Den nye stue er svær at møblere
Vi er ved at bygge vores nye seniorhus. Arkitekten har tegnet vores drømmehus helt efter vores ønsker. Men nu synes vi, at stuen er svær at møblere - den er for kvadratisk og dermed svær at møblere med de møbler, vi har, og som vi ikke vil give afkald på.
Vi har nogle arvede møbler i mahogni, som af gamle møbler at være ikke fylder så meget. Der er en sofa med tre stole, hvoraf de to er ens og ikke så store, et smalt sofabord og to bordlamper. Som de stod i vores gamle hus fyldte det 2,75 x 2,75 m. Den store stol stod for sig selv med et tilsvarende rundt bord. Derudover er der et meget flot gammelt vitrineskab der fylder 50 x 100 cm.
Vores gamle lædermøbler, hvor vi altid sad, er for store til det nye hus, så de er solgt. Det vi nu mangler, er noget, vi to kan sidde i til daglig, da de gamle møbler er ikke så magelige.
Vi skal have plads til vores B&O-anlæg, radio på stander og to høje højttalere samt væghængt tv.
Vores spisestuemøbler er ret moderne, lys bøg. Der er bord, seks stole, en lang skænk (200 cm), og et vitrineskab.
Skal vi købe to gode stole, evt. øreklapstole i læder? Jeg vil gerne have en topersoners sofa, og kun én lænestol, men kan vi få plads til det? Og hvordan skal vi placere møblerne, så vi kan se fjernsynet, der er temmelig stort.
Jeg venter spændt på dit forslag.
Venlig hilsen
C.M-N, Hurup
- Et kvadratisk rum er svært at møblere, og med flere grupper af møbler, kræver det, at en af grupperne bliver vendt ind i rummet, så man undgår at rummet kommer til at ligne et venteværelse med alle møbler placeret langs væggene.
Rummet her er ikke helt kvadratisk, da der er den store åbning til spiseafdelingen og køkkenet. Det gør, at denne plads kan udnyttes, og gør det en smule nemmere at møblere. Derudover er der heller ikke, som man ofte ser, en masse døre i stuen, som også gør det svært at møblere.
I spisestuen er der en perfekt væg til den lange skænk. Spisebordet er vendt, så man ikke sidder med ryggen mod vinduet og lyset. Er der behov for at forlænge bordet, kan dette nemt gøres ved at vende bordet langs med vinduerne.
Ved åbningen til stuen, er der mulighed for at indrette et fjernsynshjørne. Fjernsyn og musikanlæg er placeret på væggen til værelset, og overfor er der vist en lænestol og en lille topersoners sofa. Da der allerede er tre stole i rummet, er det en god ide med en lille topersoners sofa, og bare en stol. For mange stole i en stue, kan komme til at virke forvirrende og ikke særlig hyggelig. En øreklapstol med tilhørende fodskammel vil være fint sammen med de gamle møbler, og læder vil give en god kontrast til de gamle møbler, som formentlig er betrukket med stof. Hvis den gamle sofa og stolene er betrukket med et ensfarvet stof, kan den lille topersoners sofa eventuelt være betrukket med et mønstret stof - eller omvendt, hvor farven går igen. Det kan evt. være et storblomstret mønster, hvor der er et hav af dejlige muligheder.
Ved den lille sofa kan I vælge at have et lille sofabord, som nemt kan flyttes efter behov, og ikke virker tungt og klodset.
For at samle denne gruppe møbler, vil et løst tæppe virke godt. Dog skal det ikke være så stort, at det ligger midt i gangarealet hen foran fjernsynet, og til resten af stuen.
Da den lille sofa er fritstående, vil det måske være en ide, og en måde at få en smule afsætningsplads i rummet, at have en reol stående mod sofaen. Reolen skal være en smule lavere end sofaryggen, så den ikke rager op og virker klodset. Her kan der stå en lampe, så man har et godt læselys ved sofaen.
Ved reolen og vinduespartiet bliver der et hjørne, hvor der evt. kan stå en sjov stol, en plante eller en kurv med strikketøj.
Som et alternativ til reolen bag den topersoners sofa, kan I overveje et lille skrivebord, som i princippet har samme funktion, ud over at være et skrivebord.
I modsatte side af stuen, er der så plads til jeres sofa og de tilhørende stole. De to ens stole står sammen, og den tredje stol ved modsatte ende af sofaen sammen med det runde bord. Sofagruppen er samlet og placeret sådan, at man sidder med ansigt mod lyset, og på ingen måde med ryggen mod resten af rummet, samtidig med at man i princippet godt vil kunne se fjernsyn herfra. Vitrineskabet har fundet en god plads i hjørnet ved vinduet og væggen til værelset.
Så selvom det er svært, mon ikke det lykkes for jer at få jeres nye stue indrettet, så I kan føle jer godt til rette.