Fra brugskunst til design

Køkkenredskaber, vaser, service, møbler og nips – de fleste hjem er i besiddelse af disse genstande, som både er funktionelle og æstetiske. Hos isenkræmmeren vil flere af tingene blive solgt som brugskunst, men i virkeligheden kan man lige så godt kalde opvaskebørsten, der er formet som en frø eller tandbørstekruset i stål for design. Det er nemlig det samme, fortæller designhistoriker Mette Dalby.

»Begrebsmæssigt er man gået fra betegnelsen brugskunst til design, så man kan sige, at det er to udtryk for det samme. Designbegrebet har bare en del forskellige undergenre, som industrielt design, webdesign og konceptuelt design, og det er derfor en mere nuanceret betegnelse, og den betegnelse man bruger i dag,« siger Mette Dalby og forklarer, at begrebet brugskunst stammer fra den første halvdel af det 20. århundrede.

»Brugskunsten er et bevis på, at mennesker altid har gjort sig umage i forhold til det, de lavede, og derfor har man også altid gået op i, at de redskaber, man fremstillede til funktionelle formål, for eksempel madlavning, også skulle være æstetisk smukke,« siger hun.

I modsætning til malerier og skulpturer, der også betegnes ”den frie kunst”, og som udelukkende har til opgave at være æstetiske objekter, skal brugskunst, eller den mere nutidige betegnelse design, også opfylde en brugsmæssig funktion.

»Det interessante ved design er jo netop, at det både skal kunne løse nogle funktionelle problemstillinger, men samtidig have en æstetisk dimension. I dag taler man meget om ”cross over” inden for design, som betyder, at man i højere grad blander kunst og design, « siger Mette Dalby.

Industrialisering

Designbetegnelsen kom for alvor på banen i takt med 60’ernes industrialisering, hvor der opstod et behov for at tænke brugskunst på en ny måde, og man fik begreber som servicedesign og strategisk design. Designbetegnelsen voksede yderligere i 70’erne, hvor populærkulturen begyndte at blive teoretiseret og taget alvorligt, og hvor man for eksempel uddannede designhistorikere som Mette Dalby.

»Man skal huske, at kunstneren og designeren jo nok er ret ligeglad med, hvordan vi betegner deres produkter. De laver jo bare det, de synes er interessant. Men når man skal bedømme, om noget er god kunst eller godt design, så bliver man nødt til at være bevidst om, hvad man dømmer det ud fra – er det funktion, materialer eller ideen bag? Og derfor bliver man nødt til at skelne mellem de forskellig ting,« forklarer Mette Dalby.

Selv om begrebet brugskunst i et designhistorisk perspektiv er ved at være passé, så kan man stadig støde på betegnelsen i en isenkrambutik.

»Jeg oplever ofte, at betegnelsen brugskunst i dag fungerer som en salgsbetegnelse for ting, som man kan købe i en isenkræmmer,« siger Mette Dalby og understreger, at der sommetider kan være en del snobberi omkring designobjekter.

»Der er lidt en tendens til, at man i dag fokuserer meget på navnet bag et givent design, selv om man burde holde fokus på selve produktet. Magretheskålen er et godt eksempel på et klassisk og virkelig godt design, som ikke er særligt dyrt, fordi produktionen er billig, men som stadig er design i topklasse,« siger hun.

Man kan ikke binde knuder på træ

Før industrialiseringen blev der sat håndværksmæssige krav til fremstillingen af de forskellige produkter, mens designprocessen i dag foregår på elektriske væve og computerbaserede tegneprogrammer. Men måske vender nutidens designere i højere grad tilbage til de gamle håndværksdyder.

»Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at designere gør sig umage for at have kendskab til materialer og til den håndværksmæssige side af en produktion. Det betyder ikke, at de skal være snedkere eller skræddere, men jeg har set tegninger fra designkonkurrencer, hvor det var tydeligt, at designeren ikke havde noget realistisk billede af, hvad materialet kunne i praksis, « siger Mette Dalby og fortsætter:

»Træ er for eksempel et taknemmeligt materiale med mange muligheder. Det kan behandles og bøjes på mange måder, men man kan for eksempel ikke binde knuder på det – det har altså sine begrænsninger, og det er vigtigt at designeren arbejder ud fra disse.«

Kigger man tilbage i dansk designhistorie, er der noget der tyder på, at materialekendskabet har spillet en vigtig rolle.

»I 50’erne havde Danmark sin storhedstid inden for møbeldesign, og det, tror jeg, blandt andet var på grund af det store samarbejde mellem snedkeren, som havde sans for materialerne og designeren, som havde sans for formgivningen,« siger hun.

Til gengæld oplever Mette Dalby, at materialeopfindsomheden er stor blandt de unge designere i dag.

»Mange er gode til at udfordre materialerne i dag, og er ikke bange for at blande dem og bruge dem på atypiske måder, og det synes jeg er rigtigt positivt, for det danner en grobund for, at dansk design hele tiden kan udvikle sig.«