Fortsæt til indhold
Bolig

Tips til gode tomater

Vil man have tomater med smag, er det ikke gjort med at sætte en billig plante i en billig plantesæk og lade den kede sig der sommeren igennem.

Strengt taget skal tomater først plantes ud midt i maj, men det er, som om flere og flere de senere år har taget chancen og har gjort det i månedens begyndelse – og er sluppet godt fra det. Så i et vejr som det aktuelle, er det nu, det sker.

Spørg 10 drivhusejere, der køber tomatplanter til udplantning, hvorfor de dyrker tomater, og de vil svare, at de gør det for smagens skyld. Ikke fordi det er nemt eller billigt, men de mener, at de ved at lave dem selv kan få tomater med bedre smag. Sådan skal det være. 98 pct. eller mere af en tomat er vand, og der er da nemmere måde at få vand på end gennem tomater, hvis det ikke lige var for smagen.

Så her er nogle tips til, hvordan du får tomater med megen smag.

Sorten: Mange hobbygartnere mener, at valg af den rigtige sort er den vigtigste forudsætning for at få tomater med smag. Rigtigt er det, at der kan være forskelle i smagen mellem sorterne, men de er så små, at de kun kan smages, hvis alle øvrige dyrkningsfaktorer – lys og varme, vand og gødning – er optimale. Og det er de som bekendt ikke i et hobbydrivhus. Men man kan gøre meget for at optimere dem, og dermed få en god smag frem, og i praksis betyder en omhyggelig dyrkning mere for smagen end valget af sort.

Lys: Tomatplanterne skal have mest muligt lys. Det er lyset, der driver værket, og får planten til at vokse, sætte blomster, sætte frugter, udvikle smag i frugterne og modne dem. Derfor skal man undgå at plante flere tomater i drivhuset, end der er plads til, når de vokser til. De planter, der kommer til at stå i skygge, producerer ikke så meget og så godt, som dem, der får al det lys, de har brug for. Ofte er det kun dele af planterne, der kommer i skygge, de nederste sideskud, men så nedsættes produktionen her, og det er her, de første tomater kommer.

Noget andet er, at tomatplantens blade kan krølle – og dermed nedsættes produktionen stærkt – hvis de får for stærk direkte solindstråling. Derfor er det ofte en god idé at sætte tomatplanterne bag agurkplanterne, som bedre kan tåle den stærke indstråling. Agurkerne plantes sædvanligvis ud omkring grundlovsdag, så man må sætte plads af til dem nu.

Jord: En plante, der skal yde det bedste, skal have den bedste rod, og den får man kun i den bedste jord. Dyrker man i potter, hvorved roden spærres inde, er det særligt vigtigt, at planterne har en god, porøs, muldjord. Mange dyrker i plantesække, fordi det er nemt – men særlig godt er det ikke. For det første bliver der hurtigt trangt i en plantesæk, der skal rumme to tomatplanter og måske en peberplante, for det andet bliver der hurtigt varmt i sækken, så rødderne koger, for det tredje kan der nemt ske en ophobning af næringsstoffer, hvis man dyrker på kapilærkasser, og endelig er jorden i plantesække sjældent særlig god. (Der er jo en grund til, at man fra det tidligste forår får plantesække smidt i nakken på næsten ethvert gadehjørne.) Den klasker hurtigt sammen, så rødderne kommer til at mangle ilt, og det går stærkt ud over produktionen.

Man bør ikke plante tomater i en kold jord. Lad den ligge i en åben kasse i drivhuset et døgn eller to og samle varme, før der plantes.

Vand: Tomatplanter må – heller – aldrig mangle vand. Tørke kan skade eller helt ødelægge rødderne. Hvis man kun vander tomaterne én gang i døgnet, skal de have så stor en potte med så god en jord, at den kan rumme et døgns forbrug. Det er ca. 2,5 liter, når planterne er store, mere på varme dage. Nemmere er det at investere omkring 500 kroner i et automatisk vandingsanlæg, der kobles til vandhanen og sørger for at holde rodklumpen jævnt fugtigt. Desuden sørger anlægget for at give en lille sjat gødning med vandingsvandet.

Gødning: Smag kommer af de mineraler, som tomatplanterne optager som gødning, der er opløst i vandingsvandet. Altså: uden gødning, ingen smag. Der vil dog altid ske en biologisk nedbrydning i jorden, hvorved der frigøres små mængder mineraler, så en lille smule smag, får man – også uden gødning. Mest smag får man, når planterne får gødning med al vandingsvand, og helst i den samme koncentration hver gang, ca. en halv til en hel promille.

Man kan lave sin egen gødning ved at opløse en passende portion afbalanceret havegødning i en passende portion vand, men man skal passe på, at koncentrationen ikke bliver for stærk. Man kan i stedet købe færdige, flydende gødninger eller koncentrerede flydende gødninger, hvoraf man tilsætter en sjat – størrelsen står på flasken – til hver kande vand.

Mange har erfaret, at små tomater smager af mest, og derfor foretrækker mange at dyrke cherrytomater. Man kan få større frugter på almindelige tomater ved at give masser af vand, men de smager ikke af så meget. Derfor er det en god idé at holde lidt igen med vandingen, når man kommer lidt hen på sæsonen – når tomaterne er ansat og i gang med at vokse. Planterne skal naturligvis have så meget vand, som de har brug for – men ikke mere. Når vandingen begrænses, stiger tørstofindholdet i tomatfrugterne, og smagen sidder i tørstoffet.

Temperaturen: Det er en udbredt misforståelse, at der skal være så varmt som muligt i drivhuset for at planterne kan vokse hurtigst muligt. Planter kan nemt få det for varmt. Den bedste smag udvikles ved temperaturer mellem 18 og 23 grader. Er temperaturen højere, bliver tomaterne mere saftige – forudsat at der er vand nok til rådighed – men mindre faste, mindre holdbare og mindre smagfulde. Temperaturen i drivhuset holdes på et passende niveau ved at lufte ud – derfor er det vigtigt, at der er mange vinduer, der kan åbnes højt i drivhuset. Midt på sommeren kan det blive nødvendigt at kalke drivhusets glas for at holde temperaturen nede eller trække gardiner for.

Den første tomat modner en gang i juli, afhængig af vejret, hvornår man har plantet, og hvordan man har passet sine tomater. Den er et sommersymbol fuldt på højde med de hjemmedyrke jordbær.

Sådan får du tidlige jordbær i haven