Et hus med plads til Oles brede smil

Når man står der på toppen af Ole Henriksens terrasse, føler man en overvældende trang til bare at slå sig ned. Tage hans kælepotte af en perserkat, Clara – opkaldt efter Clara Pontoppidan og nu 18 år gammel – med op i en af sofaerne og bede manden i alle kattens liv komme med en drink – eller måske en kop af den røde te, som han har promoveret så kraftigt for alle dens gode egenskaber.

Lige derovre kan man se det hus, hvor Puff Daddy, P. Diddy, bare Diddy, eller hvad han nu behager at kalde sig, netop er flyttet ind. Længere oppe i bakkerne bor Diana Ross og Hugh Jackmann, længere nede Halle Berry – og en voldsom mængde andre stjerner fra det glamourøse Hollywood.

Tiden går lidt i stå, når man står der og føler sig på toppen på alle måder. Men virkeligheden kalder – Ole har inviteret på frokost på Le Pain Quotidien på Melrose Avenue og er klar til at køre os derned i sin BMW 600-et-eller-andet-yderst-lækkert.

Den ægte vare

Først fortæller han, hvordan det tog lidt tid at overtale kæresten Laurence Roberts til at installere gymnastikredskaber på den øverste terrasse. Han var overbevist om, at Ole ikke ville komme til at bruge dem, men han tog grueligt fejl. Gymnastik er en væsentlig del af Oles liv. Det er blandt andet sådan, han holder sig så godt – der er ikke mange mænd på 57 år, der som han er fuldstændigt ”fit for enhver fight”. Det ville være dumt at byde ham op til armlægning, for modsat mange af de andre stjerner i disse fashionable bakker øst for Los Angeles har Ole ikke skudt genvej hen over en plastikkirurgs operationsbord for at være så stram i betrækket, som han faktisk er. Det skyldes træning, pleje, sund mad og ikke mindst en vedtaget positiv indstilling til livet og de mennesker, det bringer med sig. Og stram i betrækket, det forholder sig i bogstaveligste forstand til trækkene, for Ole er helt fundamentalt en meget glad og følelsesbetonet mand. En mand, der foretrækker, at man siger tingene ligeud.

»Det er vigtigt, at man anerkender folks arbejde, men det er også nødvendigt med kritik. Det er jeg god til, jeg taler ligeud, går ikke og gemmer på noget.«

Det vigtige smil

Han har ligeledes taget en beslutning om at være positiv. Han smiler og griner, er en glad mand, der mener sit positive livssyn i en grad, så det smitter af på hans omgivelser.

»Jeg vil ikke tillade mig selv at vise et surt ansigt til verden,« siger han.

Hårdt presset kan han akkurat lokkes til at sige, at han blev lidt irriteret dagen før, fordi han skulle fra Los Angeles til Tampa i Florida og havde fået en billet, hvor han skulle mellemlande. Det gider han ikke, når han flyver i USA, og det ved rejsebureauet godt. Han rejser hele tiden, ikke mindst til Tampa, hvor han laver live-optagelser til tv-salg af sine hudplejeprodukter. Det virker. Ole Henriksens produkter stormer op ad den amerikanske hitliste, og i den store kosmetikkæde Sephora er de fjerde bedst sælgende brand, og det går stadig fremad – salget er steget med 35 pct. de seneste år.

Et hus med mange terrasser

Billetten blev lavet om, og nu smiler Ole igen, mens han fortæller om sit hus, som han elsker at opholde sig i, men ikke desto mindre forlader seks måneder om året, fordi han rejser verden rundt. På arbejde og på ferie.

Han og Laurence købte huset, der er på 3.700 squarefeet, knap 350 kvm, for otte år siden. Det er fra 1937 og har været gennem flere renoveringer. Den seneste er netop afsluttet – Laurence har blandt andet fået et nyt badeværelse. Der er tre af slagsen, et til hvert soveværelse. Plus et gæstetoilet i hallen.

Rundvisningen i Oles hjem begynder sådan set allerede for foden af Beverly Hills, hvor han viser, hvilket lejlighedskompleks han indledte sit amerikanske liv i. Vi kører forbi højhuset Sierra Towers, hvor Cher bor, og hvor Elton John er i gang med at indrette en lejlighed i flere etager. Et højhus, der udmærker sig ved at have nogle enorme terrasser.

»Der kiggede vi også på en lejlighed, men så fandt vi huset,« fortæller Ole. Her er der endnu flere terrasser. Hele vejen rundt om huset i stueetagen og bygget ud i terrænet i første sals højde.

