Så er det tid at tænke på de næste jordbær
Planterne giver flest bær andet og tredje år, og det er nemt og billigt at forny sine jordbærplanter.
Mon ikke der bliver en plads i havehistorien – i det mindste i erindringen – til jordbærsæsonen 2008? Tidlige jordbær og masser af jordbær er, hvad den skal huskes for. Vi slap for skimmel, for nok regnede det, men ikke så længe, at det skadede jordbærrene. Og vi fik masser af bær, selv om det kneb med bier i blomstringstiden. Tak til de ukendte hjælpere, der energisk trådte til.
Mens denne sæson ebber ud, er det tid at tænke på de kommende. Man skal huske, at jordbærrene giver flest bær andet og tredje år efter, at de er plantet, og er planterne mere end fire år gamle, er der ikke meget at komme efter.
Man kan nemt og billigst selv forny sine jordbærplanter, fordi de, når de er færdige med at sætte bær, af sig selv sætter udløbere, som skal blive til nye planter. Her er blot to ting at huske.
For det første: Udløbere fra planter, der sætter mange udløbere, giver som regel ikke flest bær. Derfor bør man under høsten markere de planter, der giver mange og gode bær, og tage udløberne fra disse, når den tid er inde. Det er med jordbær som med mange andre planter – de kan vælge mellem blomster – og dermed bær – og vækst. Og de, der bruger energien på vækst – her udløbere - har ikke megen energi til blomster.
For det andet: Jo tidligere de nye jordbærplanter kan sættes i en god jord der, hvor de skal vokse sig store, jo mere giver de næste år. Helt så godt som andet år, bliver det aldrig, men jo senere de kommer på plads, jo mindre udbytte det første år.
Find ny jord
Da man ikke må plante jordbær i et stykke jord, hvori der forinden har stået jordbær – med mindre dette er sket for mindst fire år siden – planter mange de nye jordbær på den jord, hvor de nye kartofler er høstet. Det passer tidsmæssigt godt. Rådet om at finde ny jord skyldes, at der i jorden under jordbær bor et skadedyr – jordbærnematoder – som gnaver af rødderne, og hvis de får for godt fat i de unge planters rødder, går det ud over planternes etablering. Hvis man holder fire års pause mellem jordbær på samme jordstykke, er nematoderne i mellemtiden døde af sult.
Hvis der endnu ikke er – tilstrækkelig – plads i det stykke jord, der skal være det nye jordbærbed, kan man sætte de nye planter på udløberne i små potter med en god pottemuld. Grav potterne ned i jorden under udløberne og pas dem med vand sommeren igennem. Så vil de nye planter udvikle en ny, stor rod i den gode muld, og så har de den at starte på, når de kommer over i det nye bed. Og så kan man allerede begynde at glæde sig til næste års jordbær.
Med nogle års mellemrum bør man dog gøre sig den luksus at købe nye jordbærplanter i havecentret for at få planter uden sygdomme. Men igen: Gør det om sommeren eller først på efteråret, ikke om foråret. Ved samme lejlighed kan man måske udvide sortimentet med en eller et par nye sorter, blandt andet for at forlænge sæsonen i den ene eller begge ender.
Læs også: Granerne rødmer – haveejerne græder