Vandsparetoiletter kan give flere rotter
Vandsparetoiletter med stort og lille skyl passer ikke altid til dine kloakrør, og det kan give flere rotter i boligen. Læs hvorfor og find ud af, hvad du kan gøre for at undgå problemer med rotter.
Hæld vand i toilettet
Har du allerede skiftet til et vandsparetoilet, og har du mistanke om, at det kan skabe problemer med dine kloakrør, kan du med jævne mellemrum, fx hver weekend, hælde en spand med vand i toilettet, for at skylle rørene.
Masser af danskere har toiletter med stort og lille skyl for at spare på vandet. Men vandsparetoiletter og andre vandsparende installationer op giver også bedre levebetingelser for rotter, og det kan give flere rotter i danske hjem.
Det mener formand for Danske Kloakmestre, Henning Lübcke.
- Vores kloaksystem er bygget til at være selvrensende ved, at en bestemt mængde spildevand skyller det igennem. Men hvis der kommer mindre vand end det er dimensioneret til, på grund af fx vandsparetoiletter, bliver affaldet ikke skyllet væk. Det kan give forstoppelse, lugtgener og flere rotter, siger Henning Lübcke til Bolius.dk.
Flere rotter i Danmark – også indenfor
Selvom der er store udsving fra år til år, er tendensen klar: Antallet af rotter er stigende i Danmark. Også inde i husene.
Ifølge Henning Lübcke blev der alene i Roskilde Kommune registret rotter indendørs 200 gange i første halvår af 2013. Af de 4.500 anmeldelser i Københavns Kommune var der 1.000 anmeldelser af indendørs rotter.
LÆS OGSÅ: Kan rotter kravle op af dit toilet?
Faste stoffer tiltrækker rotter
Rotterne kan dog ikke leve i selve rørene, selvom der er mindre vand. De har brug for tørre steder at lægge deres reder. Men de mindre vandmængder i de private kloaksystemer betyder, at de såkaldt "faste stoffer" fra toilettet og køkkenvasken ikke altid bliver skyllet ud af de private rør, hvor de tiltrækker rotterne, der leder efter føde.
Rotterne vil gerne være i nærheden af deres fødekilde, og da mange af de private kloakrør er af plastik, kan rotterne let tygge sig igennem dem, grave gange og bygge rede uden for røret.
Stålrør kan forhindre rotter
Derfor mener Henning Lübcke, at boligejere bør få lagt stålrør under huset, når de bygger nyt eller skal i gang med en større renovation af deres private kloakrør.
- Dem vil rotterne i hvert fald ikke kunne komme igennem de næste mange, mange år efter de er lagt, selvom de skulle opholde sig i dem, siger Henning Lübcke.
LÆS OGSÅ: Vedligeholdelse af husets kloakker og afløbsrør
Rotter flygter, når kommunen renoverer kloakker
Direktør Klaus Ising Hansen i Byggeriets Kvalitetskontrol, der ligger under brancheorganisationen Dansk Byggeri, mener dog ikke, at plastikrørene har den store betydning.
- Rotterne kan også komme igennem betonrør eller rør af ler eller glaseret tegl, siger han.
Klaus Ising Hansen peger i stedet på, at kommunerne er fuld gang med at renovere deres del af kloaknettet ved såkaldt strømpeforing, hvor man trækker et nyt rør ind igennem det gamle, og også laver et nyt system, hvor regn og spildevand skilles i 2 systemer.
Mange private kloakrør er ikke renoveret
Til gengæld går det noget langsommere på den private del af kloaknettet, der mange steder ikke er blevet udskiftet i et halvt århundrede eller længere tid.
- Kommunernes renovering presser rotterne op i de private kloakrør, der ikke bare er i dårligere stand, men også giver rotterne lettere levebetingelser, fordi rørene ikke bliver skyllet så meget igennem med vandsparetoiletterne, siger Klaus Ising Hansen.
På den måde kommer kommunernes renovering til at sætte gang i den private renovering, fordi de private boligejere får problemerne, vurderer han.
Dit ansvar, at wc passer til kloaksystemet
Det er et lovkrav, at toilettet skal passe til kloaksystemet, selvom du ikke får en bøde, hvis du skifter toilettet uden også at se på kloaksystemet, forklarer Klaus Ising Hansen.
- Men sælger man huset, og bliver det senere et problem for den nye ejer, kan man risikere at få et erstatningssag på halsen, forklarer Klaus Ising Hansen.
Spørg en kloakmester, når du får vandsparetoilet
Derfor bør du ikke bare gå ned i Silvan og købe et vandsparetoilet og så selv installere det. Du bør også få en kloakmester til at undersøge, om dit private kloaksystem passer til de mindre vandmængder, råder Klaus Ising Hansen.
- Hvis vandmængderne er mindre, bør kloakrørene på éns egen grund have et større fald. De gamle toiletter skyllede med 6 liter eller mere. Vandsparetoiletterne er helt ned på 2-4 liter på stort og lille skyl, siger Klaus Ising Hansen.
Dyrt at skifte kloakrør
Han vurderer, at det vil koste 30.000-100.000 kr. at udskifte ledninger fra under huset og ud til skellet, hvor de kommunale kloakrør ligger, for at få det korrekte fald på alle kloakrør.
- Det vil de fleste nok synes er lidt mange penge at bruge på et vandsparetoilet. Man skal spare meget vand, inden man har tjent de penge hjem, siger Klaus Ising Hansen.
Mange forklaringer på flere rotter
Uafhængig konsulent i rottebekæmpelse Ann-Charlotte Heiberg mener, at både Henning Lübcke og Klaus Ising Hansen kan have ret i deres forklaringer på de mange rotteanmeldelser.
Men hun understreger, at ingen undersøgelser be- eller afkræfter deres forklaringer.
- At der kommer flere rotter er ikke kun et dansk fænomen. Det ser vi i også i andre lande omkring os, siger Ann-Charlotte Heiberg.
LÆS OGSÅ: Rotter i boligen
Anderledes afgrøder kan give flere rotter
Hun mener at den øgede forekomst af rotter kan være et samspil af mange forskellige ting. Fx, at sammensætningen af afgrøder, der bliver dyrket i Danmark, har ændret sig, hvor majs og roer bliver høstet senere end korn, hvilket kan gøre at rotterne har mere føde senere på året og dermed lettere kan få flere kuld på en sæson.
Der er også kommet flere vildtremiser i landskabet, der også kan give rotterne bedre levevilkår, ligesom at by- og landzonerne ændres.
Samtidig er det blevet lettere for boligejerne at anmelde rotter til kommunen.