»Her på terrassen ved hoveddøren sidder min mor altid om morgenen, når hun er på besøg, mens hun læser avis og drikker kaffe,« fortæller han. Indenfor er der en flot hall med trappe op til første sal, udgang til en terrasse og indgang til tv-stuen, den store stue, spisestuen og anrettergangen, som fører ud i køkkenet.

»Her i hallen danser Laurence og jeg somme tider. Jeg elsker at danse,« siger han og viser, hvordan de har fået bygget et lydanlæg ind i hele huset, uden at der står højttalere rundt omkring. Det styres fra et skab i stuen; de gider ikke have et stereoanlæg stående fremme.

Plads til souvenirs

Den store stue er lidt af en stadsstue med pejs og stor sofa. På et af bordene står der en gammel cigarkasse i sølv, som hans mor i sin tid fik med fra banken i Nibe, da den lukkede. Hun gjorde rent i banken gennem mange år, og da den skulle tømmes, var der ingen, der interesserede sig for cigarkassen – dens tid var ovre.

Tv-stuen er der, hvor husets to beboere sidder om aftenen, når de skal se tv. Her er der fundet plads til alle de souvenirs, som de har taget med sig hjem fra alle deres rejser, eller som de har fået foræret.

Overalt er indretningen ret amerikansk – det er Laurence, der har stået for den. Ud over at arbejde som frisør, arbejder han også som indretningsarkitekt og designer i sit firma, Laurence Roberts Design, og har haft et større projekt med at gå huset igennem i alle detaljer.

Det gælder også spisestuen, som har dannet rammen om mangen en middag, hvor maden som regel bliver leveret udefra. Ikke at der mangler plads i køkkenet – det er stort, rummer alt, hvad man kan drømme om og mere til. Det er mest Laurence, der gør sig i køkkenet, hvilket Ole afslører med al ønskelig tydelighed, da han skal finde nogle helt bestemte krus fra Holmegaard, som vi skal drikke te af. Men så får han da lejlighed til at vise, hvordan Laurence har designet skufferne, så der er orden på alt.

Ole tilbringer mere tid på sit kontor på første sal, som er næsten lige så stort som stuen. Når det kan lade sig gøre, arbejder han hjemmefra, elsker at sidde i huset med Clara som selskab og med udsigt ud over terrasserne, som på disse varmegrader reelt er en udbygning af huset.

Det gælder med disse terrasser som med alle andre her i bakkerne – man skal passe på prærieulvene.

»En aften vi sad her, stod der pludselig en prærieulv deroppe, der var større end en schæferhund,« siger han og peger op ad grunden. Derfor er det aldeles udelukket, at Clara er ude på fri fod.

Plads til det hele

Ved siden af kontoret ligger soveværelset og det nyrenoverede soveværelse samt endnu et stort soveværelse, hvor Oles mor slår sig ned, når hun er på besøg. Det har sit eget badeværelse, som Ole bruger til daglig – han står først op og vil ikke forstyrre Laurence. Han har fået designet et smalt skab med spejl på indersiden af lågen.

»Det er så praktisk. Jeg åbner lågen, og så kan jeg stå og barbere mig med det, jeg skal bruge, lige ved hånde,« siger han og peger på hylderne, som er fyldt med alle de Ole Henriksen-produkter, man overhovedet kan drømme om. Og mere til.

»Selvfølgelig,« smiler han. Sandt nok, hvem ellers skulle have det.

Laurence har ikke bare måttet erkende gymnastikredskaberne som en af Oles svagheder, der er også skoene. Ole har 65 af slagsen, 25 af dem har lige været ved skomageren, og »det kostede en formue, men det er jo, som om jeg lige har fået 25 par nye sko,« siger han.

Han påstår, at hvis man åbner nogle af de mange skabe, kan man godt finde rod. Men ellers er der orden – det skal der være, hvis Ole skal fungere, siger han.

»Det betyder ikke, at jeg bor i et hus, der ikke må bruges. Vi har også besøg af børn – så rydder vi bare op bagefter.«

Han har i det hele taget et svagt punkt for børn. Det gav sig senest udtryk under han*s nylige rejse til Argentina. Hver aften, når han og Laurence kom hjem til hotellet, mødte de en flok børn, der var ude at samle skrald og andre effekter, som måske kunne hjælpe familien til endnu en dag med mad på bordet. Den ene af pigerne smilede så sødt til dem i al sin elendighed, syntes de. Så den sidste aften kaldte Ole på hende, gav hende en håndfuld penge – flere, end hun nogensinde før havde haft i hænderne, kunne han se – bad hende kalde på de andre børn og delte ud til dem også.

»De blev så glade, de kunne dårligt tro på deres held,« fortæller han og får helt tårer i øjnene ved tanken. »Men det er det gode ved at have penge – at man kan glæde andre.«