En kærlig opsang
Oscar Umahro Cadogan er kok, ernæringsekspert og passioneret madelsker. Han behandler de rene råvarer, så de bliver til små kærlighedserklæringer til kroppen.
Hvad er det bedste ved at lave mad derhjemme?
Jeg ved, hvor alting er, så mine bevægelser er helt målrettede, og jeg kan nærmest finde både udstyr og råvarer med lukkede øjne. Og så har jeg altid styr på, om alle varer er i hus. Når jeg arbejder i mit eget køkken, er der derfor ro og rum til at blive inspireret og til at improvisere ud fra forskellige ideer og impulser.
Hvad har du gjort for at optimere indretningen?
Mit køkken-alrum er meget lyst, så der altid er forbindelse med omverdenen, og jeg får al det solskin, der er, uanset om det er sommer, forår, efterår eller vinter. Der er god plads, men ikke alt for højt til loftet, så man føler sig som i en tryg hule. Det er meget bevidst, at jeg ikke har placeret komfuret op ad en væg. Jeg bryder mig ikke om at glo ind i en væg, når jeg laver mad. Overskabene er med vilje placeret forholdsvist højt, så man ikke støder panden mod dem eller føler, at ens rum til at bruge hænderne, når man hakker, er indelukket. Jeg mangler at skifte egetræsbordpladerne ud med rustfrit stål. Eg er et dårligt materiale til køkkenborde, da det indeholder garvesyre - det betyder, at det reagerer på den mindste smule væde. En lille bommert, jeg har set i ret meget nybyggeri.
Hvilke køkkenredskaber kan du ikke undvære?
Min Vitamix 5000-blender. Den har to hestekræfter, og alle mænd elsker den på grund af lyden - den hører til i blendernes Formel 1-klasse og kan nærmest blende mursten. Jeg kan heller ikke undvære mine Microplane-rivejern, min grillpande, min Römertopf, mine silikonegrydelapper og mine Ikea-skærebrætter af plast, der kan foldes sammen, så det, man har skåret, ender i gryden og ikke på bordet eller gulvet.
Oscar Umahro Cadogan
Født 1977. Navnet Umahro er en variation af et vestafrikansk navn. Hans far er fra Barbados, og hans mor er dansk.
Fik som 18-årig en kronisk tarmbetændelse og var sygemeldt i over et år. Begyndte at bruge sin viden om biokemi til at lære mere om vitaminer, mineraler, immunforsvar og kroppens energiproduktion.
Er den ene halvdel af Sundhedsrevolutionen, der er kendt for at slå et slag for mad uden kemi, sukker og hormonforstyrrende tilsætningsstoffer, www.sundhedsrevolutionen.dk
Medejer af catering- og takeaway-firmaet Intermezzo, www.i-mezz-o.com
Er konsulent for en række danske og udenlandske virksomheder i fødevare- og helsebranchen, blandt andre Kur Organic Superfoods.
Står bag kogebogen ”Køkkenrevolution på høje hæle”, har bidraget til flere fagbøger om kost og ernæring og skriver jævnligt for diverse madmagasiner.
Afholder madlavningskurser, foredrag og selvhjælpsforløb i forbindelse med sygdom.
Aktuel i oktober/november med kogebogen “Køkkenrevolution for hele familien”, som er skrevet i samarbejde med hans 13-årige ekssteddatter Telma, og med foredragsturné i Danmark i oktober-november.
Umahros favoritopskrift lige nu
Laks med frugter og oliven
1. Skær laks og net- eller honningmelon i tern, skær æblet i både og halvér grønne oliven og vindruer.
2. Bland det hele på bagepapir i en bradepande og drys med peber og hakket basilikum eller frisk rosmarin.
3. Bag retten hurtigt og nænsomt i ovnen - det vil sige omkring 8 minutter ved 175 grader.
En fantastisk smag med få og enkle ingredienser. Retten illustrerer, hvordan mad kan smage af en million, når råvarerne håndteres kærligt og i overensstemmelse med deres natur. Desuden får man inkluderet alle de seks basale smagsnuancer, så smagsoplevelsen bliver fuldendt.
Uhmaros madlavningsfilosofi
Sund mad behøver ikke være kedelig. Brug maden som en kærlig opsang til din krop, og skab retter, der i sig selv er små kærlighedserklæringer. Det handler om at få så mange som muligt af de seks smagsnuancer med i retterne: Salt, sødt, surt, bittert, stærkt og så smagen af umami, som på japansk betyder lækker eller delikat, og som virker som en slags smagsforstærker - umami findes for eksempel i oliven, soltørrede tomater, parmesan, soja, østers-fishsauce og røgede fødevarer.