Fortsæt til indhold
Bolig

Bæredygtigt byggeri: Sådan kommer du i gang

100 procent bæredygtighed er svær at opnå, men følger du de 10 gode råd her, gør du dit husbyggeri mere bæredygtigt og får samtidig et hus, der både er rart at bo i og let at sælge.

Louise Fogh Hansen, bolius.dk

1. Tænk på husets arkitektur

Dit hus arkitektur er ikke kun et spørgsmål om stil, men om hvordan det funktionelle hænger sammen med det holdbare, den gode helhed og skønne detalje. Hvis ikke huset inspirerer til gode oplevelser og til, at man holder af det, bliver det mindre værd, og risikerer med tiden endda at blive revet ned og dets ressourcer spildt.

2. Planlæg efter lysindfaldet

Du opnår en række fordele ved at placere dit hus og planlægge vinduer og rumfordeling efter, hvordan dagslyset falder. Du sparer energi til opvarmning og kunstigt lys, dine rum får større herlighedsværdi, og dit hus bliver mere attraktivt for både dig selv og fremtidige købere.

LÆS OGSÅ: Dagslys som opvarmning

3. Minimér energiforbruget

Mange boligejere har allerede stort fokus på at spare på energien med isolering, energiruder og omlægning til miljøvenlige varmekilder som fjernvarme og varmepumper. Det vigtige i denne sammenhæng er, at du sikrer dig, at de tekniske løsninger spiller korrekt sammen, så der ikke opstår indeklimaproblemer.

4. Sørg for godt indeklima

Når huset gøres tættere og bliver bedre isoleret, er det vigtigt at sikre et godt indeklima med fornuftigt luftskifte. Vær også opmærksom på materialevalget, da nogle materialer kan afgasse. Sørg for selv at lufte ud regelmæssigt, og hold ventiler i vinduer åbne.

Når huset allerede er velisoleret, kan man installere et ventilationsanlæg med varmegenvinding.

5. Fokuser på adfærd

Uanset hvor energioptimeret din bolig er, har din og din families adfærd og vaner enorm betydning for energiforbruget.

I boliger med samme energimærke kan forbruget variere med mere end 300 procent, udelukkende som følge af beboernes adfærd mht. valg af rumtemperatur, elforbrug til apparater, brug af varmt vand m.m.

LÆS OGSÅ: 7 sjove ideer: Få familien til at spare på el og vand

6. Gør huset tilpasningsdygtigt

Byg dit hus, så det let kan tilpasses de beboere, der flytter ind efter dig. Det handler fx om, at fordelingen mellem fællesrum og sove/børneværelser let kan ændres, så huset både fungerer for en teenagefamilie og et par uden børn.

Derfor skal du ikke lave indervægge af beton, der er svære at rive ned. Et tilpasningsdygtigt hus er lettere at sælge. Sørg for, at dit hus konstruktioner fx kan skilles ad og kan genanvendes i fremtiden.

7. Vælg bæredygtige materialer

Her ligger den store udfordring for den bæredygtige boligbygger. Det er nemlig stadig svært at indhente oplysninger om byggematerialers påvirkning af miljøet over hele deres levetid, og producenterne opgør det på forskellig vis, så du får svært ved at vurdere materialerne ud fra et sammenligneligt grundlag. Indtil da kan du rådføre dig med en rådgiver eller vælge genbrugs- eller miljømærkede materialer.

Alle materialer har en række miljøpåvirkninger, og materialevalget har stor betydning i et livscyklusperspektiv, da den energi og CO2, der er medgået til produktion, transport og bearbejdning af materialet, kan være meget betydelig.

Overvej altid, om der er alternative materialer til de funktioner, du planlægger. Er der behov for vedligehold, udskiftning eller ekstra rengøring af de materialer, du ønsker at anvende?

LÆS OGSÅ: Generelt om byggematerialer

8. Installer vedvarende energi

Det vigtigste er at reducere bygningernes energiforbrug. Hvis huset i forvejen er energioptimeret, kan man opnå, at det bliver energi-neutralt, eller endda producerer mere energi, end det forbruger ved at installere solceller eller solvarmepaneler.

Man kan også udnytte jordvarme. Husk at sørge for, at evt. energisystemer tager højde for husets arkitektur og orientering mod sol og skygger fra beplantning og nabobebyggelse.

9. Beregn boligens totaløkonomi

Den gængse procedure ved et husbyggeri er at lægge budget og beregne prisen for selve byggeriet, men fuldstændig glemme at tage de følgende års udgifter til drift, vedligehold, renhold og udskiftninger med i betragtning. Det gør, at du risikerer at vælge en løsning, der sparer dig penge lige nu, men på lang sigt koster dig dyrt i form af reparationer og håndværkerregninger.

Derfor kan det være en hjælp for dig at beregne bygningens samlede økonomi over 50 år, så de langsigtede konsekvenser af materialevalg m.m. bliver lettere at forholde sig til. Og selvom du måske ikke selv kommer til at bo i huset i 50 år, vil det gøre huset mere værd ved et salg, at du har tænkt langsigtet og gjort boligen billig at bruge og vedligeholde.

Ved totaløkonomiske beregninger tages der hensyn til de mest relevante udgifter som anlægsudgift, vedligeholdelse, varmetab, driftsomkostninger og skrotning. Fx kan man se, om det kan betale sig at investere i kvalitet og lang holdbarhed. Det er et stort arbejde, hvis du som privatperson vil beregne totaløkonomien i sin fulde betydning. Men du kan godt tage nogle af elementerne fra totaløkonomi med, når du skal bygge eller renovere dit hus.

10. Brug regnvandet

Du kan opsamle regnvand og genbruge det i haven eller til toiletskyl o.l., eller du kan lede regnvand til en faskine, så du aflaster kloaksystemet.

Hvad angår affald, så gør plads til sortering i forskellige beholdere i køkkenet og opret en kompostbunke i haven. Genbrug af regnvand er godt for miljøet og din pengepung.

LÆS OGSÅ: BEDRE HJEM-tema om regnvand