Fortsæt til indhold
Bolig

Haveejere spiller hasard med miljøet

Salmiakspiritus, eddikesyre og kaustisk soda er nogle af midlerne, der bruges mod ukrudt.

Kilde: 24timer

Flere end hver syvende haveejer har slået ukrudt ned med eddikesyre, mens henholdsvis en og to procent har skiftet hakkejern og knofedt ud med kaustisk soda og salmiakspiritus. Det viser en web-undersøgelse blandt 2.049 haveejere, som idenyt.dk har foretaget. De gamle husråd er ganske effektive, men også ulovlige, skriver 24timer.

Reglerne er enkle: Er midlet ikke godkendt til ukrudtbekæmpelse af Miljøstyrelsen, er det ulovligt. Miljøstyrelsen har for eksempel afvist at godkende eddikesyre som bekæmpelsesmiddel, fordi det gør jorden mere sur og øger risikoen for, at der udvaskes tungmetaller i grundvandet. Heller ikke bordsalt er lovligt at sprede ud over ukrudtet, fordi saltet kan havne i grundvandet.

Meget kradse midler

Omfanget af gørdetselv-ukrudsbekæmpere overrasker kontorchef i Miljøstyrelsen Lea Frimann Hansen.

»Det virker som nogle meget høje procentsatser, og det kommer bag på mig, at nogle bruger så kradse midler som kaustisk soda og salmiakspiritus. Det er ikke bare skidt for miljøet, men udgør også en sundhedsrisiko for dem, der bruger det, og deres børn. Men vi kan ikke gør andet end at informere om reglerne.«

I den forbindelse har Miljøstyrelsen her i foråret netop lanceret kampagnen godthavemiljø.dk, hvor haveejere kan klikke sig frem til det mindst skadelige, godkendte ukrudtsmiddel. Bruger man alligevel et ikke-godkendt ukrudtsmiddel, kan det give en bøde.

»Man kan anmelde det til os, og så overdrager vi sagen til politiet. Men af ressourcemæssige årsager er det nok ikke højt prioriteret. Alternativt kan man køre sagen som en civilretlig sag, for eksempel hvis naboen har brugt et ulovligt middel, som har fået ens hæk til at gå ud. Så kan man søge erstatning,« siger Lea Frimann Hansen til 24timer.

Læs også: Her er våbnet mod dine skvalderkål