arbejde, skal det være noget, jeg kan høste et udbytte af. Jeg har ikke noget mod at bruge mine kræfter, når det går til noget, der kan bruges til noget. Vi har f.eks. krebs i søen, fisk i åen og indimellem skyder jeg et rådyr, vi kan grille over bålet.«

Så selv om Claus hemmingsen indrømmer, at det nok har været hårdt arbejde at forvandle det tilgroede landsted til et ordnet naturmiljø, har det været det hele værd. Og skulle han få chanchen, ville han elske at gøre det hele om et andet sted.

»Jeg har en gammel løberute på min barndomsegn, der nu er lavet til golfbane. I dag er vandet drænet væk, men hvis man fjernede drænet, ville bækkene begynde at løbe igen, søer ville blive dannet, og man kunne etablere varieret naturskov. Det ville være en drøm for mig – at tage et stort stykke agerjord i kuperet terræn og føre det tilbage, som det så ud for 100 år eller mere siden. Ligesom jeg har gjort derhjemme – bare i større format.«

Læser ud med fra mobilen, så se flere billeder her.