Livet på Thulebasen

Thulebasen er en amerikansk militærbase fra 1951, der ligger i Nordgrønland 965 km nord for den arktiske cirkel. Men basen er også et hjem for omkring 600 mennesker. Et unikt parallelsamfund, hvor civilingeniører og bioanalytikere, militærfolk og fitnessinstruktører lever deres daglige liv og får hjulene på basen til at køre rundt.

Her findes ingen børnehaver, intet

bycentrum, og de fleste hopper madlavningen over og spiser i kantinen. På Thulebasen drikker man kaffe med udsigt til indlandsisen og går ”i byen” i en container. Der er hverken busser eller toge og ingen egentlige asfalterede veje - ganske enkelt fordi asfalten flækker på grund af permafrosten i jorden. Thulebasen er anlagt for enden af indlandsisen midt i den barske natur ud til North Star Bay. Alle indbyggerne bor i rå aluminiumsbeklædte barakker, og det eneste umiddelbare liv i miles omkreds er gletsjernes usynligt langsomme rutsjetur ned mod havet.

Verdens nordligste kollegium
Living besøgte militærbasen og spurgte en række kvinder, hvad der har fået dem til at tage arbejde på Thulebasen, hvad de laver i deres fritid, og hvordan man indretter sig på 15 kvadratmeter. Det er maj 1999, og Elisabeth Wagner sidder i sit midtjyske hus og spiser morgenmad, da hun ser en

stillingsannonce om et job på Thulebasen

i Grønland.

»Jeg var på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg trængte til at opleve noget mere af verden, og jeg havde drømt om at besøge mange forskellige steder på kloden. Men jeg var over en periode så uheldig, at stort set alt, hvad der kunne gå i stykker i mit hus, gik i stykker, og pludselig var pengene der ikke til de store jordomrejser. Det var tilfældigt, at jeg så en jobannonce i Morgenavisen Jyllands-Posten, og med

det samme tænkte jeg hvorfor ikke,”

fortæller 47-årige Elisabeth Wagner som på ottende år arbejder som kvalitetschef og assisterende kontraktchef på Thulebasen.

Ekstremt isoleret
Hun fremhæver bl.a. sammenholdet beboerne imellem som en af de bærende årsager til, at hun faldt så godt til.

»Når man deler bad, toilet og køkken med op til 13 mennesker, lærer man altså hinanden meget godt at kende, og Thulebasen bliver ikke uden grund kaldt verdens nordligste kollegium,« smiler Elisabeth Wagner, som i dag bor i en barak med eget køkken og bad.

»Man skal ikke være helt almindelig for at bo her. Det er et ekstremt isoleret samfund, klimaet er barskt, og man skal vænne sig til at leve med henholdsvis mørke og lys 24 timer i døgnet. Det er en skrøne, at mørket gør folk kulrede. Der er flere , der har svært ved at håndtere 24 timers dagslys over flere måneder,« siger Elisabeth Wagner, der ligesom de fleste på Thulebasen har en arbejdsdag på mellem 10 og 12 timer.

»Thule er en arbejdsplads, og arbejdsugen er lang, så når jeg kommer hjem, er energien mest til hverdagsagtige sysler. Jeg går meget op i at holde mine mange planter og blomster, fordi jeg savner farven grøn. Den findes jo slet ikke i naturen heroppe. Indimellem kan jeg også savne helt basale ting som nye kartofler, en forårsdag i Nyhavn eller røget makrel,« siger hun.

Simple Living
Maria Villaume er 28 år og arbejder som teknisk designer i Thulebasens ingeniørafdeling. Hun satte første gang sine ben på Thule 19. maj 2004 - tre uger efter en jobsamtale: »Det bedste ved at bo på Thule er, at du aldrig er alene. Der er altid noget at lave og mennesker omkring dig - og det kan også være det værste. Alle kender alle, så jeg savner nogle gange at kunne være anonym,« fortæller hun.

Maria Villaume bor i barak 123 med lufthavnen i ryggen og udsigten til det spektakulære Dundasbjerg foran sig. De to små rum, som Maria har til rådighed er nøje indrettet.

»Jeg har taget små personlige ting, som betyder noget for mig, med hjemmefra som en drømmefanger og nogle malerier. Vores værelser er jo ikke så store, så det kan hurtigt blive proppet. Jeg kan godt lide, at mit værelse virker lyst og venligt, og

sådan har jeg også indrettet mit hus i

Århus,« fortæller Maria Villaume.

Dog kan hun godt blive lidt træt af at dele bad og toilet med ni andre mennesker.

Veninderne Anette Poulsen og Helle Røndrup bor i samme barak på Thulebasen. Anette er 31 år og bioanalytiker, Helle er 44 og anæstesisygeplejerske, og de har boet på basen i henholdsvis to og et år, og vil gerne blive nogle år endnu.

Byture og barakmiddage
»Vi har det simpelthen så hyggeligt i vores barak. Hver søndag ser vi video,

spiser slik og drikker cola sammen, og hver anden uge laver vi barakmiddage,« fortæller Helle Røndrup.

Hun har for længst vænnet sig til, at der ikke altid er lige mange varer på hylderne i supermarkedet BX, og at man indimellem må opgive at lave noget så enkelt som koldskål, fordi kærnemælk er umuligt at opdrive. Kvinderne kan godt mærke, at de er i undertal på basen og derfor får ekstra opmærksomhed fra mændene, når de er på bar- og restauranten ”Top of the World Club”, som er indrettet i en kæmpemæssig blå container.

»Lad mig sige det sådan - man kan sagtens gå i byen uden penge,« smiler Anette Poulsen og understreger, at kvinder generelt bliver behandlet respektfuldt.

»Mændene er vores ”wingmen” - de åbner døren og vinen, de følger os hjem og sørger for, at der ikke sker os noget,« siger Helle Røndrup.

De to er rørende enige om, at hvis man keder sig på Thulebasen, er det ens egen skyld.

»Der bliver taget så mange initiativer til alt lige fra revy og hundeslædevæddeløb til Polar bear-swimming og maraton. Vi har gratis adgang til fitnesscenter, som jeg bruger flittigt, og der er masser af naturskønne ture til vandfald og ishuler,« fortæller Anette Poulsen, som aldrig føler sig lukket inde på Thulebasen.

»Jeg har arbejdet i små bygder på Grønland, hvor man ikke kunne komme længere end lidt ned ad vejen, så Thulebasens område er jo kæmpestort i sammenligning,« forklarer hun.