Fortsæt til indhold
Biler

Nissan med ny elbil til hele verden

Produktionen af e-NV200, som bl.a. skal køre som taxi, er i gang på ny fabrik i Barcelona.

Jens Overgaard

Efter Leaf sætter Nissan nu produktionen af den elektriske minibus e-NV200 i gang.

Det sker i spanske Barcelona, hvor der skal bygges minibusser til hele verden, som er baseret på Leaf, hvilket betyder en teoretisk rækkevidde på 170 km. Meget apropos bliver Barcelona den første by, hvor e-NV200 kommer som eldrevet taxi. Nissans forventninger er høje.

»e-NV200 taxa er meget betydningsfuld set i lyset af den rekordhøje luftforurening, der også er i London og Paris. Et markant antal nul-emissionsbiler i Barcelonas gader vil give alle beboere og besøgende renere luft, lyder det fra Andy Palmer, som er en af Nissan-cheferne.

»Det er en milepæl for Nissan at starte produktionen af vores næste eldrevne bil. Det sker på et tidspunkt, hvor elbiler er anerkendt som almindelig teknologi, men hvor mange konkurrenter kun er i gang med at lancere deres første elbil,« lyder det.

Succes med Leaf-modellen

NV-modellen er for øvrigt solgt som taxi på benzindrift til en række byer. Således har Nissan udviklet et helt nyt bud på en London-taxi og taxier til New York.

Herhjemme sælges den også som minibussen Evalia fra 346.000 kr. med en 1,6-liters motor på 110 hk. Søstermodellen, Nissan Leaf, bygges i japanske Yokohama, amerikanske Smyrna og engelske Sunderland. Den er foreløbig rullet af samlebåndet i 110.000 eksemplarer og dermed verdens mest solgte elbil.

Eksport til 20 lande

Nissan har i dag også en fabrik i Rusland, hvor det hedengangne Datsun er relanceret som en hverdagsbil. Det sker i samarbejde med den enorme Avtovaz-koncern og designet på modellen – Ondo – ligner da også en af de gamle Lada-modeller.

Det er dog heller ikke planen, at modellen skal til Vesteuropa.

Der er investeret godt tre mia. kr. i den nye fabrik til elbiler i Barcelona, som skal eksportere biler til 20 lande. De første biler forlader fabrikken til juni. Danske priser og udstyr er endnu ikke meldt ud.