Tilbagelænet design
Fritz Hansens nye lænestol RO er – som navnet indikerer – designet til at give ro og afslapning i hverdagen. Den nyfortolkede øreklapstol er allerede blevet populær, og noget kunne tyde på, at lænestolen som møbel på vej mod en ny storhedstid.
Er der noget bedre end at lade sig synke ned i en blød og vamset lænestol? At smække benene op på en fodskammel og mærke, hvordan lænestolen med de bløde puder omslutter en. At fornemme hvordan verden omkring bliver mindre og mindre vigtig, efterhånden som varmen breder sig i kroppen, og man slapper af.
Stolen er formet ligesom kroppen.Jaime Hayon, Designer
Ja, en blød lænestol lægger op til afslapning og ro. Og det er da også denne helt særlige ro, som den danske møbelproducent Fritz Hansen har haft fokus på med deres nye lænestol. De ønskede nemlig at skabe en lænestol, som gav rum til at slappe helt af og få ro i hverdagen.
Kropsformet komfort
Med ønsket om at skabe en lænestol, som giver rum til rolige stunder, har designeren bag stolen, Jamie Hayon, haft et stort fokus på at gøre stolen blød og komfortabel. Det er nemlig langtfra en selvfølge for nutidens lænestole, mener han, og han så det også som en mangelvare i Fritz Hansens egen kollektion
»Jeg kiggede på, hvad Fritz Hansen i forvejen havde af lænestole i kollektionen, og den eneste der så behagelig ud, var Arne Jacobsens lænestol, Ægget, men puden var desværre ikke blød og behagelig nok, syntes jeg.«
Men også selve stolens form har haft stor betydning for at skabe en stol, der giver ro. Eksempelvis har det været vigtigt med en høj ryg på stolen:
»Hvis stolen skal være fredfuld og personlig, skal ryggen på den være høj, så den er mere omsluttende, og så den holder nakken godt, når man slapper helt af, og hvis man falder i søvn,« fortæller han.
Ryggen har derfor fået en rund form, tilpasset menneskets anatomi, så den er så behagelig som muligt.
»Jeg kan huske, at der engang var én, der spurgte mig: Hvorfor en stolen så rund? Og jeg svarede: Jamen, har du da nogle dele på din krop, som er firkantede? Stolen er formet ligesom kroppen,« fortæller Jamie Hayon.
Også stolens ”ører” har været i særlig fokus for Jamie Hayon. Øreklapperne giver nemlig en afskærmende fornemmelse, som er vigtig, mener han. Men ørerne må samtidigt heller ikke skærme for meget af, tilføjer han, så det har i høj grad handlet om at finde en balance. Og netop balancegang er lidt af et nøgleord for stolen. Designeren har nemlig også haft stort fokus på at finde en balance mellem komfort og design.
Den svære balancegang
Den første tanke bag Ro-stolen var at skabe en behagelig stol. Men komfort var ikke nok, fortæller Jamie Hayon – stolen skulle også være let at se på. Og kombinationen af de to ting blev lidt af en udfordring, fortæller han.
»Det første mål var at lave en let stol, men samtidig en behagelig stol. Og det er lidt en modsætning, for når man lave en behagelig stol, må man polstre den meget, men på samme tid ville vi gerne have den til at se let og tynd ud. Så vi måtte lave mange test, før det lykkedes.«
At stolen måtte gennemgå mange tests undervejs, er noget også Fritz Hansens designdirektør Christian Grosen, kan nikke genkendende til.
»Lænestolen er nærmest bygget op som en skulptur, hvor vi har modelleret den op for at få formen helt rigtig. Det har været en lang proces for at få formen og tekstilerne til at passe perfekt, hvor vi har fræset en skummodel ud, slebet til, polstret, og taget det af igen,« fortæller han.
Det tog sin tid at skabe det helt rigtige udtryk for stolen, og det gælder ikke bare polstringen, men også stolens ben. For at give stolen et let udtryk var det nemlig vigtigt for designeren, at stolen berørte jorden så lidt som muligt.
»Det nederste af stolen er aluminium, fordi stolen skulle røre gulvet så lidt som muligt. Mange stole på markedet har en større flade, som rører gulvet, men det syntes vi ikke om,« fortæller Jamie Hayon.
Populære ører
Heldigvis har de mange tests vist sig at være umagen værd – stolen har nemlig allerede blevet ganske populær, selv om den kun lige er blevet lanceret. Det kan ordretallene hos Fritz Hansen vidne om. Det er nemlig nogle af de bedste tal, de har oplevet hidtil. Hos Fritz Hansen kan man kun gisne om årsagen til stolens popularitet, og designdirektøren Christian Grosen tror blandt andet, at det skyldes, at lænestolen har ramt en helt rigtig balance:
Stuen som rum er i opløsning.Mads Arlien-Søborg, trendforsker
»Den har en balance mellem fortid, nutid, fremtid: Stolen har referencer til fortiden, fordi det er en arketypisk øreklapstol, men den har fået en opdatering, som gør den relevant i dag, og som gør at den forhåbentligt peger lidt fremad,« fortæller han.
Jamie Hayon tror på, at også prisen har stor betydning.
»Når man blander en god pris med et flot design, så vil folk forelske sig i det,« fortæller han.
Lænestolens comeback
Selv om både designer og designdirektør naturligvis er meget begejstrede for stolen, peger de på, at noget kan tyde på en generel tendens, hvor lænestolen efterhånden får et comeback i de danske hjem. Og det skyldes, at vi har brug for ro og fordybelse, som i dag er en mangelvare. Det vurderer både Jamie Hayon og Christian Grosen. Og derfor peger de på, at lænestolen er blevet ekstra populær i dag.
»Der er i dag mange distraktioner i vores liv, og man er konstant forbundet. Med en lænestol har man mulighed for at nyde øjeblikket, og det er der mange, der trænger til,« vurderer Jamie Hayon.
Også trendforsker Mads Arlien-Søborg ser potentiale for et comeback for den bløde lænestol. Han peger nemlig på, at nye mønstre i vores livsstil og indretning kan muliggøre en øget efterspørgsel efter de bløde stole. For det første vurderer han, at vi i dag er begyndt at efterspørge mindre møbler.
»Hvor vi fra 90'erne og frem har prioriteret store sofaer i vores stue, er vi nu begyndt at ”down-size” vores møbler igen. Og det betyder, at der er plads til at prioritere lænestolen,« fortæller han.
Derudover er der ifølge ham sket en ændring i den måde, vi bruger stuen.
»Stuen som rum er i opløsning, fordi vi ikke længere sidder samlet foran tv-skærmen. Når vi endelig er samlet, er det ikke i stuen, men snarere i spisestuen eller køkkenet. Lænestolen kan nemmere placeres i andre rum og gør, at vi kan indrette os mere fleksibelt i forhold til, hvordan vi bruger vores rum,« vurderer han.
Hvorvidt lænestolen bliver det nye sort i vores indretning, ligger endnu i det uvisse, men noget kan altså tyde på, at vi i højere grad end tidligere efterspørger hygge i store vamsede lænestole.