Fortsæt til indhold
Bolig

Badeværelset er det sværeste rum at renovere

Du må gerne være med til at bygge dit nye badeværelse, men der er ting, der skal udføres af autoriserede installatører. Samtidig skal du være opmærksom på, at gør det selv-arbejdet har en høj sværhedsgrad.

Alexander Højfeldt Lund

Drømmer du om at bygge dit helt eget badeværelse? Har du allerede udvalgt fliserne og den helt rigtige glasbrusekabine? Så er det bare med at komme i gang, for du må nemlig gerne lave meget af arbejdet selv. Det fortæller Bjørn Klahn, fagekspert hos Bolius Boligejernes Videnscenter.

»Man må delvist bygge sit eget badeværelse. Der er nogle ting, man ikke må. Overordnet kan man sige, at det drejer sig om el, vvs og kloak. Altså faste installationer. Alt, hvad der er fast, skal man have autoriserede til at udføre. Men man må altid gerne være medbygger på sit eget badeværelse.«

Man skal dog som gør det selv-bygger være opmærksom på, at der er en masse regler og krav, der skal overholdes. Derfor skal man også være sikker på, at ens evner rækker til at leve op til standarderne. Både i forhold til loven og i forhold til de håndværkere, der skal udføre vvs-, el-, og kloakarbejde.

»Der er nogle udfordringer ved at være medbygger. En udfordring er, at man skal sørge for klart at aftale, hvor langt ens arbejde må gå i forhold til entreprenøren. Og så er det naturligvis også en udfordring, at ens arbejde skal være ordentligt nok i forhold til entreprenøren,« siger Bjørn Klahn og forklarer, at der kan ske fejl, hvis aftalerne ikke er på plads.

»Som amatør har man måske nogle forestillinger om, hvordan ens badeværelse skal se ud. Men tænk nu, hvis den autoriserede placerer gulvafløbet forkert. Hvis ansvar er det så? Derfor skal man sørge for at have gode tegninger og klare aftaler.«

Forberedelse er vigtig

Der er en lang liste af regler for badeværelser, der skal overholdes. Det betyder, at man som ihærdigt gør det selv-menneske skal sætte sig godt ind i paragrafferne.

»Der ligger et kæmpe forarbejde. Halvdelen af arbejdet er indsamling af viden og indkøb af materialer. Man skal være klar over, at det tager lang tid, for det er et rum med høj sværhedsgrad,« forklarer Bjørn Klahn.

Han anbefaler derfor, at man benytter sig af litteratur om emnet. På den måde undgår man fejl, der i sidste ende kan blive bekostelige for dig som husejer.

»Jeg anbefaler, man finder bogen ”SBi-anvisning 200 vådrum”. Hvis man følger den, så gør man det rigtigt. Men den er 200 sider tyk, og det siger noget om, hvor komplekst det er at bygge badeværelse. Samtidig kan man risikere, at forsikringen ikke dækker, hvis man har udført arbejdet forkert,« siger Bjørn Klahn og gør opmærksom, at anvisningen kan findes på nettet.

Fageksperten mener også, at det kan give god mening at hyre en rådgiver, der har erfaring med etablering af badeværelser.

»Det kan være en god idé hyre en rådgiver. Penge til en arkitekt vil i nogle tilfælde være givet godt ud. De har erfaring med, hvor svært det kan være. Så at have en arkitekt med i idé-fasen kan være uvurderligt. Det kan også være med til at hæve herlighedsværdien i det endelige rum,« siger Bjørn Klahn og understreger igen vigtigheden af at gøre tingene rigtigt.

»Der er mange krav til vådrum. Det er det dyreste rum i huset, men det er også det rum, der forårsager flest skader. Derfor er der så mange krav set i forhold til for eksempel køkkenet.«

Godkendte materialer

Bygning af et badeværelse involverer mange forskellige materialer og elementer. Det kan være, at du gerne selv vil købe materialerne, fordi du ønsker noget helt specielt.

»Man kan sagtens købe materialer selv, men så står man selv for kvaliteten og for at sikre, at håndværkeren ikke står med de forkerte ting. Mange gør det selv for at spare penge, men det er ikke altid en god idé. Hvis man ikke ved, hvad man skal købe, skal man passe på,« siger Bjørn Klahn.

Det kan give mening at købe materialerne selv, hvis man ønsker et designerbadeværelse eller kan opnå rabatter. Eller anbefaler Bjørn Klahn, at man lader håndværkeren om indkøbene.

»Det kan give god mening at lade håndværkeren købe materialer, hvis man ønsker et jævnt badeværelse, men hvis man ønsker et designerbadeværelse, skal man måske selv stå for det.«

Hvis man insisterer på at indhente materialer selv, er det vigtigt, at man køber de godkendte materialer.

»Det skal være MK-godkendte materialer, og de skal bruges præcis, som producenten foreskriver. Gulve og afløb skal være VA-godkendte,« siger Bjørn Klahn og understreger atter, hvor svært det kan være for en amatør at bygge et badeværelse.

»Der er større krav til vådrum. Et badeværelse er delt op i en vådzone og en fugtig zone. Og dem er der større krav til. Det handler virkelig om at gøre det på den rigtige måde og købe de rigtige materialer.«

»Man skal passe på, hvad man gør, for hvis det bliver grimt, kan det også trække husets værdi ned.«