Når lynet slår ned
Skal du søge ly under et stort træ, må du tale i mobiltelefon og se tv, og hvad kan du gøre for at beskytte boligen? Bolius har set nærmere på tordenvejr og lyn.
Hører du til den nervøse type, der straks hiver alle ledninger ud af stikkontakterne, når du hører rumlen i det fjerne? Eller er du den overmodige, der skal ud for at kikke på lynene, men du fra mobiltelefonen ringer til vennerne for at fortælle, at nu er du lige i centrum for lynene?
Uanset hvad kan du hos Boligejernes Videncenter Bolius finde gode råd om, hvordan du bør reagere - og ikke reagere - i tordenvejr. Med hjælp fra eksperter fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Forsikringsoplysningen og firmaet Jysk Lynafleder A/S gør Bolius op med myterne omkring tordenvejr og lyn.
Voldsomme kræfter
Tordenvejr er i bogstaveligste forstand spændende. Lyn opstår nemlig som gigantiske spændingsforskelle mellem skyer eller mellem skyer og jord. Når iskrystaller og hagl hvirvler rundt i skyerne, skabes der store mængder statisk elektricitet, og når spændingsforskellen bliver stor nok, opstår et lyn.
Og det er voldsomme kræfter, der slippes løs. Spændingsforskellen kan være på millioner af volt, og strømstyrken kan være flere hundrede tusinde ampere. 30.000 grader Celsius kan temperaturen i et lyn nå op på. Så tordenvejr kan i værste fald være en livsfarlig oplevelse.
Ifølge DMI rammes Danmark årligt af et lyn per fire kvadratkilometer, og især sønderjyderne er mere udsatte for lyn end resten af landet.
Afstand til lynene
Måske har du som barn fået at vide, at du skulle tælle sekunder, når du så et lyn. Hvis du kunne tælle til 9, skulle du så dele med 3 for at få afstanden til lynet i kilometer. Den metode er stadig brugbar, selv om du nu har givet den videre til dine egne børn.
Til gengæld skal man ikke tro på, at lynet aldrig slår ned de gange på samme sted. Men det sker dog sjældent, fordi tordenvejret er i bevægelse.
Pas på elektronikken
Elektronik har alle dage været sart, og i dag er vore hjem proppet med elektriske og elektroniske hjælpemidler og underholdningsmaskiner, hvad enten det er en foodprocessor, en pc eller et fladskærms-tv.
Og elnettet og telefonnettet er stadig sårbart i tordenvejr. Lynnedslagene kan give overspænding i nettene, og så kan de fine kredsløb i elektronikken brænde af. Derfor er der faktisk god grund til at være den nervøse type, der fjerner alle ledninger og netværkskabler fra det elektroniske udstyr. Det er ikke nok at slukke på kontakten, skriver Bolius.
Ændringer i telenettet har dog betydet, at det i dag ikke er så farligt at tale i fastnettelefon i tordenvejr som tidligere. Men eksperterne råder dig dog til at bruge mobiltelefonen eller en trådløs telefon, hvis du skal bruge en telefon under tordenvejret. På samme måde kan du også roligt bruge din bærbare pc, når den kun kører på batteri. Du skal dog kun bruge mobiltelefonen, hvis du ringer fra et hus eller en bil. Undlad at bruge den udendørs.
Hold dig inde
I det hele taget bør du søge ind. Et hus, en bil, ja selv et fly giver god sikkerhed i tordenvejr.
Men du kan selvfølgelig være blevet overrasket af tordenvejret under gåturen, og så skal du hverken søge tilflugt under et højt træ eller lægge dig fladt ned på en mark Det høje træ kan tiltrække lynet, og selv om du måske ikke bliver ramt af lynet, kan du blive ramt af træstykker, når de voldsomme kræfter udløses, advarer Bolius.
På den flade mark vil du lede elektriceten bedre på grund af den større jordkontakt. Derfor er det bedre at blive på benene og så søge mod et lavereliggende område.
Hos Bolius kan du læse mere om, hvordan du beskytter din bolig mod lynnedslag.