Få en større tilbygning med nye regler
Har du en grund på 600 kvadratmeter med en fritliggende villa, betyder det, at du efter den 1. oktober må bygge i alt 180 kvadratmeter bolig på din grund, hvor du med de nuværende regler må bygge 150 kvadratmeter.
Der er håb forude, hvis du drømmer du om en lidt større tilbygning, men mangler nok kvadratmeter på grunden. Ifølge det nye bygningsreglement, der træder i kraft den 1. oktober, kan du i fremtiden bebygge mere af din grund, før du ramler ind i reglementets begrænsninger, skriver boligejernes videnscenter, Bolius.
I det nye bygningsreglement stiger den tilladte bebyggelsesprocent:
- Fra 25 til 30 procent for fritliggende enfamiliehuse og tofamiliehuse.
- Fra 35 til 40 procent for tæt/lavt byggeri - dvs. rækkehuse mm.
- Fra 10 til 15 procent for sommerhuse.
Har du en grund på 600 kvadratmeter med en fritliggende villa, betyder det, at du efter den 1. oktober må bygge i alt 180 kvadratmeter bolig på din grund, hvor du med de nuværende regler må bygge 150 kvadratmeter.
Udestuer skal regnes med
Til gengæld skal en ny udestue, en lukket altan eller en overdækket gård fremover regnes med i bebyggelsesprocenten, hvis den bliver bygget efter den 1. oktober 2007. Den type tilbygninger har du ellers tidligere måttet bygge, selv om din grund var bebygget op til den tilladte grænse.
Ifølge fuldmægtig Susanne Mikkelsen fra Erhvervs- og Byggestyrelsen bliver ændringen gennemført af administrative grunde.
"De nye regler skal gøre det lettere for kommunerne. Det bliver mere overskueligt for dem, når de i byggesagsbehandlingen ikke længere skal tage hensyn til, at der gælder særlige regler for udestuer," fortæller hun til Bolius.
Ekstra værelse eller udestue
Hun mener dog også, at de ekstra procenter giver boligejerne nogle fordele.
"Den højere bebyggelsesprocent giver boligejerne større fleksibilitet. Nu kan du bygge lidt mere til boligen, f.eks. et ekstra værelse i stedet for en udestue," siger Susanne Mikkelsen.
Lokalplanen overtrumfer
Men inden du kaster dig ud i projektet til efteråret, skal du huske at tjekke lokalplanen for dit område. Selv om bygningsreglementet bliver ændret, så den tilladte bebyggelsesprocent bliver højere, kan kommunen nemlig godt spænde ben for dine planer.
Ifølge Susanne Mikkelsen går lokalplanen forud for bygningsreglementet. Så hvis lokalplanen sætter skrappere begrænsninger for bebyggelsesprocenten i dit område, er det dem, der gælder.
Forringelse for boligejere
Fagredaktør Casper Kjerumgaard fra Bolius mener, at det nye reglement netop af den grund kan forringe mulighederne for nogle boligejere, der gerne vil bygge ud.
"Hvis du som boligejer mister muligheden for at bygge en udestue, men lokalplanen ikke giver dig lov til at bygge ekstra til din bolig, så vil du reelt være dårligere stillet med det nye bygningsreglement, end du var med det gamle," siger han.