Varme under trægulvet
Vi skal til at lægge nye trægulve i vores gamle hus og overvejer muligheden for at installere gulvvarme.
Er der nogen ulemper forbundet med gulvvarme, og kan det ligge under alle typer træ?
Med venlig hilsen
Peter Olsen, Middelfart
SVAR:
Umiddelbart er der ingen ulemper ved at have varme i gulvet. Tværtimod slipper man for pladskrævende radiatorer og får dermed mere gulvareal. Man kan lægge gulvvarme under flisegulve, laminat- og trægulve. Trægulvet skal dog have en god termostat, der sikrer, at gulvet ikke når en højere temperatur end maksimum 27 grader. Når De vælger gulvtypen, er det en fordel at vælge en trætype, som giver sig mindst muligt, sådan at fugerne ikke bliver for store, når varmen er tændt. Gulvvarmen kommer via rør fra oliefyr eller fjernvarme, så den er derfor slået fra, når varmeanlægget ikke kører. Derfor vælger mange en kombination med elvarme, der f.eks. lægges i badeværelser og køkkener. Man kan også vælge en løsning, som udelukkende er baseret på el, hvorved man selv kan regulere varmen, også når fyret ikke er tændt. Man må gerne selv lægge de forskellige typer varme, dog skal det kontrolleres af henholdsvis en blikkenslager og en elektriker.